Classic Poem

Stemmer i; thi nu ville vi sjunge!
Mens fjerde Christian var Konge,
Da Krigede Svier og Daner
Alt efter de forrige Vaner.
Og der gaaer Dans paa vilden Hav -
Saa mangen En danser sig der i sin Grav.

De mødes engang og til Dysten
Ej langt ifra femerske Kysten,
Med Bosler af Jern de trilled,
Om Lemmer og Livet de spillede.
Og der gaaer Dans paa vildene Hav,
Saa mangen En danser sig der i sin Grav.

Og det var Kong Christian den Fjerde,
Som Dreng han det Vovespil lærte;
Han spillede de Trumfer, som ikke
Modstanderen mægted at stikke.
Og der gaaer Dans paa vildende Hav,
Saa mangen En danser sig der i sin Grav.

Da kom der fra Fjenden en Kugle
Den gav baade Rivter og Bule.
Omkring fløj saa vide de Splinter -
Det var en Salut uden Finter.
Og der gaaer Dans paa vildende Hav,
Saa mangen En dansed sig der i sin Grav.

De Sømænd de tumle paa Dække,
Og Somme i Døden sig række,
Selv Kongen slog Nakken mod Bonken;
Men end var ej Dannebrog sunken.
Og der gaaer Dans paa vildende Hav,
Saa mangen En dansed sig der i sin Grav.

Da var der at skue et Under:
Slet Ingen fornam sine Vunder.
Om Broder og Ven monne falde,
For Kongen kun sørged de Alle
Og der var Dans paa vildende Hav,
Saa mangen En dansed sig der i sin Grav.

Men daanet kun var han en Kjende;
Han rejste sig brat overende.
Paa Sværdet han støttede Handen
Og visked sig Blodet af Panden.
Og der gaaer Dans paa vildende Hav,
Saa mangen En danser sig der i sin Grav.

„Frisk op! mine Søegutter flinke!
„Paany lader Lysene blinke!
„Paany lader Tordenen skralde!
„Paany lader Haglen falde!"
Og der gaaer Dans paa vildende Hav,
Saa mangen En danser sig der i sin Grav.

Den faldt under Torden og Lynen,
Mens Blodet løb Kongen i Brynen,
Men, længe før Dag var udrunden,
Den blodige Sejer var vunden.
Og der gaaer Dans paa vildende Hav,
Saa mangen En danse sig der i sin Grav.

End see vi paa Rosenborg Klædet,
Som kongeligt Blod haver vædet;
Tohundrede Aar ej udslette
De kostbare purpurne Pletter.
Og der gaaer Dans paa vildende Hav,
Saa mangen En danser sig der i sin Grav.

Hvi skulde da Tiden hin stærke
Udslette os Danskhedens Mærke?
Hvi skulde fra Vandet vi drives?
Hvi skulde paa Landet vi kives? -
Og der gaaer Dans paa vildende Hav,
Saa mangen En danser sig der i sin Grav.

Tidsrøsten jo haver os vækket:
„Pur ud! alle Mand nu paa Dækket!
„Formerer den trofaste Kjæde!
„Da kunne med Lyst I fremtræde;
„Om der gaaer Dans til Lands eller Vands,
„Da vinde I Sejrens straalende Krands."