Classic Poem

Du spørger mig, hvem jeg tør kalde størst
Af alle Stjernerne paa Digterhimlen?
Med andre Ord: hvem jeg vil sætte først
I Rangforordningen af hele Vrimlen?

Dernæst Du ønsker og min Dom at see,
Om hvilket Digterfag skal Prisen bære?
Om det er Drama eller Epopee,
Hvad eller det et andet Slags mon være?

Endvidere Du fordrer, at jeg maae
Paa Digterære min Eragtning give:
Hvad Slags jeg la'er paa Listen øverst staae:
Det Objective eller Subjective?

Omsider Du da ogsaa gjerne vil,
At jeg skal sige Dig til Punct og Prikke,
Hvordan en Digter egentlig bli'er til,
Om nemligen han fødes, eller ikke?

Velan! men først jeg Dig bekjender frit:
En Ven af Spørgsmaal var jeg ingensinde;
Thi Spørgelyst kan drives saare vidt,
Men Svar ej altid var saa let at finde.

I denne Sag jeg gjøre vil, min Ven!
Som jeg er vant, naar man mig overfarer
Med mange Spørgsmaal — Vanen er nu den,
At Spørgsmaal jeg med Spørgsmaal helst besvarer.

Hvo synger bedst — jeg altsaa spørger Dig -
Solsorten, Lærken eller Nattergalen?
Og hvilken Blomst er meest paa Ynde riig?
Og hvilket Træ er smukkest udi Dalen?
Endvidere Du sige mig forvist,
Naar skabtes Frugten, mon i Blomstertiden?
Maaskee den alt blev dannet i sin Qvist?
Hvad eller og maaskee den bli'er det siden?

Du seer — ifald Du vil see nøje til -
At jeg med Spørgsmaal rigtig har besvaret
De fire Poster, som Du vide vil;
Men ønsker Du lidt nærmere forklaret
Den hele lange Sværm af Lignelser,
Velan! det skal da skee; endskjøndt jeg gjerne
Frembyder Nødden, som den voxet er,
Og nødig piller Skallen af sin Kjerne.

Det er dog ret forunderligt — om der
Er ellers noget underligt paa Jorden -
At Adelskab et saadant Fortrin bær,
Og det saavel i Syden som i Norden.
(Ved Adelskab jeg mener arvet Roes,
Og arvet Dyd og Tapperhed, med mere
Af andet Saadant kostbart Arvegods,
Man kan med Guld og Sølv Testamentere.)
Og er det mere underligt endda,
At slig en Dyds og Hæders Kilde vinder
I Kraft og Reenhed, alt jo længer fra
Sit allerførste Springevæld den rinder.
Man skulde tænke: paa en Vej saa lang
Den kunde blandes og sin Reenhed miste -
Men hillemænd! jeg troer, at i min Sang
En Lignelse vil atter sig indliste.
Thi den Excurs om Adelskab og Sligt
Vedkommer da kun lidet Hovedsagen;
Ej heller er det saa forunderligt,
At man kan sige: aldrig saae jeg Magen!

Den Hovedsag, som mig paa Tungen laae,
Da jeg foer vild udi Allegorien,
Var Talemaaden, Verden rider paa:
„Den Digter fødtes ret til Poesien!"
At sige ham man tænker ordentlig
En stor Douceur; og jeg skal aldrig nægte,
At mangen Digterjunker bryster sig
Af slig en Fødsel, fornem, høj og ægte.
Jeg sikkert vakled' ej et Øjeblik,
Naar rigtig fast jeg troede paa Organer;
Ja naar jeg blot erfared', at man fik
I Fædrearv de samme Digtervaner.
Men aldrig har jeg hørt, at Hr. Homer,
Var Søn af eller Fader til en Digter;
Nej tvertimod, jeg næsten altid seer,
en Digtersøn sin Faders Haandværk svigter.
Og hænder det, en Søn af en Poet
End stundom griber i sin Faders Strenge,
Han griber falsk — jeg holder to mod eet -
Hvad eller og han spiller ikke længe.
Hvad enten dette kommer nu deraf,
At Sønnen seer af Faderens Exempel:
Hvor sjælden Plectret er den Støttestav,
Ved hvilken skrides frem til Ærens Tempel;
Hvad eller det er saa Naturens Plan,
Den ej formange skabe vil af Skjalde,
Men bruge Seeler, før en Ossian
Den vil til mange Seclers Lyst fremkalde.

„Nu altsaa skabes Skjalden dog?" O ja!
Men om han skabes Skjald ved Moders Hjerte,
Samt hvad poetisk han har med derfra -
Det ingen Anthropologie mig lærte.
Men hvad Exempler — Læsning — Eensomhed,
Hvad Glæder, og hvad Lidelser kan gjøre -
Det vist hver Digter af Erfaring veed;
Thi ligesom en Glucks, en Mozarts Øre
Kan være dannet nu saa fiint det vil,
Hvis det ej lytter først til Andres Toner,
Dets Ejermand vist ej med Tryllespil
Henrykke skal de lyttende Nationer.

Apelles ej den første Maler var,
Men treen som Svend først op paa Andres Skuldre.
Heel mangen Bæk sit Vand til Sarpen bar,
Før som et Hav den kan i Fossen buldre.
Hvor mangen ubekjendt og navnløs Skjald
Har i de dunkle Dale Harpen slaget,
Før vældelig, som Klippeelvens Fald
Homers Basune over Hellas Braged.
Alt længe førend Stratfords Skjald opstod
Har mangen Chaucer skjønt og lifligt sjungen;
Og Johnson først sin Trone ydmyg veeg,
Da han paa Scenen øjned Digterkongen.

Og Siig mig da: hvad skyldte han Natur?
Hvad Konst? hvad egen Flid? hvad Andens Lære?
Og siig mig: kan en Dyrehauges Muur
En Alvej til Apollos Tempel være?
Og siig mig, Kjere! hvor Poeten var,
Da Krybeskytten slog paa Haugelaagen
De usle Riim? Var det hiin Stjerne klar,
Der siden straalende brød gjennem Taagen?
Det var — men svøbt i Nattens dunkle Dragt -
I Glemsels Nat, hvor den maaskee var blevet
For stedse, hvis ej en usynlig Magt
Fra Mørket havde den til Lys udrevet.
De Kjerner, hvoraf Skoven voxer op,
Fra Fødslen vare de ej alle lige?
Men siden knejser een med mægtig Top,
Een kan sig neppe hen ad Jorden snige.
Og er det eet, om Du i Sandet saaer,
Og udi Marker dyrkede og fede?
I Haugen større Kraft din Abild naaer,
End uden Kniv og Røgt i vilden Hede.
Som Blomst ved Blomst i fælles Lighed groer;
Men een skal visne, og en anden trives;
Een voxer liden og en anden stor,
Een modnes og en anden spæd oprives.
Saa er vor Slægt. En mægtig Haand har strøed
Et frugtbart Frø i hver en Sjæl, den skabte;
Men dette ej sin Skal igjennembrød,
Og hiint sin Kraft i tørre Jordbund tabte.
Eet trædes ned paa Lastens Landevej,
Eet Qvæles brat af Kummers Tjørn og Tidsler;
Blandt tusinde fandt eet den Hauge ej,
Hvor Dyds og Viisdoms Helligkilde risler.
„Hvi er det saa?" — Det Spørgsmaal gaaer for vidt,
Og over Øjets snevre Grændse leder.
For det, jeg seer — endskjøndt jeg seer kun lidt -
Jeg Mesterne beundrende tilbeder!

Og nu endvidere vi skride fort
Til Drøftning af det Ob- og Subjective -
(En Deling, ej af nogen Digter gjort,
Derpaa jeg Dig mit Digterord tør give -)
Men ligerviis — „Hvad! Lignelser igjen?"
Ja Kjere! nu et Ord saa godt som tive:
Jeg heller strax vil slænge bort min Pen,
End Vers foruden Lignelser at skrive.
Det er en Vane, jeg nu eengang har -
Hvad enten den er medfødt eller ikke-
Og troer jeg, Du indrømmer mig, min Fa'er!
Det ej den værste er af Digterskikke.

Ret ligerviis da som blandt Blomsterne
Gaaer en Botanicus, og urørt famler
I deres fine Blade, for at see
Allene, til hvad Slægt og Art han samler:
De mange skjønne Farver seer han ej,
Støvnaale kun i Bægeret han tæller,
Forgjæves dufte Roser paa hans Vej -
Han plukker dem som Tidsler og som Nælder.
(Dog dette være sagt med et „Maaskee, -
Jeg alle over een Kam ej vil skjære,
Men hver Botaniker er ej Linnée,
Og kan naturligviis ej heller være).
Jeg og for Lignelsen kun sagde saa;
For Lignelsen jeg siger ydermere:
Ornithologen kan en Lærke flaae
Og Nattergalens Hals anatomere.
Ak, arme Skjald! Du est en Nattergal:
Din Anatom med Kniven brat Dig venter -
Du est et venligt Blomster i din Dal,
Men din Botaniker Dig snarlig henter.
Hvorfor? mon for at qvæges ved din Lugt?
Mon for ved dine Farver sig at fryde?
Nej! Du i hans System skal ordnes smukt,
Som Exemplar Herbariumet pryde.

I Digtning en Botanicus det var,
Som kunde Regler for en Digter give;
En Anatom den Grændse slaaet har,
Som deler os det Ob- og Subjective.
Een hørte Shakespear — Shakespear blev hans Helt:
Men Shakespear Verden uden for sig maler;
Thi bli'er for ham det Objective Velt,
Der stiger naar det Subjective daler.
— Kunstdommerpræk! Skjøn er den Digters Røst,
Der kraftig tolker fremmed Daad og Tanke;
Men den, en Verden har i eget Bryst,
Skal ogsaa Laurbær om sin Tinding sanke.

Hvad Digterfagene dernæst angaaer,
Jeg dig min Tro vil kortelig berette:
Hvert Slags — naar det er godt — min Hylding faaer,
Jeg ynder hvert især, kun ej det slette.
Jeg priser Egens Mandigstolte Kraft,
Jeg elsker bløde Lindes svale Skygger,
Jeg ynder Rhinens søde Nectarsaft,
Og den, man os bag Bejras Fjelde brygger;
Mig fryder Rosen med sin friske Duft,
Mig fryder Lillien, Nelliken, Violen;
Mig styrker Vinterdagens kolde Luft,
Mig qvæger Varmen under Sommersolen.
Jeg er lidt fri, jeg er Naturens Ven,
Jeg sætter ei dens Blomster udi Rader;
Jeg i dens Hauge vanker hid og hen,
Kun i min egen Glæde har jeg Grader.
Jeg til Rangering er ej kølig nok,
Og til Systemer ikke nok paa moden;
Men ønsker Du en Digtergradestok,
Saa gak fra mig og hen til Vejerboden!
Jeg hjerteligt ad Jean de France leer,
Og dybt bevæget jeg med Hamlet græder,
Jeg smilende paa Don Quixote seer,
Og smelter naar Temoras Digter qvæder.

For Elskeren er kun een Piges Kind
Allene rød, men alle andre gule;
For hver en fremmed Ynde er han blind,
Kun Een er skjøn, og alle Andre fule.
En snever Sjel er den Forelskte liig,
Hans svage Syn kun eet Slags Ynde fatter:
For ham er en Homer allene riig,
En Holberg vækker kun hans hele Latter.

En Kyllingmave den, som ej formaaer
Ethvert Slags kraftig Føde at fordøje!
I Blomsterhaven den forgjæves gaaer,
Som Rosen ene mægter at fornøje.
Er Rosen rød, saa er jo Lillien hvid,
Violen blaa, og Tulipanen broget;
Hver har sin Lugt og hver sin Ynde blid,
Hver har sin Dyd, skjøndt hver dog fattes Noget.

Og hvad betyder hiint Cathederraab:
„En Epiker af alle er den største"?
Hør! hisset skriger jo en anden Hob:
„Theaterdigteren er dog den første!"
Er der ej Ynde i Allegris Nat,
For Sanzios Pensel Dagens Skjønhed maler?
Er Ciceros Veltalenhed da mat,
Fordi Demosthenes saa kraftigt taler?
En vældig Klippestrøm er Weyses Røst,
Som Hjerterne almægtig med sig fører -
Den søde Stemme fra en Schulz's Bryst
Med ikke mindre Vælde Sjelen rører.

„Saa er da Forskjel ej paa Digterværd?
„Saa staae da alle lige højt i Rangen?
„En lige Roes tilkommer een og hver?
„Og ingen Grader gives da i Sangen?
„En saadan Middelvej — jeg siger frit -
„Er skjæv for mit og mange Andres Tykke.
„Har en Virgil kun drevet det saavidt,
„Som den, der skrev et lille Stambogsstykke?
„Er' Kæmpetonerne fra Conas Bred
„Som Barnesnak af smaa Marionetter?
„Og er en hyret fad Geburtsdagssmed
„En Skjald, som Du ved Schillers Side sætter?
„Det er min Tro! en nøisom Digtersands,
„Der ynder alt, hvad Mads og Las har skreven,
„Forlad mig, Kjere! saadan Tolerants
„Er virkelig en Smule overdreven."
Det er den og; men min var aldrig saa,
Troe mig! jeg er i Sandhed saare kræsen -
Men nøjere jeg mig forklare maae,
Om Du skal finde Rede i mit Væsen.

Drik dybt, om Du est tørstig, drik tilbunds!
Men nip ej til Kastales Helligkilde!
Det hedder: rører Du Miødkarrets Spunds,
Da drik en Ruus! hvis ej, det gaaer Dig ilde.
Af Midnatsmørke blev det aldrig lyst,
Og Ingen vente — naar han selv ej brænder -
At vække Varme i en Andens Bryst;
Af Iis og Vand man ingen Ild optænder.
Kun den, som føler stærkt og skuer grant,
Og maler klarlig, hvad han føler, skuer,
Kun han en Vej til Digterbjerget fandt,
Kun saadan Sjel er tændt ved rene Luer.

Men Mangen tænder an sin stakkels Praas
Ved Lygtemænd, og Mangen sig indbilder,
Han stander højt oppaa Parnassets Aas,
Naar han i sumpig Mose sig forvilder.

Man er ej Digter, for man rimer net,
Cadancen passer — Tacten rigtig maaler -
Ej for man skrev en regelret Sonnet,
Ej for man til hverandet Gilde skraaler;
Ej heller for man monne hilses saa
Med „hil Dig Rabbi!" i hver anden Gade,
Ej for man raaber altid selv derpaa,
Ej heller for det staaer i lærde Blade.
„Man er just ej Genie, for man er gal",
Har Svensken sagt. Det er med Travestering:
„Man blier ej Digter af en Perial,
„Og Feber er ej nok til Phantasering."

Der gives mangen Digtersjel, min Ven!
Som aldrig skjænker ud af Suttungsaften,
Ja, som vel mere Digter er end den,
Der skjænkede fra Morgen og til Aften.

„Paa saadan Maade finder Du kun faa,
„Der kan fortjene Digternavn og Ære.
„Er Pindi Top saa vanskelig at naae,
„Hvormange skal vel Laurbærkrandsen bære?"

I Sandhed! det er ikke faa, min Ven!
Som Krandsen naae; men der er mange flere,
Der stræbe — skjøndt forgjæves — efter den,
Og deres Tal vil altid sig formere.

Thi det var altid saa: at ej saasnart
Opsteeg en Skjald ved egne stærke Kræfter,
Før hundred stimled til i skyndsom Fart,
Og flagred for at følge Skjalden efter.

„Hvo er da Skjald af dem, som klavret har?
„Hvo vandt da egentlig, hvad han attraa'de?
„Mon den, der sig en egen Bane skar,
„Og gjennem den et værdigt Maal opnaa'de?

Ja det er Knuden, Ven! men troer Du da,
Jeg Kasteskovlen nu i Haand vil tage?
Kan Avnerne Du selv ej rense fra,
Vil Kjernerne Dig heller ikke smage.

Enhver, som tvende sunde Øjne fik,
Kan gjerne see foruden just at plire,
Det Øre, som er vant til god Musik,
Det skjælner nok en Lyra fra en Lire.

„Vel! men nu komme vi tilsidst engang
„Til Hovedsagen, som jeg vilde vide:
„Hvo er da størst af dem, der sig opsvang
„Med Ørneflugt til Digtergudens Side?"

Ak Kjere! Ved Apollos Side staaer
Ej Stole eller Bænke udi Rader;
Der man ej Titel af Professor faaer,
Og ej Magister- eller Doctor-grader.

Men hver staaer højest paa sit eget Sted,
Og hver er størst i Glands af egen Hæder,
Ved Phøbi Hof er ikke op og ned,
Ej for og bag af Skjaldes Æresæder.
Der skeler Ingen til sin Sidemand;
Thi hvad Enhver besidder, er hans eget
Og ingen Andens, — Ingen vinde kan
Den Plads, hvorpaa en anden er opsteget.
Der spørger man ej om Anciennitet -
Et Sekel fra og til vil intet sige;
Der har man aldrig Statscalender seet,
De sande Skjalde er hverandres Lige.

En ganske anden Sag det er, ifald
Man uden Sammenligning vil bedømme;
Men saa bør Skjalden dømmes af en Skjald,
Thi Andre kan jeg ingen Ret indrømme.
Men slig en Dommer er en Fugl saa rar,
En Phoenix ret i Digtekunstens Rige,
Som ti Poeters Aand og Styrke har,
Som ejer Kraft og Villie tillige.
Og sandelig! en saadan kostbar Skat
I tusind Aar bli'er neppe eengang samlet;
Og der vil rinde bort heel mangen Nat,
Før nok en Gøthe recenserer Hamlet.
Kun til en saadan kunde man betroe
At føre Kasteskovlen — om han vilde -
At sige: hvad for Korn der skulde groe,
Og hvad som svangt der maatte gaae tilspilde.
Men for Qvaksalverne tag dig iagt!
Vogt Dig for de Æsthetiske Adepter!
Som lave af Horatius Extract,
Og Skjalde slaae ihjel med Popes Recepter!
— Dog holdt! det laae just ikke paa min vej;
Thi vil vi lade disse Droner fare,
Som Honning slikke vel, men samle ej,
Og ikkun paa de andre tage vare.

„Stor — større — størst," derfra det var, vi kom.
Hvorfor ved „liden — mindre — mindst —" ej dvæle?
Ja! giv mig blot en Schema for min Dom!
En Alen til at maale Digtersjele!
Stor er den Skjald, som Vaarens Ynde sang;
Men mod sit store Æmne er han liden;
„Hans Navn sig dog alt gjennem Sekler svang!"
— Hvormeget er et Sekel vel af Tiden? -
Stor er Cervantes med sit Skalkesmiil,
Naar han mod Daarligheder Buen spænder;
Men stump og veeg er dog Satirens Piil,
Naar Daaren den sin Kobberpande vender.
Stor i sin høje Flugt er Fingals Søn,
I Skyen er hans Røst som Himlens Torden;
Dog er den svag mod tusind Seklers Drøn -
I Rummet svæver han kun tæt ved Jorden.
O! spørg da ej om Storhed og om Rang!
Viid; Digterbjerget er ej et Catheder;
Det er en rummelig og yndig Vang,
Hvor der er Plads igjennem Evigheder.

Naturens Ophav er uendelig,
Almagtens Værk til ingen Grændse kjender,
Og Tankens vide Mark er evig riig;
Geniets Lue ufortæret brænder.

Spørg ej om Rang! hvad Dig behager, nyd!
Kan Rang forhøje Skjaldens ædle Gave?
I vilden Ørk det faure Blomster bryd!
Og bryd det, om det staaer i dyrket Have!
Bryd det, og priis den evig rige Magt,
Der, lige stor i Stammen som i Løvet,
Sit skjønne Værk saa vide har udstrakt,
Og viis og god indblæst sin Aand i Støvet!