Classic Poem

Chor af Dianas Nympher!
Velkommen, velkommen Minone,
Lig Maanen i Stiernernes Glands,
Du Rose, du Blomstrenes Krone
I Foraars-Violernes Krands!

Minone
(for Diana's Billedstøtte.)
See! jeg fremtræder
Hilset af Lyst!
O! men jeg græder
Tungt er mit Bryst!

Uskylds Veninde,
Tilsmil du mig!
Taaren lad finde
Naade for Dig!

Skjerm Du min Fader!
Og før din Møe
Her paa din Øe
Templet forlader,
Lad hende døe!

Chor.
Lad os Blomstre binde
Mens det end er Vaar
Lad os Krandse vinde
Førend den forgaaer!


Minone.
Min Siæl forvildes i mørke Tanker,
Mellem Fryd og Haab, mellem Qval og Lyst;
Som Møe, jeg hader, som Datter, vanker,
Trods Hiertets Afskye, mit kiælne Bryst.
O Myris, sig mig, hvorfor det banker?
Hvad kan det haabe? hvad er det Trøst?
Dog sniger Længsel sig i dets Smerte,
Dog toner dybt i det mørke Hierte
„Haab, haab, Minone!" den skiulte Røst.

Myris.
Med Vaarens de favreste Krandse
Vi froe paa din Fest dig omdandse,
Mens jublende Chor dig omtone.

Dafne.
Hvert Blomst har sin duftende Sødme,
Hver Rose sin blussende Rødme;
Dog hvad er vel sødt som Minone?


Arion
(paa Delfinens Ryg.)
Du som i Orphei Haand
Furierne fordum rørte,
Og hans Viv af Dødens Baand
Giennem Styx tilbageførte,
Tæm med Trylleklang i min
Havets fnysende Delfin.

Pluto smilte, naar Du tonte,
Furierne Du forsonte
Fordum i din Orpheus Haand
End du mig af Dybet hæver,
Bølgen standser, Klippen bæver,
Stormen zittrer for din Aand.

En af Piraterne.
O jeg zittrer! o! jeg bæver!

En anden.
Skuer dog hvad hist sig hæver!

Alle Nympherne.
O vidundersøde Klang!

Første Pirat.
Det er Nereiders Sang.

Anføreren.
Nympherne jeg ei forlader!
Nereider og Najader,
Som jeg ikke heller hader,
Fange vi en anden Gang.

Minone.
O min Fader! o min Fader!

Arion (mellem Klipperne.)
Phøbus! hør min Takkesang.

Anføreren.
En Guddom sig nærmer
Den zittrende Jord.

Nympherne.
Diana beskiærmer
Sit hellige Chor!

Anføreren.
Apollo sig nærmer
Den zittrende Jord.

Piraterne.
Hør himmelske Toner
Fra Dybenes Skiød!

Anføreren.
Kun Sang af Tritoner
Bag Klipperne lød!


Arion.
Hvor er du olympiske Lyst?
Hvor er du elysiske Glæde?
Saa klang i mit elskende Bryst
Min Længsels det evige Qvæde.

Dands med mig, vær lystig og lee!
Saa raabte Gudinden for Latter;
Jeg dandsed og spøgte, men Vee!
Det ikke var Himmelens Datter.

Kom, favn mig, og smelt i min Lyst!
Saa sang mig en anden Hyrdinde;
Men tomt blev mit elskende Bryst;
Det var ikke dets Længsels Gudinde.

Da taug det: en Perle nedrandt,
Det smilte som Gratier græde;
Jeg zittred, jeg græd — men jeg fandt
Min søgte, min himmelske Glæde.


Minona.
Du, som blandt disse Fielde
I Trylleglands nedsteg,
Og for hvis Himmelvælde
Afgrundens Hære veeg!
Lad snart din Harpes Toner
Igien forkynde dig!
Med dig til Sangens Throner
Vil jeg opsvinge mig.

Hvi svandt du for mit Øie,
Og skiultes for mit Blik?
Mon til Olympens Høye
Du alt tilbage gik?


Arion
(efter at have seet Myris)
Mig en kiælen Længsel lærte
Strengeleeg til eensomt Qvad:
Hvad jeg sang, hvad jeg begiærte,
Var et sødt jeg veed ei hvad.

Harpens bange Harmonier
Kurred Turtelduens Kluk,
Og min Læbes Melodier
Nynned mat mit Hiertes Suk.

I dets dybe Længsel brændte
Haabets Flamme nært af Dyd;
Men endnu min Siæl ei kiendte
Livets eene fulde Fryd.

Harpens bange Harmonier
Kurred Turtelduens Kluk,
Og med Læbens Melodier
Blandte sig mit Hiertes Suk.

Held mig! men et Blik mig lærte
Dig, o søde Sympathie!
Og i blandet Fryd og Smerte
Glædens fulde Harmonie.

Vellyst nu med Haabet brænder
I mit elskovsfulde Bryst;
Og min hele Siæl nu kiender
Livets Himmels hele Lyst.