Classic Poem

Jeg troede Rygtet ei, der spredte sig
Om en imod din Hule frygtelig
Fremskridende Komet, benævnt Kabale,
Hvori man paastod, at du angav mig
Som Hoved til Kometens Hale -
Jeg troede, det var ganske grundløst Digt,
Indtil du selv mig sagde noget sligt.
Dick! er det mueligt? har du kunnet glemme
Saa ganske, hvad du hidindtil
Erfaret har af mig bag Elben og her hiemme,
Hvor noget andet stod paa Spil,
End hvad der hører Aanden til -
Og hvor jeg ærlig lod fornemme
(Kun alt for høit!) med Haand og Mund
Min lydelige Bifaldsstemme,
Hvergang jeg fandt den mindste Grund?
Du altsaa vilde, traf mig den Ulykke,
Jeg veed ei selv hvordan, at lade trykke
(Thi skrive kunde jeg det ei)
Og op faae ført paa Sangens Kongevei
Et saadant Medynk værdigt Stykke,
Du vilde, siger jeg, i sligt et Fald
Fra Musebiergets høie Hald,
Klangrustet med Apollos gyldne Piile,
Nedspringe med et Drenge-Hop
I Spidsen af en hvervet Piber-Trop,
Hvorpaa du burde med Foragt nedsmile?
Det kan jeg aldrig troe om dig -
Skiøndt andre Grunde
Du sikkerlig
Ei finde kunde
Til slig en Muelighed at tiltroe mig!

Men, kiære Dick! deslige dig jeg skiænker
Og leer ved hver en saadan Leilighed;
Jeg veed, du siger let, naar du bli'r vred,
Meer end du mener, troer, og tænker -
Og at du, som Poet, er nu lidt vred paa mig,
Er ligefrem! jeg er det og paa dig!
Poeter, som gaae til og fra Forstanden,
Er altid vrede paa hinanden -
Hvem der gaaer fra, hvem der gaaer til?
Vor Eftertid afgiøre vil.
Men, hvordan den afgiør det eller ikke,
Saameget er dog vist, at, Haand mod Aand,
Du min Kritik vil ei tildøde stikke
Foruden Aand med bare Haand.
Hvad spiller udenfor det Aandeliges Grændser,
Den indenfor, som Aand, ei ændser.
Thi seer du — jeg vil tiene dig -
Den er aldeles ei, som din Fru Klare,
Blot legemlig!
Tillad derfor, at jeg mig ei kan bare
Mod Skraal af Hals og Klap af Haand
At trække lidt paa Smilebaand
Og svare:
Troer du, min kiære Dick, det ærgrer mig,
Der ei dit Dikkeda kan lide,
At Smagløshedens Jubel krandser dig,
Fordi du Smagen lod i Græsset bide?
Troer du, at min Kritik sig bryder om
En Snees Parterroristers*) Bifaldsdom,
Mens Publikum, som jeg, godmodig tier
Til dine flaue Hexerier -
Og ene seer og lytter til
En Walters Englemine-Tryllerier,
En Rosings sande Martyrinde-Spil,
Og Stykkets Frelsers, din Forsoners, Harmonier?
Nei! til i Kredsen af de Faa,
Der, hvad er ægte Kunst, forstaae,
Dit eget Dikkeda faaer Prisen vundet,
Spil du kun Ridder Ulen, Dulen, Dof
Og Vaabendrager Finken, Fanken, Fof,
Beskraalet ved dit eget Hurra-Hof,
Af mig aldeles umisundet!
Men — eet er: from og god at unde dig
Parterre-Klappelsen af din Moer Ludlams Hule -
Et andet: frygtsom at fornedre mig
Til, paa hver Plads, hvor Aander møde sig,
Min Dom om dennes Røverborgerkrig
Mod Smag, og Sprog, og Kunst at skiule -
Min Dom: at Stykket selv (forstaae mig ret!)
Er, efter mangt et Slæt og Efterslæt
Af Smags, og Sprogs, og Kunsts, og andre Pletter,
Hvormed din Høst din Vaars og Sommers Glands udsletter,
En sørgelig dramatisk Vinter-Plet.