Classic Poem

Sé Pudlen med det purrede Skind;
hvor boltrer den sig med lystigt Sind
i Sneen derude paa Pladsen!
Det gaar afsted over Sten og Stok
med hele den brogede Hundeflok,
og Pudlen agerer Bajadsen.

Den er hverken vasket, redt eller kjæm't;
de lækre Retter blev aldrig gjemt
til den fra det rige Kjøkken;
ej véd den af Herre, Hus eller Hjem;
i Verden den ene maa fægte sig frem -
den blev ikke født til Lykken!

Blandt Hvalpene tog man den grimmeste ud
og kasted den, ret som en anden Klud,
over Bolværket ud i Kanalen;
dog slap den igjen paa det Tørre op
og rysted i Solen sin vaade Krop
og bjæffed og logred med Halen.

Den Spøg var lidt grov, men Badet var sundt;
den tænkte ej, det var ment den saa ondt,
den holdt sig til det, der var faktisk:
Den havde jo reddet sit fattige Liv -
var Pudelhvalpen ej spekulativ,
saa var den desmere praktisk.

I lystig Frihed sin Ungdom den nød;
vel vanked der ofte Prygl og Stød,
dog bjerged den sig, som den kunde.
Hvor blev dens Brødre, de andre Smaa?
Bevares vel! de kom højt paa Straa,
de fik Embed — som Lænkehunde.

Men den, den har intet Tegn til sin Hals;
for Hundefangerens Vogn tilfals
den flakker omkring i Staden;
dog Pudlen er snild, den hytter sig nok!
Thi hvergang den sér en mistænkelig Stok,
den smutter om Hjørnet af Gaden.

Med stjaalne Blikke og varsomme Skridt
og sænket Hale man sér den tidt
ved Slagtertorvets Boutikker -
er Frygten stor, saa er Sulten størst;
en Gang eller to spadserer den først
forbi og skotter og kigger.

Saa gjør den med Et et behændigt Hop -
„Stop Tyven!" raaber man, „stop den, stop!"
Ja, da maa Pudelen løbe!
At stjæle, det er nu dens Erhverv;
den ejer jo aldrig en eneste Skjærv,
og forstaar sig kun lidt paa at kjøbe.

I Solskin og Regn, i Slud og Vind
den gaar i det samme laadne Skind,
den har kun den eneste Frakke;
men enten nu Pelsen er vaad eller tør,
har Pudlen dog altid et prægtigt Humør
og tager med Alt tiltakke.

Nu leger den dér paa den aabne Plads,
gjør Krumspring og agerer Bajads
blandt Køtere, Spidser og Mopper;
saa lystig en Fyr de aldrig saae,
snart er han underst, snart ovenpaa
med tusinde skjælmske Spilopper.

Og der er nu Urtekræmmerens Hund,
og Perle, den lille Slikkemund,
og Grevens fornemme Støver,
de ruske i Pudlens uldne Paryk:
Lad hele Verden kalde ham styg,
en firbenet Tyv og Røver -

De kjendte kun lidt til Stand og Rang,
til stive Manerer og fornem Tvang,
til Verdens Nykker og Noder;
med Poterne favne de Pudelens Hals,
saa føre de op i en fejende Vals
med deres lurvede Broder.

Og han, den fattige, usle Hund,
han mangler Intet, han er jo sund,
han har jo Luften og Solen,
den gyldne Frihed og Venner nok,
af Kammerater en lystig Flok,
de foragte ham ej for Kjolen.