Classic Poem

Naa! skal du ogsaa strax afsted?
Vil knap et Stykke qvæde.
Ak! hvem der maatte reise med!
Det blev en Hjertensglæde.
Jeg gad dog gjerne seet engang
De stolte norske Fjelde;
Hvor, hæved' over Skyens Gang,
De trodse Tidens Ælde.
Gad hørt hvorledes Tordenskrald
Imellem Klipper rumle;
Hvor Fosser sig fra høie Hald
Ned udi Dybet tumle.
Jeg gad besteget Skøgtuls Tind,
Hiin hvide Klippetue,
Hvor dybere i Himlen ind
Det klare Blik kan skue.
Gad lyttet i den mørke Skov
Til kæmpende Tiurer,
Hvor stærke Bamse gaaer paa Rov,
Og Feige Graabein lurer.
Hvor Skytten flyver op og ned
Ad Bjergene paa Skien,
At æske ud til Kamp saa heed
Den gamle Skjelm i Hien.
Gad seet, hvor raske Gutten slaaer
En Halling saa det dundrer,
Og Gjenten med det gule Haar
Undselig ham beundrer.
Gad seet det Sted, hvor Ola sad
Hiin Morgen førend Slaget,
Da Skjalden Bjarkemaalet kvad,
Og vakte Vaabenbraget.
Jeg gad end heller seet den Steen,
»Som truer Norges Fjender,«
Hvor over tusind Scotters Been
Den gamle Lougen rinder.
Gad seet det stærke Fredrikshald,
Paa gamle Dage tænke,
Da Carl dig maatte ved sit Fald
Udødelighed skjænke.
Ak ja! jeg gad mig tumlet der,
Paa Dovre, som ved Sarpen -
Men jeg maae blive hjemme, her
I Lyngen røre Harpen.
Farvel min norske Ven! far hen
Paa dine lette Vinger!
Men har min Harpe der en Ven
Min Hilsen Du ham bringer.