Classic Poem

Ei Lægen blot, som hans Exempel lærte,
Som ledtes ved hans faderlige Raad;
Men hver, som kiendte Mandens sieldne Hierte,
Deeltager ved hans Bortgang i min Graad.
Selv du, som med et Mod, der aldrig svigter,
End ei paa Hoffets glatte Trappers Iis,
I Stilhed stræber ved opfyldte Pligter
At vinde din Bevidstheds egen Priis!
Og du, som ene samler for at sprede
Hvad du fortiener ved din egen Flid;
Som til hver Jammers Lindring glad er rede
Med din fra Dagens Nødtørft sparte Hvid!
Du Himlens Ven! som ene Vellyst finder
I Dydens vundne Seier i dit Bryst,
I Graads Aftørren paa den Usles Kinder,
Og i Fortryllelsen af andres Lyst!
Dit Mønsters Tab i Berger du begræder:
Hvor er en Læge, raaber du, som han?
Hvo brugte saa til Landets Vel og Hæder
Foreent Erfaring, Kundskab og Forstand?
Hvo leed som han ved sine Brødres Smerte?
Hvo var saa redebon at lindre den?
Hvo leved, tænkte, talte, handled, lærte
Saa viist og venligt, som min tabte Ven?
Aftør din Taare! Bergers Aand omsvæver
Endnu sit elskede forladte Land:
Min Callisen, saa sang Hygæa, lever;
Som Berger længe — længe leve han!