Classic Poem

Nu Tiden stunded til, at Psylla skulde føde.
Man ey Gudinder, som sædvanligt, saae at møde,
Men trende Furier udi Lucinæ Sted,
Eumenides, som spaae Ulykke og Fortred.
Man fæle Ugler saae i Luften yppig svæve,
Samt andre Ting, som Straf betyde, Hevn udkræve.
Med bitter Smerte da en vanskabt Sæd fremkom,
Et selsom Foster, som sin Moder bragte om.
Af Sæden man blev vaer en egen Urt at stige,
I Skov, paa Mark og Eng var aldrig før dens lige,
Den til fuldkommen Vext kom paa en enest Nat.
For nogen Tid blant os den kaldtes Padde-Hat;
Men nu, vort Maal er glemt, gaaer ud paa fremmed Toner,
Deslige Urter man gir Navn af Champignoner.
Den ved en Sølv-klar Aae i Daphne fæsted Rod,
Men hastig undergik, som den blev hastig moed;
Thi Psylli sidste Suk Bubona kom for Øre,
Som strax besluttede, hans Bøn at fyldestgiøre.
Den selsom vanskabt Væxt, som mod Natur er fød,
Hun sagde, skal og døe en unaturlig Død.
Hun gloend Øxen strax for gyldne Kane spænder ,
Og mod et vestligt Land, Iberia, sig vender,
Hvor egen Kierligheds Gudindes Sæde er,
Som dyrked bliver blant Gudinder udi sær.
Hun paa et Speyl-Glas Slot den stolte Frue finder,
Med pletted Ansigt og med Purpur-sminked Kinder.
I alle Hiørner man Gudindens Billed saae,
Og slige prægtig Ord derover gravne staae:
Her du det Smykke seer, som mest Naturen pryder,
En konstig Sammel-Punct af Yndest, Skiønhed, Dyder.
Du undres herved, men du undres meere skal,
Naar du Gudinden selv seer i Original,
Der skinner meer end Soel paa de Crystalle-Gader,
End Morgenrøden, naar den Purpur-Telt forlader,
Mod hvilken Stiernerne fast døde, dunkle staae,
Mod hvilken Marmor sort, og Sneen dømmes graae.
Lovsange qvæded blev i Himmel-klingend Tone.
Hun selv med oprakt Hals sad paa en Filsbeens Throne;
Ved hver en Side smaa Gudinder, Nympher stod,
Ved hvilke hun sin Priis i Sang udbrede lod.
Hver holdt i hvide Haand et Speyl, for at beskue
En skygged Lignels af den selv indbildte Frue.
Indbildning, Sminke var ved Thronens ene Kant;
Man Hyklerie og Mod ved anden Side fandt.
Med ene Haand et Speyl Fru Philautia holder,
Med anden Sneehvid Haar i Pukler slaaer og folder.
Bubona kunde ey med Bønner fast formaae,
Imens hun talede, et Øyeblink at faae;
Af egen Elskov saa fortrylled var vor Frue,
At hun ey mættedes, sin Skiønhed at beskue.
Dog vidste hun, hvad Garn Gudinden fanges i,
Sin Tale prydede med høvisk Hyklerie.
Gudinde, sagde hun, som skabte Ting maa vige,
Ey ene her paa Jord, men og i Luftens Rige;
Som gyldne Venus ey i Skiønhed nærme kand,
Den gule Pallas ey i Dyder og Forstand;
For hvilke Charites i Yndighed maa sukke;
For hvilken alle Ting, hvad Aande har, maa bukke;
Hvis Skiønheds gyldne Glands bordriver Dunst og Mørk,
Gir Døde Liv igien, oplyser Nattens Ørk;
Som blant Gudinder er den ædleste af Stamme;
Som Himmel-Dyder selv har stræbet at opamme:
Hielp, o Gudinde, i at fælde, rødde ud
En nyfød Plante og et selsomt Skov-Ukrud,
Lad egen Kierlighed den vanskabt Urt opbrænde,
Lad og i Daphne Skov dit Herredomme kiende!
Din Skiønhed kundbar er, øv ogsaa lidt din Magt,
Lad see, at alting dig paa Jord er underlagt!
Af saadan Hyklerie Gudinden loe og smiled,
Forspændte gyldne Karm, og med Bubona iled,
Som forud agede, at vise kortest Stie.
Paa Veyen fulte Mod, Indbildning, Hyklerie.
Om hendes Ankomst hvor der hørtes Rye og Rygte,
Der alle Dyder man saae zittrende at flygte.
Den nøgne Sandhed, og den kroged Ydmyghed
I Jordens Huler og i Havet krøbe ned.
Den pialted Ærlighed udstrakte frygtsom Vinger,
Tog Flugten, og sig hen mod Nattens Boelig svinger.
Omsider kom hun hen, hvor Padde-Hatten stod,
Og uformerkt sin Gift paa den nedregne lod.
Den skarpe Gift slaaer ind i alle Svede-Huller,
Saa Padde-Hattens Blod som sydend Vand opbuller,
Og, som den spired op var ved en liden Aae,
I dens Sølv-klare Vand den sig med Glæde saae.
Dens eget Billede til Elskov den optænder;
Skiønt den af Jordens Dug var vaad, som Ild dog brænder,
Hver Mine, Øye-kast den mod sin Skygge slaaer,
Paa samme Maade den igien af Skyggen faaer.
Af saadan Syn han dog sig lidet kunde fryde;
Fortvivlend ved at see det, han ey kunde nyde,
Naturen hannem ey at nærme sig tillod,
Som Tantalus ved Vand han brændend tørstig stod.
Han i at see sig selv i Skyggen ikke trættes,
Det gierrig Øye vel faaer nok, men ey kand mættes.
Af eget Syn han faaer sit Bane-Saar, og døer,
I sidste Aandedræt dog saadan Klage føer:

Grønne Lunde, skygged Skove,
Purpur-Enge, bladed Træer!
Siger mig paa Troe og Love,
Hvo mig lig i Elskov er.
Siger, om I kand erindre
Saadant Syn i Skoven før.
Jeg seer alt, hvad Sorg kan lindre;
Men af samme Syn dog døer.
Jeg seer den, som mig behager,
Den behager jeg igien;
Den mig qvæger, Liv fratager,
Er min Uven og min Ven.
Naar jeg græder, han og græder,
Naar jeg leer, han ogsaa leer;
Jeg jo finder, hvad jeg leder,
Død og Liv paa eengang seer.
Jeg giør Ild, og Hede lider,
Stikker an, og brændes selv;
Ilden, som mig tær og slider,
Stiger op af fugtig Elv.
Gid hvad jeg attraaer var borte,
Gid den og mig ikke saae;
Vi hinandens Liv forkorte,
Begge brændend tørstig staae.
Helved jeg hør mod mig hvine,
Himmelen dog mod mig leer,
Skiebnen mig paafører Pine,
Og paa eengang gunstig er.
Jeg en Galde-Blanding smager
I det Honning-søde Vand,
Vedsken har, som Tørst betager,
Dog staaer Sielen udi Brand.
Jeg dog zitrer ey for Døden,
Skiønt paa Fødsels-Dag jeg døer.
Sielens Skilsmis slukker Gløden,
Og paa Pinen Ende giør.
Gid den maatte leve længer,
Som min Hedes Tønder er;
Men desvær! een Siel her hænger
Af to enig Legemer.

Saa endtes Klagen. Han faldt derpaa som i Dvale,
Hans Kræfter svandtes bort. Han kunde meer ey tale,
Men som et Billede af Parisk Marmor laae,
Og den han elskede alene stirred paa.
Ret som det gule Vox ved sagte Ild henrinder,
Og Jordens fæde Dugg ved Morgen-Sol forsvinder,
Saa denne Elskovs Ild til Aske falded Kull
Udtæres Legems Leer, og brændte udi Smull.
Han med Forundring saae sin elskend Morder-Mage
Forsvinde med sig selv, fortvivle, og aftage.
Han saae med lige Trinn til Døden begge gaae,
Naar han gav hule Suk, den sukked ligesaa.
I alle Ting han fandt sin Mage med sig ile,
Ham efterabe i at græde, at fortvile,
Til Døden endelig at giøre sig bered;
Ja, da han Siel gav ud, den blev afsiæled med.
Den vanskabt Urt var dog den ædle Psyllæ Plante;
Hvorover Flora og Pomona sig forbandte,
Den at forvandle i en anden Skik og Form.
Han strax fik Mands Gestalt, men Hud som stribet Orm;
En selsom sort Gevæxt ved haarig Nakke henger,
Og som en ledig Pung paa spragled Skuldre slenger.
Kort, af en Padde-Hat blev dannet en Lakey,
Som strax af Skoven løb, til Stæder søgte Vey.
Af denne Stamme Slægt og Æt Natur opvækker,
Af egen Kierlighed som blæses op og sprækker;
Som Padde-Hatte de og hastig voxe op,
Nu børster Støvler, Skoe, nu staaer paa Ærens Top.