Classic Poem

Et Samlingspunkt jeg trængte til,
hvorved jeg fæste kunde,
hvad der var spredt i Livets Spil
og gaaet halvt tilgrunde.

Fra Himlen blinked Stjerner ned
med Evighedens Gaade;
da fæsted jeg med Suk derved
mit Jordlivs brustne Traade.

Og bort fra Vrimlen jeg mig sneg,
fra Livets Strid og Trængsel,
og opad jeg mod Stjernen steg
med min uhyre Længsel.

Og opad steg jeg, Trin for Trin,
i det Uendelige;
jeg raabte: „Herre luk mig ind
til dig i Lysets Rige;

Jeg kommer som en Flygtning hid,
bedrøvet og bedøvet,
men end har ikke Livets Strid
mig Guddomspræget røvet.

O luk mig, faldne Engel, ind,
fra Lysets Hjem forvildet,
før Verden plettet har mit Sind
og krænket dybt dit Billed!"

I Universets Rum jeg hang,
ej Støtte var for Foden;
jeg saae, hvor Alt i Bølgegang
sig væltede paa Kloden.

Min Haand alt efter Stjernen greb,
da vakled jeg i Svimmel,
da brast den lette Spindelvæv,
og jeg sank fra min Himmel.

Som før jeg gaar paa Jorden her,
og i det vide Fjerne
som før til mig vemodig sér
den klare Nattens Stjerne.