I Nod

Vældige Kraft fra Almagten, der styrer hver Dødeligs Skæbne, —
lad mig ej raadne paa Seng, lad mig ej visne som Halm.

Ørnen han rammer fra oven den skjælvende Due i Dalen;
bare et eneste Stød med sit aldrig fejlende Krognæb — —
fører den did til sit Fjeld, hvor dens Sjæl flyder sammen med Solens — —

Saadan jeg ønsked mig bort, naar min Daad stod i Blost ved min Husgavl.
Ikke for Edder at dø, som Kartoflen raadner i Kulen.

Rate this poem: 

Reviews

No reviews yet.