Classic Poem

Hvad er det, man ved Obis kolde Elv -
I Saharas Ørk med lige Iver søger?
Som, virkelig et Intet i sig selv,
Vor Lykke meer end Perus Guld forøger?
Som tifold stærkere end en Magnet
Kan tvende fjerne Legemer forene?
Og stærkere end Elektricitet
Formaaer at gjennembæve hver en gene?
Hvad er det som — skjøndt selv ej Ild — dog brænder?
Som — skjøndt det brænder — Ilden slukke kan?
Som udi Snee og Marmor Lue tænder,
Man mægter ej at slukke ud med Vand?
Skjøndt tidt det kjøbes dyrt, man det opnaaer;
Naturligviis! thi rigere man bliver:
Jo meer man skjænker bort — jo meer man faaer.
Det ender gjerne, just naar det begynder;
Den dyrekjøbte Glæde er kun kort.
Dets Død først dets Tilværelse forkynder;
Og i en Lyd det Hele svinder bort.