Classic Poem

Naar, Hr. Magister! vi os Mennesker betragte,
Vi os mod Dyrene jo meget ædle agte:
Et prægtigt Lys jo i vort Legeme er sat,
En Siel er os betroed, en Herlighed, en Skat,
GUds egen Aande, som er stiilet af de Vise,
Hvis Herlighed vi see, og store Virkning prise,
I hvis Betragtelse vi som henrykte staae,
Vi see, vi føle det, som vi bekiende maa
At være noget, som ey Tunge kand udsige,
Som giør, at Skaberen vi synes ey ulige.
Vi ynker Dyrene, dem over Axle seer,
Vi sige: intet mod et Menneske dog er.
Men saadant u-anseet dog Heraclitus græder;
Thi med vor Skabning han betragter vore Sæder.
Democritus kand paa de Viseste ey see,
Han maa al Ærbarhed til Side sætte, lee.
De havde begger ret; Jeg dog den sidstes Latter
Meer end den førstes Graad og vaade Øyne skatter;
Skiønt, naar den eene Kant paa Mennesket jeg seer,
Jeg ey begribe kand, hvor af den sidste leer,
Og, naar jeg vender det igien paa anden Side,
Jeg strax den førstes Graad og Klynken ey kand lide.
Dog havde begge Ret, men Uret derudi:
Den første stedse gik i dyb Melancholie,
Den anden altid loe, ey Aarsag fandt at græde;
De burde stundom lee, og stundom Øyne væde.
En halv Philosophie jeg merker hos enhver,
Her jeg kun Latter, der kun sure Øyne seer.
Den er Philosophus, om hvilken man kand sige:
Nu leer, nu græder han, nu begge giør tillige;
Der i hvert Øyeblik tungsindet er og kaad.
Om Heraclito først jeg taler og hans Graad,
Og seer, af Ondskab da han kaldet er en Daare;
Jeg merker, at han ey forgieves fælder Taare,
Ja, jeg Philosophie i hver en Draabe seer,
Mig synes Under, at han ikke græder meer.
Betragt dig Menneske! betragt og vilde Bæster,
Hvorover du af Gud er skabt at være Mester;
See Tigrens Grumhed an, see Revens List og Svig,
Ja alle Bæsters Feyl, de findes jo hos dig.
Som Floderne til Hav, de alle til dig rinde,
Man derfor ey en Bye, en Flek ey fast kand finde,
Hvor jo tillige med en Kag, en Galge er,
En Byfogd, Bøddel, Lov, Sverd, Riis og andet meer,
Som dig din Ondskab kand med Billighed bebreyde,
At med din ædle Siel du stedse fører Feyde.
En Ulv ey æder Ulv, sin Mage aldrig rør,
Han heller lider Nød, af Hunger heller døer.
En Parder aldrig sig med Parder-Føde mætter,
Han Afskye har for Mord, naar han seer Parder-Pletter,
En hungrig Biørn jo gaaer en hungrig Biørn forbi,
En Høg mod anden Høg ey øver Tyrannie,
Skiønt ingen Love er, der sligt hos dem fordømme,
Skiønt Byfogd, Bøddel dem ey holde udi Tømme.
Kald derfor Menneske! kald ey en Tiger grum,
Du fælder der ved jo din egen strenge Dom,
Du finder hos dig selv fast alle Lasters Kilde.
Priis heller Dyrene, stiil dem ey meere vilde.
For dig kun skrives Lov med skarpe Drage-Blod,
Lycurgus, Draco ey er Dyrene imod.
De grumme Love man i Steene lader grave,
For ædle Creatur at holde udi Ave.
O Menneske, som Gud i Skabningen er lig,
Straf, Trusler, Pine-Benk opfunden er for dig;
For dig, som haver en fornuftig Siel, at spæge,
Man ofte en Tyran maa tage til en Læge.
Man nødig havde ey en Minos, Æacus,
Langt mindre Phalaris og en Tiberius,
Saa skarp en Medicin man skulde ey behøve,
Hvis Mennesket kun var som Tiger, Biørn og Løve.
Sligt Indfald, siger man, er smukt i Poesie.
Kiig udi Skrifter ind, see an et Anarchie,
Før Frihed ikkun ind, løs vore Baand og Kieder,
Brutalitet man meer blant Dyrene ey leeder,
En Biørn, en Ulv os da poleret kommer for;
Thi Broders Sværd da mod en Broder draget staaer,
En Fader mod sin Søn, en Søn imod sin Fader
Paatager Harnisk, og til Strid sig føre lader.
Hvo anseer uden Lov end det forjætte Land,
Er haard som Flintesteen, hvis han ey græde kand.
Naar Riset kun er brudt, og Straf ey meer kand temme,
Strax seer man Mennesker i Mennesk-Blod at svemme;
Naar Øvrighed har Magt, og Lov sin Styrke, mist,
See, af Societet om findes mindste Gnist.
Ey Rom kand lignes meer mod de Hyrcanske Skove,
Thi Tigre lever der samdrægtig uden Love;
Athenen tænker meer ey paa Naturens Ret,
Thi udi Lybien er meer Moralitet:
Der man blandt Løverne Societeter finder,
Naar i Solonis Stad som Bække Blodet rinder.
Saa snart som Mosis Lov ey har sin Styrke meer,
Man i Guds egen Stad en Røver-Kuule seer.
Skiønt man vil vilde Dyr med sortest Farve male,
Man intet Paradox dog finder i min Tale;
Skiønt ofte Ulv mod Ulv ophidses, Feyde før,
Med vores Ondskab dog ey saadant lignes bør.
Vel Strid, men intet Had man udi Skove leder;
Men i Athenen, Rom, i store ædle Stæder,
End hos udvalde Folk, som givet er Guds Ord,
Man Hovmod, Avind, Had beblandet seer med Mord.
Vi Biørnen kalde vild, vi stræbe Hest at tæmme,
Vi holde dem i Tvang, som os kand mest beskiemme:
Det allergraadigste kand nøyes med een Ret,
Lucullus halve Rom aad op, blev dog ey mæt.
Paa Proviant et Aar sig laver kun en Myre;
Men viise Seneca kand her i sig ey styre.
Dyr er ey herske-kier, og nøyes med dets Stand;
Men Alexander jo for trang er Græken-Land.
Ærgierrighed ey Sted hos Tigre har og Løver;
Men saadan Passion giør Cæsar til en Røver:
For saadant Romer-Blod man flyde seer som Elv,
Han ofrer alting op, sin Stad, sin Slegt, sig selv.
Kun for at herske, for at blive Herre stilet,
Han til sin Undergang med Glæde haver iilet;
Skiønt from, beleven, god han af Naturen er,
Af Herske-Syge dog Naturen som forsvær.
Vi irre let en Hund, til Fred ham strax dog bøye;
Men en fortørnet Ven sig lader udslaae Øye,
Han gierne mister eet, hvo skulde saadant troe?
Naar den, han hader, han kun skille kand ved to.
Man seer jo Beester paa Velgierninger at skiønne,
Men Mennesker med Ondt Velgiørere belønne;
En Hund for sin Patron tilsætter ofte Liv,
Et Menneske tit er dog saa haardnakked, stiv,
At det opofrer Liv, og det, som meer er, Ære,
Før end taknemlig mod andre det vil være.
En Damon, Pythias man ofte finder ey;
De fleeste derudi gaae heller Nabals Vey.
Vi øve Tyrannie mod Beesterne, dem døde,
End og uskyldig Faar, som klæde os og føde;
En Koe os giver Melk, en Oxe trækker Plov,
Til Vederlag maa døe, slig er Velgiernings Lov.
Hirpinus Pegasus os skaffer Laurbær-Krantze,
I Alderdom maa til Nepotis Mølle dandse;
Hver Hest den Lykke ey har i sin Alderdom,
Som Incitatus, der Bormester blev i Rom.
Sligt og ey nødigt er; men ædle Dyr at dræbe,
Og udi Alderdom at lade Møller slæbe,
Paa vores Haardhed det kand tiene til et Speyl,
Saa Beesterne os selv bebreyde kand vor Feyl.
Men det er best, at jeg den Snak til Side sætter,
Thi man for mindre Ting faaer Titul udaf Kiætter.
Jeg seer paa Jorden, og gaaer ey fra alfar Vey,
Om nogen siger, sligt er Synd, jeg siger ney.
Jeg troer med Fæderne, det er en Dyd at myrde
Uskyldigt Creatur, det ellers blev til Byrde;
Men siger kun, at, om et Lam, en Hest, en Hund,
Som Balaams Esel, lidt opløftede sin Mund,
Og vilde vise os, at vi Tyranner vare,
Da all Veltalenhed ey kunde os forsvare,
Vi maatte tilstaae, at den Dyd Barmhiertighed
Ey iblant Mennesker, men vilde Dyr har Sted.
Vel kunde svares: hvi tør Dyret dog begiere,
At vi, som mod os selv Tyranner stedse ere,
Som mod hin anden selv bedrive Mord og Rov,
Skal tage udi Agt mod Dyr Miskundheds Lov?
Vi, som med eget Blod besudle vore Hænder,
Vi, som af Mennesk-Kiød kand vise stumped Tænder!
Naar saa gaaer med os selv, skal Dyr da være fri?
I saadant Svar bestaaer all vor Apologie.
Jeg eftersøge ey vil alting meget nøye,
Kun paa den beste Sted i Verden kaste Øye,
Paa Rom, som en Zirat for andre Stæder er:
Jeg all Uteerlighed i kort Begreb der seer.
En Cajus, Nero der jeg seer for en Dags Føde,
Kun for et Maaltid fast at lægge Stæder øde,
Italjen, Spanjen, ja Ægypten, Grækenland
Ey et forbandet Svelg, en Strube fylde kand.
Af Sylla, Mario udføres Landets Kierne,
Man midt i Asien opofrer Livet gierne,
At man en Elephant kand føre fra et Sted
Tilbage i Triumph, at dræbe andre med.
Jeg seer et Menneske et andets Lem afskiere,
For eens Fornøyelse man lader ti castrere;
Hvo skulde troe, at en paa et polered Sted
Stadfæsted var ved Lov en slig Uteerlighed?
Naar jeg en Cæsar selv nu Mand for alle Qvinder,
Og nu en Qvinde jeg for alle Mænd ham finder,
Jeg tager Afskeed da med Mennesker, jeg flyer
Til øde Steder hen, til Fugle, vilde Dyr.
Om i den nye Rom, i hellig Peders Sæde
Sligt endnu gaaer i Svang, maa andre efterleede;
Den sidste Verden man saa vidt maa give Ret,
At den slaaer Folk ihiel og synder mere net.
Men, siger man, et Dyr kand ikke raisonnere,
Det ellers giorde det og meget andet meere.
Hvis en fornuftig Siel til saadant Aarsag er,
Gid da lidt mindre Siel, lidt Dyd vi havde meer!
Gid (Ach jeg ikke veed, om det er syndig Tale,
Om man ugudeligt sligt Ønske kand afmale),
Gid heller Mennesket saa dum som Esel var,
Som Stubben af et Træ, der Siel og Liv ey har;
Som Marmor-Støtte, som Metal, som Kampe-Steene,
Som haarde Diamant, som Iis, som døde Beene;
Gid hver Politicus, gid hver Philosophus
Blev til Machine, til en Keyser Claudius,
Der intet af sig selv var mægtig til at giøre,
Men til det Onde sig af Kloge lod forføre,
Der som Machine sig af andre drive lod
Imod sin Villje at opofre Romer-Blod.
Ney, Sielen stedse med deslige Synder feyder,
Omsonst giør Modstand, og vor Ondskab os bebreyder;
Den siger: Menneske, du gaaer ey rette Vey!
Er os en naggend Orm; men saadant hielper ey.
Hvad Heraclitus mest bevæger til at græde,
Der er, at Mennesker saa lidet sig bereede,
Saa lidet tænke paa hvad dennem forestaaer,
Tit ey i sidste Stund, naar Siel af Legem gaaer.
Vi see, vor Levnets Tid bestaaer af korte Dage,
Hver Time, hvert Minut os Redsel kand indjage,
Hver Stræg paa Viseren jo giver os et Nik,
Advarer, at en Part af vores Liv bortgik.
Dog slig Brutalitet hos Mennesker man finder;
Den mindste verdslig Ting saaledes dem forblinder,
At, skiønt vor Levnet kun kand lignes med en Port,
Igiennem hvilken vi passere meget fort,
Saa for den store Dag vi saadant præferere,
Et Øyeblik vi med Forundring agte meere;
Vi tænke ikke paa vor rette Boelig-Sted,
En Haande-Vending os er mer end Evighed.
Enhver, der anseer sligt med philosophisk Øye,
Og denne sidste Post betragter eene nøye,
Med Heraclito han maa som fortabet staae,
Hans Øyne-Taare jo som Bække flyde maa.
Men, naar betragtes sligt, man moxen ikke fatter,
Hvad en Democritus bevæge kand til Latter;
Man seer ey andet end Materie til Graad,
Hvi var den store Mand saa lattermild og kaad?
Han paa den anden Kant har Mennesket betragtet,
Og Latter meer end Graad har philosophisk agtet;
I andre Tanker han saa meget grundig gik,
Saa til at græde han ey Tid og Stunder fik.
Ja, naar jeg Mennesket paa anden Side vender,
Jeg i hans Latter da stor Viisdom seer og kiender,
Jeg priser mindre ey hans lattermilde Mund;
Jeg finder, denne Mand ey loe med mindre Grund.
Om Folk i Scythien jeg her vil ikke tale,
Jeg grove Thracier ey heller vil afmale;
Sarmater, Dacier jeg intet melder om;
Men viise Grækenland, men Verdens Øye, Rom,
Italien, Frankrig og de mest poleerte Stæder,
Blant hvilke andet Folk grov og barbarisk heeder,
De lærde Stæder jeg mig eene nærmer til,
Af store Folk jeg kun Exempler tage vil.
De Græker bryste sig af deres mange Viise,
Man deres Klogskab seer Scribentere at prise,
Rom deres Artighed har bruget som Model:
Diogenes dog seer ey en fornuftig Siel,
Han med sin Lygte gaaer den lyse Dag og leder;
Han søger Mennesker end paa poleerte Steder,
I lærde Athen selv, men ikkun Aber seer:
De Viiseste blant dem han allermeest beleer.
Jeg veed, man holder for en philosophisk Grille,
At lyse efter Folk, og tomme Tønder trille,
Og meene, dermed man sin Stad saa nyttig er,
Som en Pericles, der paa sine Skuldre bær
Den store Republiqve, Athenens hele Byrde,
Og kaldet derfor blir for sine Folk en Hyrde;
Som Alcibiades, der et Vidunder var,
Hvis Hurtighed saa høyt de Græker priset har;
Og som en Nicias, om hvilken man kand sige,
At han Anfører, Præst, ja alting var tillige.
Hvad slige store Mænd for Republiqven giør,
Det en Democritus en Daarskab kalde tør;
Han meener, at de, som opofre Folk og myrde,
Fortiene ey det Navn af Landets gode Hyrde;
Hvad Viisdom, Nidkierhed af andre kaldet blir,
Det meest Materie til Latter hannem gir.
Han seer, med Gravitet en Helt sig at raadføre
Nu med et lidet Dyr, det til sin Gud at giøre;
Nu Flugt, nu Fugleskrig, Indvolde af en Koe
Den heele Republiqve som en Veyrhane snoe;
En Stad, et Rige af Fortvivlelse at græde,
Naar Spaamænd sige, at en Fugl vil ikke æde.
Han een seer give Agt, hvor Røgen driver hen,
En anden falde ned og bede an en Steen;
Een udi Delphis af en Hoved-svimlet Qvinde,
Een af en Hammons Præst at lade sig forblinde;
En Leonidas og en Codrus, naar de faae
Af Spaamænd kun et Nik, med Sværd for Brystet staae;
Ja en Anfører at fortvivle, zittre, bæve,
Naar han en Ugle kun seer over Huuset svæve;
De Lærde, Viise selv for Brystet sig at slaae,
Naar Røgen ikke vil til rette Side gaae,
Sig ikke driste til en Sag at foretage,
Før Ordre af en Koe de faae og af en Krage;
En Nicias at gaae fra rette Vey og Stie,
Saa snart en Spaamand ey samtykker derudi:
At redde Livet er imod Religionen,
Naar han Formørkelse, en Plet seer udi Maanen.
At sætte heller Land, Religion paa Spil,
Før man lidt Overtroe til Side sætte vil,
Som Jøderne, der paa Sabbaten ey vil stride,
Men Landets Undergang med Troens heller lide:
Det er at drukne sig for ey at blive vaad.
Ach mig ey undrer, at Democritus er kaad!
Sligt i Athenen skeer, som Viisdoms Boelig heeder.
Den store Romer-Stad har fuldt de Græske Sæder,
Den eftergiver ey i Daarlighed et Haar,
Ey eene følger dem, men ogsaa overgaaer.
Men, siger man, det var i gamle mørke Tider,
Vor kloge Verden nu slig Daarlighed ey lider,
Nu reflecteres ey paa Spaamænd, Fugle-Skrig,
Nu man af Overtroe ey meer opofrer sig.
Vist! man nu finder Folk paa anden Maade leve,
Man har beflittet sig paa meget at ophæve,
Dog ikke alt; men det, som fattes derudi,
Suppleret er med nyt, med andet Giekkerie.
I Verdens Skueplads vi see kun anden Scene;
Vi os indbilde vel at være meget reene,
Men en Philosophus kun liden Forskiel seer,
Den samme Daarlighed paa anden Maade skeer.
Til dette Paradox beviisligt her at giøre,
Tænk, Kiere! ey, at jeg til Lapland dig vil føre,
Til vilde Grønland, til de Indianer hen,
Til Fez, Marocco, til et grov Siberien,
Skiønt ogsaa Mennesker, saa vel som vi, de ere,
Skiønt udi Skabningen vi have intet meere;
Men det ey nødigt er, jeg finde kand Beviis
I beste Stæder, i Madrit, i Rom, Paris,
Hvor Børn fast grædende Forældrene ombeder
At reyse hen, for at forfremmes udi Sæder;
Hvor det priisværdigt er at sætte Velfærd til;
Om slige Stæder jeg kun eene røre vil.
Jeg i min Meening, Hr. Magister! strax bestyrkes,
Naar jeg i saadan Stad seer raadne Been at dyrkes.
Naar for en Hofte af St. Caspar, Melchior
Man ligger Næsegruus, og sig for Brystet slaaer,
Naar man giør stor Allarm, med alle Klokker ringer
For en St. Jørgens Læg, for en St. Gertruds Finger,
Jeg ey begriber, hvi de Gamle man beleer;
Den gamle Rom var gal, den nye ey bedre er.
Da Klokker, Bielder man med Andagt ikke døbte,
Da Skaldepander man for Velfærd ikke kiøbte.
Vel selsomt er, en Gud at giøre sig af Steen,
Men meere selsomt at tilbede raadne Been,
Helst naar bevises, den ey Helgene at være,
Men nok, at de i Rom paa Listen skrevne ere.
Et lidet Stykke Træ for at tilbage faae,
Nu dyre Christne Blod som Strømme rinde maa;
For Daarens Meening mod en Daare at handthæve,
Den heele Christendom man nu seer skielve, bæve;
At myrde Christne Folk, det heeder tiene Gud;
For at handthæve eet, man bryder alle Bud.
End om en Cicero nu opstod fra de Døde,
Og en Procession i Spanien skulde møde,
Og saae, at man tilbad et lidet stykke Brød,
Paa vore vegne han af Blusel jo blev rød.
Han vilde bide sig i Lipper, Spotviis sige:
Jeg med Forundring seer i Verden Kunsten stige;
Man giorde Guder før af graae Steen, Planke, Fiel,
Nu meere kunstig man dem giør af Hvedemeel.
Han, som for Latter sig ey kunde fordum bare,
Af Hednisk Præster naar han saae en samlet Skare,
Han vilde raabe: Ach! jeg nu skinbarlig seer,
At Verden tager til i Daarskab meer og meer.
I anden Daarlighed de gamle vi ey vige,
I Hovmod, Selvmord, og i andre Feyl deslige;
Den Forskiel ikkun er, en Cato myrder sig,
Som frygter derved ey at miste Himmerig,
Men nu man finder Folk af Krigs-Professioner,
For ey af Daarer at faae Titul af Cujoner
Der Liv og Siel man med Forundring ofre seer,
Og sige: det maa skee; thi det er Krigs-Maneer.
Før de en selvgiort Lov og Skik vil overtræde,
De bryde Landets Lov, de døe med Martyr-Glæde,
De ofre Æren af Ærgierrighed selv op,
De see, hvad Gravsted er bereed for deres Krop.
Saa, om Democritus var til i vore Dage,
Hans gamle Ret at lee hvo kunde ham betage?
Hvo ikke leer, naar som Philosophus han seer
Paa Mennesket, end naar det allerærbarst er?
For Lyset, Menneske! bring alle dine Dyder,
Viis frem i kort Begreb, hvad allermest dig pryder,
Tal om Forsamlinger, tal om et helligt Sted,
Hvor concentreret er all Viisdom, Herlighed:
Man der forsamlede seer Førster og Prælater,
Det Syn jo yndigt er, man dem som Guder skatter,
En Tityrus staaer still, med Under seer paa dem,
Han priser Gud, at han af Verdens Børn er Lem;
Men en Philosophus, som seer med andet Øye,
Og med udvortes Skin sig ikke lader nøye,
I Lipper bider sig da allermest, og leer,
Just fordi Mennesket saa meget ærbar er,
Just for i Giekkerie det sig catonisk stiller,
Just for med Gravitet Comoedier det spiller;
Thi, naar man efterseer, hvad bliver handlet om,
Da er det ofte, om en skiægget Mand i Rom,
Som andre Mennesker, kand irre og vildfare;
Om en skal have Sted blandt den fordømte Skare,
Paa visse Tider der har ædet Kiød og Æg,
Der mod canonisk Lov har ladet rage Skiæg;
Om en med Billighed ey kaldes bør en Kiætter,
For han ey sin Fornuft til Side gandske sætter,
Og som Machine kun sig lader dreye om,
Som Klokke-Viser af det store Hiul i Rom;
Om man med rette ei bør excommunicere,
Naar en fornuftig Siæl vil lidet raisonnere,
Naar en kun vise vil, at han bør tænke meer,
End dumme Bæster, og at Menneske han er;
Om den en haanlig Straf ey dømmes bør at lide,
Der egen Meening har om det, vi dog ey vide,
Om det, som Slibesteen for alles Øyne er,
Om Guddoms Væsen, og det som i Himlen skeer.
Beraab dig, Menneske! paa meer hvad hos dig glimrer,
Paa lærde Mænd, hvor af den heele Jord nu vrimler,
Føer høye Skoler frem, tal om Academie,
Viis al den Herlighed, som findes derudi,
Bring i en Dynge frem de mange lærde Bøger,
Som Guddoms Væsen og Naturens eftersøger,
Citeer en Scaliger, citeer en Grotius,
Peeg paa en Tycho, peeg paa en Copernicus.
Een paa Theologie sin gandske Tid anvender,
Giendriver Kiettere, end dem, han ikke kender;
Han figter som sin Sect, for Troen strider saa,
At til et Fader vor han Tid ey selv kand faae.
Een til Naturens Laab at finde Aarsag søger,
Arbeyder, sveder, og igiennemblader Bøger,
Han Fluers, Mygs Natur med Møye efterseer,
I egen Kundskab skiønt han blind og fremmed er.
Een som en Pollio seer ud, hans blege Kinde
Tilkiende Viisdom gir; den Skat vi hos ham finde,
Dog ikke andet er, end at han sætte kand
I Orden Gloser, brugt i Rom og Grækenland.
Een med Astronomie sig plager, bryder Hierne,
Sig bryster, glæder, at han fundet har en Stierne;
I Melke-Veyen han saa længe vandret har,
At han paa Jorden slet er bleven til en Nar.
Een vil af andet ey end gamle Sager vide,
Med stor Omstændighed han tal om mørke Tide,
Han veed, af hvilken Traad Junonis Serk var giort;
Men i sit Embed han ey skiller hvit fra sort.
Een med Subtilitet sit arme Hoved plager,
Hans Metaphysica ham Kræfter, Liv betager;
Spørg, frit ham nøye, hvad han sig saa plager med,
Han svare vil, at han det selver ikke veed.
Een kalder sig Poet, faaer derfor Laurbær-Krone,
Opløftet derfor blir paa høye Skolers Throne;
Thi Ord han bringer af naturlig Orden saa,
At det som før var klart, kand ingen meer forstaae.
Een heeder Musicus, Guds Ord paa Noder sætter,
Lær at tilbede Gud i Form af Menuetter,
Han meener, Bønnen er hos Gud i større Agt,
Naar den frembaaret er i simpel Tripel-Tact.
Jeg tilstaaer, det er smukt, naar Lærde samlet ere,
Paa høye Skoler dem at høre disputere,
At læse i hvers Mund, som i en gammel Bog,
En ziirlig Tale paa det ædle Romer-Sprog,
At see en Rector med de fire Faculteter,
Med Gravitet der sig i ziirlig Orden sætter,
Pedeller, Scepter, Stads ved Siden, for og bag.
Jeg tilstaaer, i sligt Syn jeg finder selv Behag,
En Drusus maa jo selv opvaagne af sin Dvale.
Men, naar man hører, at den heele lærde Tale,
For hvis skyld holdet blir en saadan Høytids-Dag
For hvis skyld høres maa slig Væsen, Bulder, Brag,
Hensigter ikkun paa en gammel skimlet Glose,
Som nogle laste, og som andre Lærde rose;
Naar disputeres om et gammel Jødisk Kar
Med saadan Iver, som det Rigets Velfærd var;
Om Hængsler, Slaader, Laas for Porte og for Døre,
Om hvad for Klædedragt de gamle pleyde føre,
Om Vandkar, hvori de sig pleyede at toe,
Om græske Tøfler og om gamle Romer-Skoe,
Om Alexandri Hest, og om Anchisis Amme,
Om en Homerus, om hans Herkomst, Slægte-Stamme;
Om Hercules, som var, maaskee, dog aldrig til,
Er første Autor til det store Græske Spil;
Om hemmelige Ting, som Engle selv ey fatter:
Da man tilgiver en Philosophus sin Latter,
Man ey Democritus fordømmer, naar han leer,
Om end paa saadant Sted han lidt satirisk er.
Men Musa! gaae et Trin tilbage, styr din Iver,
Hvo saadan Bylde rør, den jo forhadet bliver;
Til Side saadant sæt, gak heller Alfar-Vey,
Beviis din Thesis af Societeter ey,
Brug heller andet Sværd, du kiender jo din Skiebne,
Søg Kirker, Skoler ey imod dig at bevæbne,
Siung i en Tone, som lidt mindre klingend er,
Og dog har samme Kraft, tal om enhver i sær.
A paa Comoedie gaaer, aflegger ærbar Mine,
Til Side Tanker slaaer, har Lyst at lee og grine;
Men han jo nok kand lee, naar han sig selv anseer,
Og tænker paa, at han en Dommer bleven er.
Paa brændte Bønner B tilsætter sine Penge,
Det som en Nectar-Drik for hannem er saa længe,
Som det i Moden er, saa længe det er dyrt;
Snart falder Prisen ey, hans Lyst jo strax er styrt.
C finder ingen Smag i Vellyst, i Udyder,
Saa længe ingen Lov dem udi sær forbyder;
Saa snart paalegges Straf, man ham vellystig seer,
Han drikker, horer kun, for det forbudet er.
D Verdens Brøst og Feyl heel nøye eftersøger,
Mod Rigdom giver ud bevægelige Bøger,
Mod Rigdom med sin Pen saa længe fører Krig,
Til uforvarende han selv sig skriver rig.
E kiøber sig en Rang, skiønt han har ingen Penge,
At han af Armod med en Titul sig kand henge;
Ved Bordet man ham vel tidt øverst sidde seer,
For Klokkeren man dog det beste Stykke skiær.
F ved sin Høflighed er alle Folk til Byrde,
Med Mad og Drikke han hans Venner pleyer myrde;
Saa snart de blive frisk, de drikke maa igien,
Til de omkommes, thi han er jo deres Ven.
G undres over de Chinesers Skik og Sæder,
Han glæder sig, at han en Europæer heeder,
At, naar han hilser, han ey peeger paa sin Barm;
Dog selv om Vinteren med Hat gaaer under Arm.
H kand ey holde op at exerpere, skrive,
Hans Doctor siger, at det ham hans Død vil blive,
Det hielper ey, hans Verk han dog fuldende vil,
For at indlegge Navn, som han ey føler til.
I skriver Bøger, som ugudelige ere,
Man byder hannem Fred, om han vil revocere,
Han siger ney, han vil forøge Daarers Tal,
Vil heller døe, af Frygt, han ey skal kaldes gal.
K kand ey sige sandt, skiønt Folk ham defor hader;
Skiønt han foragtet blir, sin Lyde dog ey lader;
For Interesses skyld han farer ey med Snak,
Kun for at føre Navn af Byens Almanak.
L melancholisk er, naar Galden opererer,
Da gaaer han Huus fra Huus, og alting reformerer;
Han troer, det er en Dyd, som Cato sig anseer,
Skiønt han har andet Sind, naar Galden stille er.
M haver Midler, hans Døds Time flux tilstunder,
Hans Gods tilfalder dem, som han ey gierne under,
Sig dog ey æder mæt, for den i Graven gaaer,
Som han af skidet Vand tilforn ey gav en Taar.
N deserterer, og opofrer Navn og Ære,
Gaaer hen til Fiender, som alt capitulere,
At undflye den Hazard, som Krigen med sig føer;
For Frygt at døe i Slag, han udi Galgen døer.
O for sin Sundheds skyld vil giøre sig til gode,
Af sine Venner han paa Landet holder Mode;
Der de vel samme Mad som udi Staden faae,
Men ey i rette Tid, og ligge maa paa Straae.
P som Tigellius, den dyrebare Sanger,
Vil aldrig siunge, naar man det af ham forlanger;
Naar ingen beder ham, strax laver han sig til,
Og siunger, til man ham maa bede tie stil.
Q, naar ey nødigt er, en Ting jo nok kand tie;
Naar Prøve giøres skal, da kand han ikke bie,
Da han urolig blir, som udaf Ilden Krud,
Maa sige fra, om det af Siden skulde ud.
R heel sagtmodig er, og lider heller Skade,
End han i Trætte sig med nogen vil indlade,
Ham Uret giøres, han sig hævner ey igien;
Men for et kløftigt Ord han ofrer op en Ven.
S om Forligelse i Sagen ey vil høre,
Vil heller Dommere og Advocater smøre;
Han vinder Sagen vel, sit Ønske deri naaer,
Men Advocaten meer end all Gevinsten faaer.
T Grovsmed i en Kroe et Rige reformerer,
En Tilly roser, en Turenne criticerer;
Nu gir han Paven Ret, nu er han for Quenel:
Mon jeg skal troe, at han har en fornuftig Siel?
U mod Ærgierrighed med saadan Iver præker,
At derved Taarer han af alles Øyne trækker;
Men ingen gammel Præst man ham dog vige seer,
For Conseqvences skyld, thi han Magister er.
W elsker Frihed, og mod Staten rebellerer,
Hans Hustrue midlertiid ham hiemme coujonerer;
Jeg troer, den Tvang han først af Huuset rydded ud,
Hvis første ey var Synd, det sidste ey et Bud.
X tar Papiret fat, og Skrifter giennemsøger,
Seer chronologisk Feyl, end i Peer Paarses Bøger;
Mon man hans Skrifter ey kand giøre samme Skiel?
Ney, det vidtløftigt blev, man skrev sig slet ihiel.
Y tusind Daler for hver Rynke har i Panden;
Hun mister en Tyran, og tager strax en anden.
Af saadant Ægteskab en Naboe-Kone leer,
Dog selv gaaer samme Vey, naar Leylighed hun seer.
Z verdslig er i Dag, i Morgen hypocritisk,
En Time ærlig, men en anden fiin, politisk,
I Dag han laster, hvad han roset har i Gaar,
Som Proteus sig nu til Slange giør, nu Faar.
Ach! hvis et Bogstav jeg mig dristed at fingere,
Jeg vilde siunge end et Vers, men intet meere:
Jeg vilde tale om en Paarses Jens Maaskee;
Thi jeg af ingen meer bevæges kand at lee.
Men Musa! bryd kun af, opregn mig ikke fleere,
Tolv Alphabeter ey tilstrækkelige ere,
Ja ikke tolv gang tolv; hvo i en liden Bog
Hvers Galskab skrive vil, mon han er meere klog?
Hvad Arbeyd var det ey, om man kun giorde Liste
Paa Daarer, som man seer i mangen Daare-Kiste,
Langt meere, paa enhver om man gav Characteer!
Mod Verdens Dulhuus dog det ey at ligne er.
Om paa een eenest man Afridsning vilde give,
Man maatte Blade ey, men heele Bøger skrive.
Hvis, for Eksempel, jeg om Hr. Magister skrev,
Saa tyk som en Postil en Bog det eene blev;
End Heraclitus selv af Latter maatte briste,
Ja Timon, Cato, om de eders Væsen vidste,
Og dette u-anseet i et Cathedre saae
Med Martyr-Mine, Hr. Magister! eder staae,
At høre eder Feyl i Staten at udrydde,
Hof og Collegier at rette og nedbryde,
Nu rette Financier, nu dadle Cancellist,
Nu løs paa Statsmand gaae, nu Høfding og Jurist.
En gammel Kiærling selv mig nyelig tog til Side,
Mig spurde: hvoraf faaer Magisteren at vide
De mange høye Ting, han saa igiennemgaaer?
Maaskee fra Slagelse Aviserne han faaer;
Men jeg har ofte hørt end udi Ungdoms Tide,
At man ey altid paa Aviserne kand lide.
Saa klog den Kierling var. Jeg skriver til en Ven:
I gierne mine Feyl maa vise mig igien;
Men, hvis vi vilde kun hinanden ret beskrive,
Det et vidtløftigt Værk alleene vilde blive.
Jeg finder, hvis mig selv jeg eene giennemgik,
At skrive andet jeg ey Tid og Stunder fik;
Meer det vidtløftigt blev enhver at criticere,
Og alles Daarlighed i sær at censurere.
Jeg slutter derfor, hvis af Maanen een faldt ned
Midt i Europa, i en stor poleret Sted,
For egen Undergang saae Brødre selv at feyde,
Ja Hovmod fandt og Pragt i Ting, som os bebreide,
Os vise allermest vor største Uselhed:
At Aadsler man med Pragt i Graven legger ned;
Naar efter Bue-Strøg han skiægget Mænd saae springe,
Naar og til Glædes Tegn han hørde Klokker ringe,
Just for et Menneske af andet myrdet er,
Just for i Mennesk-Blod man Stæder svemme seer;
Naar en Mathonem han sex Heste saae at føre,
Blev vaer et Esel i en gylden Vogn at kiøre,
En anden derimod, i hvilken skiulet laae
Langt større Sindets Pund, i pialted Klæder gaae,
Een udi Purpur sig og Gyldenstykke svøbe,
Een for en Skilling med tre Snøre-Baand at løbe,
Een udaf Arbeyd fast i blodig Sveede staae,
Paa det af Overdaad en anden sprekke maa;
I gylden Æske en Crispinus Folk at bære,
Et Drog, som heller Hest for andre burde være;
Een Skiepper Hvedemel paa Hovedet at strøe,
En anden derimod af Nød og Hunger døe;
Een Lænker om sin Hals, een Ringe udi Øre,
Een Hat paa Hovedet med Fugle-Fiær at føre;
Naar han een hvid, een sort, een rød, een broget saae,
Med sviklet Strømper een, en anden Barfod gaae;
Een for en Fugle-Fiær, en rød Couleur sig bøye,
Een vige med Respect for en Guldfryndset Trøye,
En hoben gamle Folk i fire Rader staae,
At giøre krumme Spring, nu links, nu reks at gaae,
At holde Stokke nu paa Skuldre, nu ved Side,
Nu derfor staae paa Pæl, nu paa en Træhest ride;
Een, naar to Terninger, som veltes paa et Bord,
Vil ikke løbe ret, at hidses op til Mord;
Een, som af Frygt, han ey afsindig nok kand være,
Forstand udrydde med at drikke, finkelere:
Hvis det, ham Sind betar, ey hiemme findes kand,
Det at forskrive med Hazard fra andet Land;
Een rive Haar og Hud af Hagen og af Panden,
Een for lidt guult Metal sig overgive Fanden;
Een sig at henge op, een styrte sig i Vand,
For han ey sidde maa paa andres høyre Haand;
Een for ni Stykker Træ den gandske Dag sig bøye,
Dem nedslaae, for igien at sætte op med Møye;
Paa høye Steder i hver Gade Folk at staae,
At vride, vende sig, og Hænder sammenslaae,
At raabe: kiere Børn! I Levnet maa forandre,
Vi ynke eder, skiønt den samme Vey vi vandre;
Om hos enhver i sær han udi Huuset kom,
Hvad vilde over os han fælde for en Dom?
Naar han saae arme Folk sig efter Moden rette,
Alt hvad man har fortient paa en Dags Bryllup sette,
For efter Moden strax at gaae med nøgen Krop,
For efter Moden sig at henge siden op;
Til Sørge-Stuer Folk i Hobetal at trippe,
Ved Condolencer for en Sorrig at oprippe,
At rive Plasteret af nyelig læged Byld,
Og sige, at det skeer for idel Venskabs skyld;
Til Barsels-Stuer sig i Æsker lade slæbe,
For Barsel-Qvinder med Lykønskninger at dræbe:
End Fødsels-Nøden selv den Pine større er,
Er det fornuftigt? ja, det efter Moden skeer;
Sær han sig undred, og af Latter maatte sprekke,
Naar han i Vertskab kom, saae Folk paa Sundhed drikke,
Halvanden Time med et Glas i Haanden staae,
Sig hæs at skraale, før man Taar i Hals kand faae.
Han loe ey mindre, naar han ansaae andet Væsen,
Een maled Blade sig at stikke op i Næsen,
Skiønt Doctor siger, at det Hoved kruset giør,
Det er fornemme, man sligt derfor eene føer;
En anden sælge Brød for beeske Tobaks Blader,
Hvor med fra Morgen han til Aften Piber lader,
Dens Røg indsuer for at blæse ud igien:
Det smager vel, thi det er ført fra Indien;
Ved Ny-Aars Tider, skiønt man intet derved meener,
At storme Huuse, for at sige: Skyldig Tiener!
Naar han blev saadant vaer, med tusind Sager meer,
Han vilde raabe: Jeg fornuftig Siel ey seer!
Han vilde troe, at Dyr, at Fiskene i Havet
Med det, man kalder Siel, alleene var begavet;
Han Regularitet hos Esel fandt og Tyr;
Hos Fuglene i Luft, hos usle krybend Dyr,
Hos Edder-Koppe selv, der sig til intet spinde,
Han heller tænkte en fornuftig Siel at finde;
Til Maddik, Flue, Mygg han vilde heller gaae,
Og i Societet med dem sig vilde slaae.
Han vilde ved sig selv saaledes raisonnere,
At Mennesket var skabt for Dyr at divertere.
Sligt u-anseet enhver stor Viisdom hos sig seer,
En Daare bryster sig, en andens Feyl beleer,
Moraliserer, og er over andre Dommer.
En slig Correction mig moxen forekommer
Som en Afsindigs, der af en Afsindig loe,
I Daare-Kisten man man fandt sluttet begge toe,
Den eene adspurgt blev om sin Staldbroders Væsen,
Han trok paa Axlene, en Rynke slog paa Næsen,
Og sagde: stakkels Mand! han lidt forrykket er,
Sig for Prophet gir ud, er derfor her, desvær;
Jeg maa fra Morgen fast til Aften for ham præke,
Jeg kand ham dog ey fra slig daarlig Meening trække;
At han ey er Prophet, jeg burde vide vel,
Jeg, som enhver jo veed er Englen Gabriel.
Saa er det, naar en Blind en anden vil geleyde;
Naar Mennesket vil Feyl et Menneske bebreyde,
Man Verden stille maa som Daare-Kiste for.
Hvad som i Himlen skeer, hver troer, at han forstaaer,
Fordømmer andre, og sit eget Lys kun skatter.
Saa mange Secter fast, som Hoveder og Hatter,
Man ti slags Qvæker seer, af Vederdøber fleer,
Hver eene Troen har, hver dog afsindig er.
Hver Tanker om sig har, en Orm, en ussel Stakkel
Sig bilder ind, at der for hans skyld skeer Mirakel.
Naar han paa Himmelen et Tegn seer, en Comet,
Strax sig en Øyenskalk indfinder, en Poet,
Der sværge tør paa Riim, at saadant Tegn er Varsel
For hans Huus-Frue, at hun lave vil til Barsel.
For saadant Hyklerie han sig belønne lar,
Endskiønt hans rette Løn en Daare-Kiste var.
Naar man to Sole seer, det Tvillinger betyder;
For ussel Maddik Gud Naturens Love bryder.
Om Miden paa en Ost af Hovmod vilde troe,
At heele Jord for ham var skabt, man ham beloe;
Om Træ af Storm faldt ned, det skeede for en Mide,
Hvad andet krybend Dyr slig Hovmod kunde lide?
Slig Daarlighed var stor, dog vor ey overgik,
Naar Verden lignes maa mod Jordens liden Prik.
Til Anticyram da gaaer hen og renser Hierner,
Som bilde eder ind, at Maane, Soel og Stierner,
Ti tusind Verdener, som man for Øye seer,
For usle Creatur paa Jorden danned er.
Kand dog fornuftig Siel sig saadan lade drille?
Man i Athenen jo beloe den Daares Grille,
Der troede, hvert Skib, som til Piræum kom,
Ham hørte til. Man jo maa fælde værre Dom,
Man maa om Mennesker langt værre judicere,
Der deres Hovmod saa uriimelig flattere.
Man vel lidt Viisdoms Skin hos nogle finde skal,
Men den man kalder viis, den er kun mindre gal.
Jeg Mennesket i kort Begreb til Slutning fatter:
Det er et Dyr, til Graad som Aarsag gir og Latter.
Det allerædleste i Skabningen det er,
Det allerhæsligste sig dog i Levnet teer;
Der skabt er alle Ting paa Jorden at regiere,
Men af en Jordklimp sig dog lader coujonere;
Der en fornuftig Siel til Lod bekommet har,
Er der for just Tyran, just derfor ene Nar;
Der meget viislig kand om alting raisonnere,
For Passioner dog kand intet practisere;
Hvis Laab og Levnetstid saa kort og stakket er,
Som dets Dessein er stort, det langt i Tiden seer;
I daarlig Videnskab der er saa meget grundig,
I importante Ting som det er dum, vankundig;
Fra en Extremitet der til en anden gaaer,
Nu hader, elsker, nu foragter, nu attraaer;
Som Moden udi Dragt der Sind, Humeur chargerer,
Der criticerer alt, og alt det criticerer;
Kort, der af alle Dyr har største Skiønsomhed,
Men udaf alle Dyr den mindst at bruge veed.
Derfore Hedninger har vovet sig at sige
Det, som ugudeligt, dog sindrigt er tillige,
At Mennesket i Hast af Guderne var skabt,
Da de af Nectar-Drik Forstanden havde tabt:
I Drukkenskab de til slig Gierning havde iilet;
Da Ruusen over var, da de sig havde hvilet,
Og deres Skabning fik om Morgenen at see,
De kunde ikke selv sig bare for at lee.
Tænk, Herr Magister! ey, at jeg moraliserer,
Jeg nok har i mig selv, ey Verden reformerer;
Hvis I mig spørger ad, hvo er den største Nar?
Jeg svar ey andet, end vi begge giør et Par.
Jeg tvende vise Mænd her ikkun confronterer,
Jeg eftersøger kun, hvo best philosopherer,
Jeg viser løslig kun, at udaf disse to
Den første græd med Grund, den sidste bedre loe.