Classic Poem

Ligerviis som Fuglekongen mon være
Et lidet Dyr med de grimmeste Fjære,
Men haver dog nydt en Slags kongelig Rang,
Fordi den paa Ryggen af Ørnen sig svang:
Ej anderledes gaaer det omtrent
Med Digteren og hans Recensent.
Thi kan og den sidste — jeg skal ikke lyve -
Til Skyerne stige uden at flyve,
Paa Embedsvegne gaae umældet op
Blandt Digterskaren paa Pindi Pop;
Med Muserne gjøre sig lystig og fri -
Ja blive udødelig per Compagnie.
Det er den Kunst, I skal faae at høre;
Den er vel værd at laane et Øre.
Kom, Rimer! Du, som forgjæves, skjøndt tidt,
Har baade i Pennen og Fingeren bidt.
Kom Polyhistor! Du som i Alting
Vil være den første; det er kun en smal Ting:
At recensere d.e. at laste og rose,
At klappe og nappe, at smiggre og skose,
At give bestemte Love for Smagen!
Naar Du da altsaa som Smagens Rider
Ret gravitetisk paa Stolen sidder,
Og Nogen kommer og venter din Dom:
Det Allerførste, Du spørger om,
Er ikke „hvorledes?" og hvad?", men „af hvem?"
Den Hovedregel bag Øret gjem!
Er Suppicanten nu for Exempel
En gammel Gjæst i Apollos Tempel,
En Borger i det æsthetiske Rige -
Hvad enten nu Du eller dine Lige
Har skjænket Manden sit Borgebrev,
Hvad eller han selv det i Fortiden skrev -
Da kan Du spare at læse Acterne;
Exempli gratia, ligesom Slagterne
Forstaae, ved blot at betragte Huden,
At skjønne, hvad Fedt der inden i Studen:
Saa kjender Du ogsaa til Punkt og Prikke
Paa Titlen om Værket er godt eller ikke.
Thi giver Du strax et Stød i Trompeten,
Forkynder Folket: „ nu kommer Profeten,
„Jeg inviterer Jer — jeg hans Præst:
„Han giver os atter en aandelig Fest.
„Den bliver endnu den allercharmanteste,
„Qvod materiam den susfisanteste;
„Og qvoad formam saa fuldkommen nydelig, -
„Jeg kan ej udtrykke mig mere tydelig,
„End naar jeg forsikrer, at dennesinde
„Har vor Forfatter ret vidst at vinde
„En Digterkrone, og med det samme
„Gjort baade sig selv og Andre til Skamme."
Saaledes roser Du først ubændig
Men siden anbringer Du ganske behændig
Et lidet Smæk, og siger som saa:
„En Plet har jeg rigtignok truffet paa,
„Som af Uagtsomhed, eller i Heden
„Har sig indsneget; dog maae jeg beskeden
„Oprigtigen tilraade, at jeg har fundet,
„Ved saadan Skygge det Hele har vundet
„I Lys og Yndighed — kort, ved min Ære!
„Jeg maae nødvendig det Ønske nære,
„At vor Forfatter engang hver Uge
„Gav os Anledning Trompeten at bruge."
(Ved saadant et Rap, med tilhørlig Værdighed,
Beviser Du baade din egen Retfærdighed;
Dernæst Du ej peger utydelig paa,
Hvor særdeles højt Du selv monne staae,
Da Du saaledes formaaer at see ned
Paa Een, hvis store Fortræffelighed
Dig moxen bringer ud af den Kulde,
En Dommer altid bevare skulde.)
Endvidere maae Du slet ikke forglemme,
At hvem Du eengang har givet din Stemme,
Ham maae Du stræbe at holde ilive,
Hvor stærkt han endogsaa begynder at hive;
Hvad hos en Anden er rene Lyder,
Bli'er hos din Yndling derimod Dyder:
Hvad hos en anden Du kalder Mathed,
Det hedder hos hannem den modnende Sathed:
Hvad hos en Anden er tyndt og vandigt,
Det bliver hos ham genialisk mandigt.
Naar Modersmaalet han massacrerer,
Saa maae Du sige, han det polerer.
Om han end skjændes med Gadedrengene,
Saa siig, han griber kraftigt i Strengene,
Og vrøvler han Noget, som Ingen forstaaer,
Saa siig, det over vor Sphære gaaer.
Saavidt dit Embeds lyse Side
Vi har beskrevet; nu bør Du vide,
Hvordan Du maae stræbe, at Du ej svigter
Dit Kalds de større, men tungere Pligter;
At høre Svøben — det skal Du lære,
Og ikke forgjæves Sværdet at bære.
I dette Tilfælde vilde jeg raade,
Du præludeerte paa følgende Maade:
„I Sanhed! det er en suur Nødvendighed,
„En Dommers allerførste Elendighed,
„Naar han skal tvinges med Sværd at slaae til,
„Men ak! jeg maae jo, hvor nødig jeg vil.
„Heu mihi! nescire litteras vellem!
„Men der maae statureres imellem
„Paa Syndere et ecalatant Exempel;
„Thi ellers vilde Apollos Tempel
„Neophyter og — men I forstaae mig jo nok?"
Giv Agt nu! der har Du en ung Begynder,
Og eo ipso æsthetisk Synder!
Han gaaer og knejser med lige Ryg;
Den maae Du bøje og gjøre myg.
Tag strax en Hovmestermine paa!
Slaae Krøller paa Næsen, og siig som saa:
„En novus homo i Litteraturen,
„Er løbet for tidligt af Svedekuren.
„Ej uden Anlæg, men raa og vild.
„Vi anbefale Omhyggelighed i stilen,
„Lidt mere Ærbødighed for Kritiken:
„Saa lader den ham ej faa tidt i Stikken.
„Umuligt er det just ikke, at siden
„Vor Autor kan blive til Noget med Tiden."
See Kjere! her kommer nu atter Een
Ad Vejen til Pintus paa egne Been.
Din ledende Haand han viser tilbage,
Han frygter ej Svøben — godt! lad ham den smage!
Vistnok, ham at komme tillivs er ej let;
Dog finder Du sagtens en nøgen Plet.
Den peger Du ud, gjør den større, udbreder
Dig over den samme vidtløftigt, og leder
Fra Digterens Skjønheder Læserens Blik;
(Det er — mellem os — en fortræffelig Skik.)
Suspenso pede forbi dem Du haster;
Kun eengang imellem et Vink Du henkaster:
„At Autor med Andres Kalv haver pløjet,
„Og hiin eller denne Poet havt for Øjet."
At Folk ellers ikke skal ymte om Avind,
Partiskhed og Hovmod, saa gjem nu dit Glavind!
Klap Sønneken, eller og — lad som Du klapper!
Endskjøndt Du med giftige Negle ham napper!
Roes ham for en Ting af liden Værdie -
Et lykkeligt Udtryk, en Allegorie,
Et heldigt Riim, og et flydende Vers,
Ja selv for en Fejl — hvad! Du troer det er Skjerts?
Nej nej, det er Alvor; den Finte er prøvet
Og af Recensentere heldigen øvet.
Der har vi en Tredie, men som har vidst
At snoe sig igiennem med Lempe og List.
Det er: han haver lagt klarligt for Dagen,
Sin ængstligærbødige Rædsel for Smagen
Og alle Medlemmer af Smagscommissionen -
Det være sig nu ved en Blødhed i Tonen,
Der røber en dydig Mistro til sig selv,
En Stræben at afbetale den Gjæld,
Vi alle skylde Kritikens Fædre;
Hvad eller Autor har vidst at hædre
De belletristiske Accoucheurer
Med noget Andet, man gjerne hører:
En Slags captatio benevolentiæ,
Et signum debitæ reverentiæ,
Hvad eller han er nu en Ven af din Ven,
Eller kunde til Tjeneste være igjen
Maaskee din Patron, og maaskee din Klient -
Kort sagt: en saadan har vel fortjent
At hjælpes afsted, om med Haand og Fod
Han nok saameget arbejder imod.
En slibrig Punct vil jeg dog antyde:
Det kan sig stundom saa avet byde,
En Autor kan have saa vrippent et Sind,
Han slet ikke taaler, man rører hans skind.
Det er ham det samme, hvad enten man skoser ham,
Hvad eller man huldt og nedladende roser ham:
Han lige uskjønsom imod Dig vil gjøe -
Da gjælder: faire bonne mine á mauvais jeu!
At vredes — det seer Du gaaer slet ikke an!
Og at revocere ejheller; velan!
Som Du har begyndt, saa Du faaer blive ved,
og mod din Villie og Autorens med
Fortsætte din Roes, og smilende bide
I Æblet, hvor ilde Du det monne lide.
Og vil jeg da hermed dit Lærebrev ende,
Idet jeg giver Dig ærlig tilkjende,
At Du itide maae barke din Hud,
Ifald Du tænker at holde det ud.
Din Ryg være haard og din Pande stærk!
For ellers dit utaknemlige Værk
Vist gjør Dig caput; hvor skulde vel den
Begaae sig, der hades af Fiende og Ven?
Hvis ej med en Dristighed meer end heroisk,
Og med en Ufølsomhed fuldkommen stoisk
Han Prygl giver ud og Prygl tager ind;
Jo flere han faaer, jo bedre hans skind
Bli'er vant til Touren, saa at omsider
Slet Intet mere paa sammme bider.
Da er en Kunstdommer først som han bør:
Misundlig, haardnakken, blind, døv og tør,
Bestemt, ufejlbar, ubøjelig, myndig,
Stolt i sin Roes — i sin Dadel syndig.
Og bliver du dette, da har ej omsonst
Min underviisning lært Dig den Kunst:
At ride paa Andre til Pindi Top,
Naar selv man ej mægter at flyve derop.