Classic Poem

Havet gaar højt,
Stormen har Tag i dets Manke;
Fraade og Sprøjt
hvidner den ludende Banke.
Halvt under Vand,
truet af Braadd og af Brand
Høfdernes Enhjørningshorn imod Brændingen stanger.

Natten gaar ind,
Skummet fortoner i Graanen;
Fyret gi'r Skin,
Stormen faar Væxt under Blaanen.
Klinten sit Bryst
værger mod Voldsmandens Kryst.
Brænding og Skrænt under Brøl over Havstokken brydes.

Bølgen gaar frem,
buer sin vældige Pande,
breder sin Bræm,
løfter de kogende Vande,
styrter mod Klint,
knuses til Sprøjt paa dens Flint,
slænger sig over og spy'r mod den flygtende Maane.

Havnattens Bryn
drukner i Dybet en Stjerne!
fjernt under Sky'n
vipper en enlig Lanterne.
Taagen fra Vest
sadler sin graalige Hest,
sænker sin havsalte Gus over vindslidte Tage.