Classic Poem

Da saadan Hendelse Fru Thetis kom for Øre,
Hun sagde: vil og Pan her Regimente føre?
Ney ingenlunde! jeg Skov-Guden vise vil,
At ene Skov og Eng, ey Havet hør ham til.
Han over Fugle maa og Dyr tyrannisere;
Men over mindste Flod han ey har at regiere.
Hun derpaa strax et Raad med Søe-Gudinder holdt.
Da af Cymothoe en Gierning blev fortaalt,
Som meer ophidsede, og Ild i Olie kasted.
Hun vidned, at et Træ sig nyelig har formastet,
Mod en uskyldig Fisk at øve voldsom Magt,
Et Marsviin, som er hos Neptunum selv i Agt.
Hvis saadant hevnes ey, det stor Foragt forvolder.
Historien er sand, og saadan sig forholder:
Et lystigt Marsviin, som ved Søens Bredde gik,
Fik Lyst at høre lidt paa Nattergal-Music,
Sit kaade Hoved stak i Veyret; men hvad skeede?
En væbned Tornebusk, som stod ved Havets Brede,
Som Fiende med Stik og Skaar ham tog imod:
Jeg Delphis selv blev vaer at svemme udi Blod.
Da stod Nesæe op, og sagde: Naadig Frue!
For Luftens vinged Dyr vi maa end meere grue.
Ved Daphnes Østerkant jeg en Strandmoge saae
Med Purpur-tegned Neb af Fiske Blod at staae.
Om Heyren rygtes, at hun nyelig sine Unger
Frembaaret har en Ret af fæde Karpe-Tunger.
See her et Fiske-Been, som Nymphen Theia fandt
I Morgenrødens Skin ved Havets Øster-Kant.
Der siges, Mogene fast alle Dage henter
Af Havet Bytte, ja forsynes med Patenter
At øve Kaperie i Søe, i Flod og Aae,
Og Pan for slig Octroi en Told aflægge maa.
Slig Tale Tønder var, en Ildebrand at tænde;
Fru Thetis sagde: jeg all Tanke vil henvende
Til Revselse, til Hevn. Blant Dyrene jeg Splid,
U-enighed og Mord, Misundelse og Nid,
Ja mange andre Feyl og Laster vil indføre,
Og dennem Mennesker i Ondskab lige giøre.
Jeg Fru Pandora paa min Side bringe vil,
Jeg hende skal formaae at bruge samme Spill,
Som hun mod Mennesker i Ungdom haver øvet,
Dem alle Dyder hun paa eengang har berøvet.
Ved andet Middel man slig Vold ey hevne kand.
Naturen nægter Fisk at føre Krig paa Land;
Men Slægt paa egen Slægt af Dyr skal hevne dette,
En Fugl mod anden Fugl skal hidses, føre Trætte,
Thi Daphne hellig Skov skal blive til en Stad,
Hvorudi hersker Mord, Hevngierrighed og Had.
Jeg ene lider ey, men ogsaa Jovis Broder.
Jeg svær ved Helvede, og ved dens svovled Floder,
Ved Stygis Bølger, ved en uforandred Ed,
At jeg ey hviler, før jeg brudt har Skovens Fred.
Ey Aften-Stiernen, ey den gule Morgenrøde
Fru Thetin hvile saae, skiønt Lemmer vare møde.
Skiønt giennemvandred var Ægypten, Græken-Land,
Den øde Libyen, og Arabs heede Sand,
Den vide Donauflod, den Pile-flyvend Tigris,
Den prægtig Euphrates, den Rør-frugtbare Nigris,
De kolde Poler, hvor den sorte Nat regier,
Hvor Dagens hvide Skin tør ikke komme nær,
De sverted Morers Land, som evig Sommer brænder,
Hvor Skyggen lige gaaer, til ingen Kant sig vender,
Ved Solens Opgang nu, nu ved dens Hvilested,
Og hvor den hvinende i Havet dukker ned,
Hav-Dronningen blev ved med Hagel-drybend Svede,
Med stor Bekymring Fru Pandora at oplede.
Omsider, greben an af heftig Mattighed,
Hun ved en Aabred sig til Hvile lagde ned.
Der et langøred Dyr, som dristed sig at bramme
Paa venstre Side ned fra Pegaso at stamme,
Som vel Stamfadren ey kom nær i Legems Skik,
Men meget overgik i Stemme og Music
(Skiønt store Kiendere sig understod at sige,
At, hvorvel den i Lyd og Klang ey havde lige,
Den dog var ubeqvem til ziirlig Symphonie;
Slig Dom og Meening faldt den spodske Gøg og bi):
Det musicalske Dyr, for Fruens Søvn at bryde,
Ved hvert et Øyeblund tog heftig til at skryde.
Tre gange Øye-Laag Gudinden lukked til,
Tre gange samme Dyr med hende brugte Spil.
Da hun fortørned blev, og med udstrakte Hænder
Og hule Sukke sig mod Jovis Himmel vender.
Tilsted, o Himmel, ey, hun skreg, at Onos meer,
At saadant uselt Dyr Hav-Dronningen beleer.
Hvad skeede? Thetis Suk strax Himmelen bønhøred,
Og Dyrets Legeme med Hevnens Finger røred.
Den laadne Hud blev skiær, man Ansigt seer og Kind,
De lange Øren og afkortes, kryber ind.
Ja heele Legem blir til anden Skik omstøbed,
Til et to-beened Dyr, i Pebling-Kiole svøbed.
Af forrig Skik blev ey tilbage mindste Tegn;
Men af et laadet Dyr sprang op en Landsby-Degn,
Hvis Planter slægtet har Stam-Faderen i Lyden.
Hos Landsby-Degne man hør endnu gamle Skryden;
Den Forskiæl gives kun, skiønt Røsten samme er,
At disse konstler meer, og Tremulanter skiær.