Classic Poem

Men Cokkyks Undergang dog kunde ey udslette
Gudindens Hierte-Sorg; man hørte hende trætte
Og klage bitterlig mod Himlens haarde Dom,
Hun løb blant Fugle, Dyr og Træer i Skoven om,
Beklagende sin Nød, udøsende sin Vrede.
Nu hun fortvivled, nu til Hevn sig giorde rede.
Sylvanus, sagde hun, har flettet dette Riis;
Jeg har ham mistænkt, men her fattes mig Beviis.
Jeg Speydere i Skov, i Lunde maa udstede,
Som rette Sandhed kand i denne Sag oplede;
Jeg Fugle, Træer, Dyr med Løfter lokke maa,
De allerlistigste maa mig til Haande gaae.
Da dem blant Fugle, Dyr, som vare mest bekiendte
Af Lærdom og Forstand, hun strax lod til sig hente;
En Ravn, en Høg, en Biørn, en Ørn, en Tiger, Rev
Til Skovens Vester-Kant stiltiend hun forskrev.
Hun over mindre Dyr dem Hals og Haand tilsagde,
Til Løfter Truseler som myndig Frue lagde,
Gav Høgen Due-Jagt i Luften og paa Tag,
Og vised aaben Vey til hvert et Due-Slag.
Hun Biørnen lovede til Koe, til Hæst, til Hoppe
Fri Gang i Bondens Stald, og Ravnen døde Kroppe
At skalte med af Dyr, af Fugle, Mennesker,
Og ey tiltales af den Dødes Arvinger.
Hun Reven Under-Jagt gav over Gæs og Ænder,
I hele Bondens Gaard fri og ubundne Hænder,
At plyndre, fange, slaae og fælde alting ned,
Og uden Fare gaae med Byttet bort i Fred.
Af slige Løfter da enhver opmuntred bliver,
Forretter Floræ Sag med Nidkierhed og Iver;
Men Alopex i List de andre overgik,
Og disse skiulte Ting i Hast for Lyset fik.
Hvor nogen talede, han spidsed listig Øre,
For Underretning om de skiulte Ting at høre.
Sex gange Solen løb sin Himmel-Bue om;
Men Alopex dog ey til Sagens Kundskab kom.
Omsider gik han til en snaksom Skade-Rede,
Hvor Skadens spæde Børn han hørte at udbrede
Den Ære, Kitta var beviist af Skovens Gud,
At af Sylvano han var brugt til Sende-Bud.
Den ene overgik den anden i at prale;
Men Reven merked alt fra Hovedet til Hale.
Midt udi Talen kom den spragled Moder hiem,
Da brød omstændelig for Lyset Sagen frem.
Hun til de glade Børn uddeelede først Gaver,
Som samled vare i de skiønne frugtbar Haver,
Hvor ved Sylvani Hielp hun yppig Forraad fandt,
Og meer i tørre Skov ey søgte Proviant.
Hun derpaa blæstes op, sig brysted som en Due,
Og sagde: Man mig skal herefter kalde Frue.
Gav Aarsag dertil i høytravend kostbar Ord,
Fortaalte Hyrdens Fald og Ege-Træets Mord.
De kiære spæde Børn sligt hørte an med Glæde,
Og bleve af den Snak, skiønt tit fortaalt, ey kiede;
Men Reven midlertid fuldførte sin Journal,
Den prented i sit Sind, og sig tilbage stial,
Løb udi Skoven om, sin Frue at oplede,
Og ved slig Tidend Vei til Velstand at berede.
Han søgte Stedet, hvor Gudinden ham forlod,
Ved liden kiølig Bæk; Der Flora endda stod
I dybe Tanker, og forventende med Smerte,
At høre det, som kun besværger Siæl og Hierte.
Hun længtes efter Nyt, at høre Tidender,
Som hidser Blodet op, til Marv og Hierte skiær.
Da Alopex sin Priis begyndte at udbrede,
For sit Gesandtskab heel stor-talend giorde rede,
Fortaalte, med hvad List han alting giennemgik,
Ved hvilke Midler han om Sagen Kundskab fik.
Da raabte Flora: O Sylvane! jeg jo tænkte,
At du allene mig den bittre Skaal iskienkte.
Jeg over hannem selv, desvær, ey Hevn kand faae;
Men Sendebudet skal min Vrede ey undgaae,
Sligt skal det heele Huus til Undergang geraade.
Hun derpaa Alopex gav Afskeed udi Naade,
Som strax paa Reysen sig til Bondens Gaard begav,
Hvor han først Bytte fik, men siden fandt sin Grav.
Tre gange Maanens Horn man fulde saae og tomme,
Af For-Aars Sæden Ax og moed Frugt at komme;
Tre gange hævedes og nedfaldt Nili Flod;
Men Flora endda ey sin Hevn fremskinne lod.
Sit blodig Forsæt hun saa længe holdt tilbage,
For en særdeles Hevn ved Leylighed at tage;
Hun i at øve den fandt endelig Behag,
Da Kitta helligholdt med Pomp sin Fødsels-Dag.
Til Ædderkoppen da hun sig i Iil begiver,
Med saadan Tale den til Morder-Gierning driver:
Hør, konstig Ædderkop! Arachnes ædle Sæd!
Den stolte Kitta her i Dag paa dette Sted,
Paa denne Ege-Green et Maaltid sig bereder
Af Markens Fædme og af Urte-Gaarders Beeder;
Lad regne grønne Gift paa spragled Rede ned,
Hør en Gudindes Bøn, styr min Hevngierrighed.
Sligt skeede. Alting nu var fuldt af Lyst og Glæde,
Og man ey andet saae i Kittæ Huus og Rede
End største Overflod, Fornøyelse og Fryd;
Man andet hørte ey end Latter, Glædes Lyd.
Men tit i stillest Veyr, naar Fisk og Fugl sig glæder,
En mørk og hæslig Skye sig over Himlen breder,
Som skiuler klare Soel, og alting falder ud
Til Liunild, Tordenslag, til Uveyr, Regn og Slud.
Man glæder sig at see sin Velstands glimrend Stierne,
At Lykken knækker os Vellystens søde Kierne;
Men udi gulest Nød tit findes Orme-Gruus,
Den fæle Ugle tit staaer over Glædens Huus.
Saa gik det her, hvor man saae Vellyst at regiere,
Hvor man kun talede om Velstand, Agt og Ære,
Der sorte Skyer og Ulykke rede stod
At bryde ind i Huus, som vældig Strøm og Flod.
Begyndelsen blev giort paa Skadens ældste Datter;
Thi, da hun sidste Bid i Nebbet tog med Latter,
Hun sagde sukkende: min Teen udtvunden er,
Den hvasse Dødens Lee for Øynene jeg seer;
Mit Hierte er bespendt, jeg kann ey mere tale.
Paa disse Ord hun faldt paa Jorden ned i Dvale.
I samme Øyeblik hun fandtes død og stiv,
Og mindste Tegn ey meer til Aande var og Liv.
Den stolte Helia, Zitenes næste Søster,
Imens hun zittrende omsonst Zitene trøster,
Og sagde skielvende: Vend Øynene til mig!
Hun tabte Maalet selv, og blev det andet Lig.
Den spæde Himmeris, den tredie efter Orden,
Løb til Undsætning, men selv styrted død til Jorden.
Slig Hendelse en Skræk i heele Rede jog.
Den zittrend Kitta da mod Himlen Øyne slog,
Og skreg: O Himmel! hvad til saadan Hevn dig driver?
Hvi udaf Livet man Indvoldene mig river?
Hvad Synd, Misgierning jeg i Dag bedrevet har?
Men i det samme blev Gudinden Flora vaer,
Som stod paa Ege-Top og ansaae den Ulykke.
Da raabte Kitta: See et herligt Mester-Stykke,
En stor Berømmelse, som Laurbær-Krands fortien,
En Priis, som graves bør i haarde Marmorsteen,
For ey at røddes ud af Dyrs og Træers Minde,
At Kitta i Triumph blev ført af en Gudinde!
Hun svared smilende: de Døde,som du seer
For Fødder liggende, min Vredes Virkning er.
Jeg blandet har din Mad med grønne Gift og Ædder.
Jeg seer dens Virkning, og mig over Hevnen glæder.
Den Sted, som udvald er til Fryd og Giestelav,
Dit stolte blomstrend Huus, forvandles til en Grav.
Strax derpaa styrtede Milanus og Tiremon,
Med Capyx, Herion, og første-fødde Hemon,
Den raske Senian, den dobbelt spragled Lyx,
Den stolte Nebrias, den pile-flyvend Dryx.
Som Purpur-Blomster, der med Roden er oprykked,
Som Valmue, der Regn og Vinden har nedtrykket,
Som grønne Træ'r, der nys af Øxen fælded er,
Saa disse kiere Børn man strød paa Jorden seer
Med aabne Munde, som de endnu vilde tale,
En Broder syntes end sin Søster at husvale.
Man Mord og Død blev vaer, men saae ey Saar, ey Blod,
Udvortes Skiønhed paa enhver end tegned stod.
Som en, der skrækked er af Jovis Ild og Torden,
Dens Sind forvirred, og dens Blod er isned vorden,
Saa dette Fald all Ild ud af Forældre drev,
All Sands forryktes, og all Vædske størkned blev.
Med knytted Tunger hver stod still, ey kunde raabe,
Udøsed dybe Suk, som Amphion og Niobe.
En taus Fortvivlels' kom i bitter Klages Sted;
Saa overvettes Sorg kand trykke Sindet ned.
Omsider Kitta dog sig mod Skadinden vender,
Og sagde: Lar os flye Gudindens Morder-Hænder.
Vi leve vil i Trods, til anden Skov gaae hen,
Maa skee at Himlen os gir andre Børn igien.
Jeg følger, hvor du gaaer, da svared vor Skadinde;
Men see! det bliver mørkt, hvad nu? jeg gaaer i Blinde.
Ach Himmel! her er ny Gienvordighed og Nød.
Paa disse Ord hun faldt paa Jorden stiv og død.
Af Modgangs tykke Skye da Kitta overvælded
Fortabed, modløs stod, mod Jorden Hoved helded.
Man væbner sig omsonst mod saadan Tyrannie,
Ey Lærdom gielder meer, ey Dyd, Philosophie.
De andre Fugle, Dyr ey Kitta mere kiendte,
Hver Fugl, som fløy forbi, sit Hoved derfra vendte;
Hver Tiger, Høg, hver Ulv, hver Glente, Ørn og Rev,
Der Hierter har som Staal, dog her bevæged blev;
Hver Gøg, som Vane har i Modgang at forhaane,
Da fløy forbi med Suk, og færdig var at daane.
Ja Ædderkoppen selv sligt Syn til Medynk drev,
Dens Morder-Hierte saa af Skræk forandred blev,
At den sin Gierning strax fortrød, men alt forsilde;
Den sagde Anger-fuld: jeg seer, jeg giorde ilde,
Mit Hierte briste vil. Det var dens sidste Ord,
Den derpaa isnede, faldt ganske død til Jord.
Da merked Flora selv, hun havde ilde handlet.
Men Ædderkoppen blev til anden Skik forvandled,
Som Dyr og Fugle til Forundring drev og Skræk.
Et Been blev til en Pen, den grønne Gift til Blek.
Dens Væv blev til Papir. Kort, af en Ædderkoppe
En bleg spidsnæsed Mand man saae i Skoven hoppe,
Som Fugle, Dyr forlod, løb, søgte Folk og Huus,
Og fik blant Hyrder Navn udaf Satyricus.
Af ham et eget Folk i Verden sig udspreder,
Som stedse raaber mod den onde Verdens Sæder,
Hvis Skrift, hvis Tale Gift for Høye, Lave er,
Som Pile trænger ind, som Rage-Knive skiær;
Arbeyder stedse, skiønt ey andet derved vinder,
End det til intet sig, som Ædderkoppen, spinder.