Classic Poem

Hr. Visekrigscom'sarius!
Hvad er der af ham blevet?
Hvo har vel spilt ham dette Puds,
Til tjenesten udskrevet?
Som Frimand gik han længe nok
Blandt mig og Kammerater,
Mens Korporalens Hesselstok
Os gjorde til Soldater.

Det var, min Tro, et morsomt Nyt!
Nu vel, jeg gratulerer!
Han til Sessionen sagde Pyt!
Og selv sig indrullerer.
Lad see, ved hvilket regiment
Den ny Recrut mon findes?
Jeg sikket Obersten har kjendt -
Om ellers ret jeg mindes.

Han er en ganske lille Mand
Foruden skjæg paa Hagen.
Man ingentid i noget Land
Til Officier saae Magen.
Men modig er han — det er sandt -
Og ei for Nogen viger;
Selv Rejsere og Konger sandt,
Han er en vældig Kriger.

Han har et eget Reglemang,
Som Andre ikke kjendte!
Session han holder Aaret lang,
Saa den faaer aldrig Ende.
Han skriver ud fra sexten Aar
Og indtil højest Alder,
Og ingen Mand sin Afsked faar,
Før Døden ham indkalder.

Han ingen Forskjæl gjør paa Kjøn -
Troe I kun, hvad vi sige! -
Han skriver Datter ud med Søn;
Han tager Karl og Pige.
Derfor hans Corps og ofte faaer
Et Navn, heraf er hentet:
Man siger, den og den nu staaer
Ved Skjørteregimentet.

Han er endvidere saa haard,
Man tør ej „ for sig stille;"
Saaledes heller Ingen faaer
Forlov sig fri at spille.
Eet Gode Tjensten dog har -
Hvad jeg nu vil beskrive:
At Mand og Qvinde, Par og Par
Teltkammerater blive.

Naar det sig træffer nu saa vel,
At Tvende parres lige,
Da findes aldrig større Held
I hele Verdens Rige
Og denne Lykke træffer jo
Jer, vakkre to Recrütter:
I Glæde I tilsammen boe,
Til I Qvarteret bytter!