Classic Poem

Fy, skammer jer dog, I uartige Drenge!
Og lader en enbenet Stakkel i Ro!
Slet ingen af eder kan vide hvor længe
Vorherre vil lade ham løbe paa to.

Mig Himmelen ogsaa lod smage den Lykke,
At hoppe som I over Grøfter og Sten.
Ej stedse jeg saa haver hinket paa Krykke;
Ej stedse var dannet af Træ mit Ben.

Da hvilte jeg med min Marie i Skoven,
Hist henne bag Bøgenes skyggende Læ,
Mens Fuglene sang saa lifligt foroven.
Nu er mit Ben af det samme Træ.

Ja der jeg hvilte med Pigen i Armen,
Bestraalet af Solens velsignede Lys.
O! Blodet mig løber saa varmt i Barmen
Ved Tanken om disse saa brændende Kys.

Men da nu Sangen i Lundene døde,
Og Bladet saa gult og forkrøllet faldt af,
Da svandt og min Kærligheds Roser røde;
Naturen blev mig en gyselig Grav.

En anden hvilte med Pigen i Armen,
Beskinnet af Praasens forbandede Lys.
Hu! Blodet mig brænder som Gløder i Barmen
Ved Tanken om disse saa troløse Kys.

Saa blev jeg Soldat med Bøssen paa Nakke,
Fortvivlet paa Fjenden jeg slog og jeg skød.
O! hvor jeg min Gud dog nu vilde takke,
Om han mig da havde undt min Død!

Som Kegler Vennerne faldt ved min Side,
Men alle Kugler forbi mig gik,
Til sidst jeg i Græsset maatte mig vride,
Jeg en Bajonet i Knæet fik.

I Dag jeg mødte Maries Blikke,
Imens jeg lænet til Væggen stod,
Hun græd, endskønt hun kendte mig ikke,
Ellers havde hun grædt det røde Blod.

En Skilling hun gav mig, og den jeg gemmer;
Det Lønnen er for min Kærlighed;
Og Synet af den mig saa underligt stemmer,
Jeg tænker saa meget, saa meget derved.

Fy, skammer jer dog, I uartige Drenge!
Og lader en enbenet Stakkel i Ro!
Slet ingen af eder kan vide, hvor længe