Classic Poem

Velsignet Skibet være,
Velsignet Havets Vand,
Som venligt vilde bære
Dig atter til vor Strand.

Velsignet hver en Luftning,
Der svæved om din Kind;
Velsignet hver en Duftning,
Som qvægede dit Sind!

Velsignet i det Fjerne
I Himlens Herlighed
Den klare, fromme Stjerne,
Som dig tilsmiilte Fred!

O, turde jeg nu tilhviske
Dig alle Blomster-Ord,
Som altid lige friske
Her i mit Hjerte boer!

Ak, mangen Nat er svundet,
Og mangen bitter Dag,
Mens jeg, i Smerte bundet,
Har talt mit Hjertes Slag.

Mens fjernt i Sorgens Øde
Mit Blik ei Hvile fandt,
Saa mine Tanker døde
Og Haabets Fakkel svandt.

Jeg kunde mig ei værge
Mod Smerter og mod Savn;
De lod sig ei besværge
Selv ved dit kjære Navn.

Jeg mægted ei at frie mig
For Sorgens Trylleri, -
Og Timen foer forbi mig
Med intet Indhold i.

Men nu — du bringer Freden?
Ei sandt? du har ei glemt,
At du for Evigheden
Har mig dit Hjerte gjemt?