Classic Poem

Mellem Fjælebodens Aber
danser jeg som Pudelhunden;
skjøndt jeg kjeder mig og gaber,
ej min Anstand dog jeg taber,
holder Poten smukt for Munden.

Stive Flipper maa jeg bære:
Kjækt paa Ho'det sidder Hatten;
jeg maa lystre, jeg maa lære,
aldrig gjø og bide mere,
aldrig mere pudse Katten.

Som en lille Hvalp ubændig,
har man taget mig i Skole;
nu spadserer jeg behændig,
kultiveret og anstændig
om i Buxer og i Kjole.

Jeg kan tale med om Smagen,
sidde sirligt ved et Taffel
som en dannet Hund paa Bagen
med en Serviet om Hagen,
holde smukt paa Kniv og Gaffel.

Paa min Herres Vink jeg venter,
før jeg tør paa Maden smage,
bukker og gjør Komplimenter -
sligt betaler sig med Renter:
Jeg faar Sukker, jeg faar Kage.

Dog jeg nægter ingenlunde:
Hellere fra hele Klatten
løb jeg strax, ifald jeg kunde,
ud blandt Gadens frie Hunde,
for med dem at pudse Katten.