Classic Poem

Ved dette store Mord Gudindens Hevn blev mætted,
Det, som hun haded mest, af Skoven var udsletted,
Dog sminked Ansigt tog, saae høyt bedrøved ud,
Hun bange var for Hevn, hun frygted' Skovens Gud.
Hun sagde: borte er vor Skovs Zirat og Smykke!
Og Aarsag foregav til saadan stor Ulykke,
At den til ublue Skiul Sylvano havde tient,
Og derfor store Pan til Vrede havde tændt.
Det er kun ringe Sag for en forslagen Qvinde
Paa Ærmet hvidt for sort lettroend Mænd at binde:
Her Floræ sminked Snak Sylvanum overvandt,
I sær som den med Suk og Medynk var beblandt.
Men ingen Qvinde dog til evig Tid kand tie;
Hvor længe man dem seer med knytted Tunger bie,
Saa Tausheds Baand blir brudt, de skiulte Ting maa ud,
Som ved indprented Lov og ved Naturens Bud.
Thi kunde denne List ey længer skiuled blive,
Hun selv sig aabnede for Ege-Træet Nive,
Fortaalte Aarsag til det store Sørgespill.
Men Ravnen paa et Træ stod, rakte Øre til,
Et Ord ey falde lod paa Jorden af den Tale,
Men nøye merked' alt fra Hoved indtil Hale.
Han til Sylvanum fløy, det store Sørge-Spill
Fortaalte tydelig, og lagde meere til.
Strax dette hidsede Skov-Førsten op til Vrede,
Han sagde: hvilket Træ mig meere vil tilbede?
Hver Eeg, hver Piil, hver Bøg, hver Ceder, Fyrr og Gran
Bespotte vil mit Navn end for den store Pan.
Ey mindste Torne-Busk vil mig herefter dyrke,
En Nelle raabe vil: hvor er Sylvani Styrke?
Hvor er hans Herredom? hvor er hans store Magt?
Hvis jeg ved blodig Hevn ey sletter den Foragt.
Ret som en stridbar Hest, naar snorrend Tromme røres,
Feldt-Herren giver Tegn, og Strids-Basunen høres,
Af Vrede vrinskende med skummend Bidsel staaer,
Og med Jern-saaled Fod af Jorden Echo slaaer:
Saa dette Skovens Gud til Bitterhed optændte.
Af Fyrighed til Krig og blodig Hevn han brændte.
Han sagde fnysend: Jeg skal til Plutonem gaae,
De sorte Geister jeg til Hevn bevæge maa.
Afgrundens Søstre med de æddergiftig Orme
Opirres maa til Mord, og mod Gudinden storme.
Den sorte Konge selv, den fæle Natte-Gud
De grumme Furier for mig skal løse ud,
Det mørke Rige skal af Hevn og Vrede hvine,
Og saae i Skoven Mord, Ulykke, dobbel Pine,
Thi enkel Hevn og Straf mit Sind ey mættes med,
Men to Ulykker maa paa Flora regne ned.
Jeg Helveds Furier til Daphne Skov indstævner.
Jeg en Misgierning giør, og en Misgierning hevner,
Jeg straffer, ypper selv en uretfærdig Krig;
Jeg legger Last til Last, jeg legger Lig til Lig.
Han derpaa hente lod en høy-veltalend Skade,
Og sagde: Kitta, hør, du dig til Ambassade
I Hast berede maa, flyv til det mørke Sted,
Bevæg Alecto med din Høy-Veltalenhed,
At komme mig til Hielp, den store Spot udslette,
Som mig tilføyed er. Siig hende ogsaa dette,
At Floræ Øyesteen den stolte Nive er,
At Tityrus hun har blant alle Hyrder kier.
Bed hende Tityrum til Raserie at drive,
At irre ham til Mord mod Egetræet Nive,
Paa det tillige med han selv omkomme maa,
Og Flora paa een Tid et dobbelt Saar kand faae.
Strax Kitta ferdig er, udstrækker sine Vinger,
Sit Legem hæver, og sig udi Luften svinger,
Som balearisk Piil fløy over Acheron,
Den giftig stinkend Styx og sydend Phlegeton.
Blant fæle Aander og Plutonis Undersaatter
Han endelig blev vaer Alecto, Nattens Dotter,
Som blant Eumenides seer aller fælest ud;
For hende skielver selv den mørke Boligs Gud.
De andre Furier, Tisiphone, Megære,
Skiønt hendes Søstre, dog for hende bange ere.
Skræk, Mord, Fortvivlelse i Panden tegnet staaer,
Hug-Orme, Slanger hun i Steden har for Haar.
Hevngierrighed er malt paa begge blege Kinde,
Man seer den grønne Gift af skarpe Øyne rinde.
Hun til Drabanter har Beængstelse og Nød,
Skrek, Hevn, Forbittrelse, Fortvivlelse og Død.
Sylvani Sendebud strax Nattens Dotter kiender,
Sit fæle Ansigt til den skielvend Kitta vender,
Som da berettede med stor Veltalenhed
Sin Tarv og Ærend saa paa dette mørke Sted:
Hør du, som sorte Nat med Acheron har fødet,
Som til at stifte Ondt dig aldrig haver nødet,
Hør, o Gudinde, du som Folk med Blindhed slaaer,
Du som i Verden Mord, Ulykke, Avind saaer,
Som Broder nøder mod en Broder Sverd at trække,
Som kand Forældre selv til Strid mod Børn opvække,
Som sløyffer Stad og Muur, forstyrrer Lande-Fred,
Adsplider Forbund, som beseglet er med Eed!
At stifte Uheld er jo dig til ingen Byrde,
Driv defor Tityrum, Gudindens Floræ Hyrde,
Driv ham at hugge om Gudindens kiere Træe;
Du derved stifte kand paa eengang dobbelt Væ.
Alecto, som til Mord sig aldrig lader drive,
Af Skadens Tale man saae meer opmuntred blive;
Thi end blant Mennesker fast ingen funden er,
Som i Veltalenhed kom denne Skade nær.
Pericles, Tullius med Tale-Konst maa bramme,
Men Skaden giorde dem dog lettelig til skamme;
Han var i Daphne Skov blant Fugle, Dyr og Træer
I sin Tid meer i Agt, end de blant Mennesker.
Man brugte Skaderne i Skoven til Legater,
De slutted mellem Dyr og Guder selv Tractater;
For alle Skader dog vor Kitta Prisen bar,
Som Cicero i Rom, han udi Skoven var.
Men Kitta havde ey sin Tale før til Ende,
Før man Alecto saae mod Lyset sig at vende,
Og heel stiltiende fra mørke Bolig flye,
Bedekket af en tyk og hæslig Natte-Skye.
Hun hvilede ey, før hun kom til Hyrdens Bolig,
Hvor hun fandt Tityrum at sove tryg og rolig.
Da en af Slangerne krøb ind i Hyrdens Barm,
Som fyldte Hiertet op med Bitterhed og Harm.
Den sorrigfulde Drys i Søvne stod for Øye,
Og syntes ham til Hevn mod Floræ Eeg at bøye.
Han strax af Giften Lyst til Mord mod Nive fik,
I Søvne hvide Skum ham udaf Munden gik.
Han sprang af Sengen op, tog heftig til at løbe,
Ret ligesom en Top, der drives af en Svøbe.
Den skarpe Morder-Øx han udi Haanden fik,
Af Vrede skummende i Skoven dermed gik,
Ey standsende, før han kom nær til Eegen Nive,
Da hæved Morder-Arm for Bane-Saar at give.
Hvad har, o Tityre, ophidset dig til Mord?
Hun sagde skielvende. Han svared ey et Ord,
Men hæved hvasse Øx, og hugg med begge Hænder.
Hun skreg: hvad Furie til Vrede dig optænder?
Skal Floræ Eeg da døe ved Floræ Hyrdes Haand?
Ach! Meloboei Søn blir Nives Banemand!
Hold inde, Tityre; betænk, du foretager
Det, din Gudinde mest af alle Ting mishager.
Du iler til dit Fald; Min Død blir jo din Død.
Da sukked han, som den, sin Gierning alt fortrød,
Mod Jorden Øyne slog, sin Morder-Øx lod falde.
Alecto dog igien opirrede hans Galde,
Til ny Forbittrelse og Vrede Hyrden drev,
At han meer hærdedes og meere rasend blev,
Tar Øxen op igien med nye og dobbel Iver,
Og dødelige Saar i Træets Stamme giver.
Ved hvert et Hugg et Suk den halv-død Nive gav;
Men det bevægede ham ey at lade af.
De andre Træer, som slig Gierning saae og hørte,
Da zittrede af Skrek, og alle Blade rørte,
Hver Fugl i Luften stil med strakte Vinger stod,
Med stor Forskrekkelse saae rinde Nives Blod.
Alt, hvad som qvidred nys, da stod med knytted Tunge,
Hver Lærke, Nattergal blev taus, holdt op at siunge,
Ja Nilus-Strømmen selv af Skrek sig hæved op,
Og overskylled Gran samt Piil og Ceder-Top.
Den heele Skov blev stum, de zitrend frygtsom Bryste
For Lyd og Klage-Skrig kun tause Suk udøste.
Ret som naar Norden, Frost Søe, Mark og Vange slaaer,
Da alt, hvad spilled nys, som uden Aande staaer,
All Lyd blir qvalt, man hør ey Vinden meer at knurre,
Det nyelig vrede Hav blir taus, og ey tør murre:
Saa Liv og Følelse det fæle Syn betar,
Hver frygtsom er, men ey tør frygte aabenbar.
Da Nive raabte: hielp dit kiere Træ, Gudinde!
Alecto dog blev ved vor Hyrde at forblinde,
Saa Suk og Klage ham ophidsede kun meer,
Han ey aflader, før han Nive falde seer.
Da, for at redde Liv, han gaaer et Trin til Side;
Men Vestenvinden, som slig Vold ey kunde lide,
Af Vrede hvinende afsagde Hyrdens Dom,
Saa Nive med sit Fald og fælded Hyrden om.
Det store dobbelt Mord Alectos Hierte glæder,
Hun sig opskiørter, til Hiemreysen sig bereder,
Sin Slange-giftig Krop i Luften svinger hen,
Til sorte Bolig kom i Øyeblik igien.
Men Demogorgons Søn i Hiertet blev bedrøved,
At see den hellig Skov sin største Ziir berøved.
Han sagde: hvad kand dog imodstaae Skiebnens Dom?
Men de ey raadne skal. Jeg dem vil støbe om.
Af begge Døde jeg et levend Dyr vil danne,
Som for sit Afkom Vey til Herlighed skal bane.
Strax Nive, Tityrus fik Liv igien, stod op,
Og tvende Legemer løb sammen til een Krop.
Hvad dobbelt var blev eet. Den døde Nives Rødder
Foreenede sig med den døde Hyrdes Fødder.
Alt blev ukiendeligt, en anden Form og Skik
Ved saadan Hendelse og Sammensmeltning fik.
Træ, Saft med Kiød og Blod man saae sig at foreene,
Negl, Fingre, Hænder, Arm med Knoppe, Qviste, Grene,
Med Blade Hoved-Haar, og Hovedet med Top;
Den haarde Bark blev Hud, og Stammen gik til Krop.
Sligt aldrig før var seed i Skoven nogensinde.
Af tvende Døde her udspirede en Qvinde,
Af hvilken stammer ned en selsom Qvinde-Art,
Som attraaer alting, og forkaste alting snart,
Som i et Øyeblik for ingen Ting kand græde,
I andet Øyeblik for intet sig kand glæde,
Som Flod og Ebbe nu sig hæver, nu gaaer ned,
Og kun bestandig er i Ubestandighed.
Saa, naar man Qvinder seer, som ingen kand beskrive,
De da en Samling er af Tityrus og Nive,
En Sammensmeltning af et rasend Menneske
Samt en koldsindig Eeg, et koldt sagtmodigt Træ.
Deslige Lader man hos Mænd kand ogsaa finde;
Men de udspirer og af samme selsom Qvinde.
Hvert Menneske, som har deslige Flygtighed,
Er Locris Plante, og af hende stiger ned.