Classic Poem

Tidens Morgen frembrød i straalende Glans over Eden,
herlig sig Solen opsvang paa flammende Vinger af Mulmet,
Ormen krøb ydmyg i Støv, og Ørnen steg højt imod Skyen.
Dybt i Beskuen fortabt stod Manden, den nyskabte Adam;
henrykt ved Skaberens Værk, han sukked med svulmende Længsel:
Ak! hvi kan jeg det Alt til mit bankende Hjerte ej trykke!
Sé, da danned ham Gud dets Billed af Roser og Liljer:
Ildens med Vandets Natur han blanded, og Slangens med Duens,
Klippens med Sivets: og skabt for Adam smilede Kvinden -
Englen, ved hvilken er tabt, men atter gjenfundet et Eden!