Classic Poem

Den Elskov, som jeg først maa i min Sang beskrive,
Optændtes i en Skov imellem Drys og Nive.
Gudinden Flora der gav Hierter første Saar,
Og ved den Leylighed Drys anden Skabning faaer.
I det frugtbare Land, hvor Nilus prægtigst flyder,
I dybe Render sig i Middel-Hav udgyder,
Man fordum saae en Skov, som Lind og Ege bar,
Og af Skov-Guden Pan til Sæde udvalt var.
Af høye Aske, som mod Himlens Skyer rekke,
Af Vidie Træer, som ved Aabred sig udstrække,
Af Bøg, af ranke Piil, uknuded Fyrre-Træe
Man der i Hobetal at blomstre kunde see.
Den evig grønne Bur, den dobbelt-farved Myrte,
De laadne Grane, som haaragtig Toppe førte,
Den seyerrige Palm, den sterke, haarde Eg,
Det kydske Laurbærtræ, som kroner Kamp og Leeg,
Den bøyelige Birk, de bløde, kielne Linde
Man udi Daphne Skov i Mængde kunde finde,
Den kostbar Ceder, det vellugtend Enbær-Træ,
Den grædende Cypress, som tegner Sorg og Væ,
Den Viinqvist-klædde Elm, den krybende Vedbene,
Samt Have-Træer med af Frugter krumme Grene;
Alt denne prægtig Skov var falden udi Lod,
Den kroned var udaf Natur med Overflod.
Af onde Planter, som af Neller, Colloqvinter,
Var ikkun ringe Tal, men Liljer, Hyacinther
I saadan Overflod, som Havet Draaber Vand,
Som Skov gir Løv, som Eng gir Græs, og Strandbred Sand.
Min Pen er alt for sløv, udførlig alt at skrive,
Paa Daphnes Herlighed en fuld Afridsning give.
Hvert Træ var dannet af Naturen uden Meen,
Og over Skyerne udstrakte Top og Green.
Men Drys og Nive dog var Skovens Ziir og Hæder,
De stod blant andre Træer, som Taarn i høye Stæder,
Som Hoved-Diamant indsluttet i en Ring
Blant andre Steene, som er fæstede omkring.
Sylvanus havde Drys blant alle Træ'r udkaaret;
Naar af en yndig Møe og Nymphe han var saared,
I Tusmørk, Dagbræk sit af Elskov sydend Blod
Han ofte kølede ved samme Træes Rod.
Da saadant kundbart blev for Planternes Gudinde,
Hun pønsede paa Hevn, paa Svig mod Drys at spinde,
Skiønt Træet ene var uskyldigt Instrument,
Skov-Guden havde kun til Skiul og Skygge tient.
Hun til Cupido løb, sig kasted for hans Fødder,
Hun sagde: Vinged Gud! Hevngierrighed mig nøder
Din Hielp at søge, spænd din Bue op med Iil,
Skyd i den stolte Drys en brændend Elskovs-Piil.
Jeg skal for dig en Krands af gule Blomster flette,
I Nymphers Urtegaard dig Dørre aabne sætte;
I Hyacinthers og i Liljers Purpur-Sal
Ved yndig Tusmørk du af mig indføres skal.
I Jomfru-Lund jeg Led ey meer for dig skal lukke,
Hvert Gierde, Plankeværk skal aaben staae og bukke.
Cupido af de Ord en blusend Farve fik,
Gudinden trøsted med et Smiil og yndigt Nik,
Sin Bue spændte op med mild og villig Mine:
En Piil man hørte strax i tynde Luft at hvine,
Som giennem haarde Bark og Træ til Marven drev.
Drys derved stønnede, og strax anstukken blev.
Thi intet Hierte er saa stivt, saa sterkt omgierdet,
Ej Siel med Staal-Natur og Flinte-Harnisk hærdet,
Hvor den jo trænger ind. Hvert Hiertes isned Søe
Ved mindste Bueskud maa løsne sig og tøe.
Her tændtes Elskov strax til Nabo-Egen Nive.
Drys ønsked sukkende til liden Busk at blive,
Som stod ved Nives Rod. Han selv var ey saa nær,
At han den kunde naae, som ham var eene kiær.
Ved Vindens Hielp man saae ham Grenene at strække,
Og i Forhaabning var sin Nive tidt at række;
Men Vinden, hvoraf han til Nive bøyed blev,
Den Vind hans Nive og tilbage fra ham drev.
Ach Himmel! sagde han med Graad og hule Sukke,
Saa tidt jeg stræber mig imod min Skat at bukke,
Saa tidt den viger bort. O hvilket Tyrannie,
Som til Fortvivlelse, til grummest Raserie
En Elskovs-brændend Siel forlystes ved at drive!
Stat stil et Øyeblik, o allerskiønnest Nive!
Den, jeg har kier, mig flyer, mig teer Foragt og Had.
Tilsted, om ey en Green, saa dog et lidet Blad,
En liden Knop at jeg et lædskend Kys maa give.
Hun syntes af hans Suk omsider rørt at blive,
Sig stundum vendede mod sit forliebte Træ,
For det at trøste med et venligt Kys. Men see!
Hvad skeede? Nive sig tre gange mod ham strakte,
Tre gange hendes Kys han syntes at foragte.
Sligt Nive smertede. Hun sagde: Nu jeg seer
Din sminked Kierlighed. Du skuffer mig ey meer.
Drys raabte overlydt: jeg Himlens Domme kiender,
Jeg smægtes udaf Tørst, mig selv fra Kilden vender,
Jeg tæres udaf Ild, en kiølig Skygge naaer,
Jeg seer min Frelse; men jeg selv tilbage gaaer.
Stat, skiønne Nive, stat end eengang for mig stille,
Din Drys skal aldrig meer saaledes med dig spille.
Hun atter bøyede sig til ham, tilbød Fred,
Drys atter veeg igien som af Koldsindighed.
Han havde Vindens Drift tilforn kun agtet føye,
Men, naar man elsker, man betragter alting nøye,
Han med Fortvivlels nu og med Forundring seer
Som et Mirakel hvad som dog hver Time skeer.
Det ædle Eege-Træ man saae af Sorg forsvinde,
Og yppig Vædske af hvert Blad som Taare rinde,
Saa Jorden om dens Rod var aldrig meere vaad;
Men Nive ansaae alt som Crocodile-Graad.
Kort, Drys forsvandtes, og dens Marv blev kold og isned,
Stod uden Følelse, fortørred og bortvisned.
Den grønne Ungdom nys aftegned var; men see!
Den nu som Plante stod, den Tidens Meye-Lee,
Naar den af Alderdom mod Dødens Aften helder,
Ved Himlens afsagd Dom og Skiebnens Lov omfælder;
Hver Qvist, hver Green tog af, hver Knop, hver Blad krøb ind.
Men Nive stedse blev ved samme haarde Sind.
Dens Bark begyndte og omsider til at briste,
Saa Drys, hvis Lige man i Yndighed ey vidste,
Hvis Skiønhed Fugle nys til qvidrend Lovsang drev,
Som før var Skovens Zir, nu Skovens Vanheld blev.
Da Skovenes Monark slig Jammer fik at vide,
Han ilede did hen at redde Drys i Tide;
Men det forsilde var. Han til Undsetning kom,
Da alt fuldbyrded var Gudindens strenge Dom.
Ved denne Hendelse du dog ey Siel skal tabe,
Han sagde; Jeg vil dig til Menneske omskabe.
Strax skeede det, som man kand moxen ikke troe,
At alle Greene sig foreenede til to,
Som tvende Arme sig mod Nabo-Egen strakte.
Sligt stor Forundring hos de andre Dyr opvakte.
En mindre Green til Haand, en Qvist til Finger blev,
Og Træets Stamme sig i tvende Parter rev,
Fik anden Skikkelse, og dannedes til Fødder,
Det Tæer, Nægle blev, som før var Træets Rødder,
Dens Top til Hoved gik, og Bladene til Haar.
I Steden for et Træ en Mand i Skoven staaer,
Som strax fra Træer sig til Mennesker begiver,
Og for sin Skabning høyt af dem anseet bliver,
Er sat i Værdighed, og dyrket som en Gud.
Adskillig store Folk i Verden spirer ud
Af denne skiønne Eeg, Statister, Generaler,
Raads-Herrer, Syndici, Abbeder, Cardinaler.
De fra et Æres Trin til andet stedse gaaer,
Og af Stam-Faderen ved Fødslen dette faaer,
At lidt træagtige de undertiden ere:
De ingen Frugter, men alleene Blade bære,
Med deres Skygge dog og Greene dekke kand
Smaa andre kloge Folk af ringe, fattig Stand.