Classic Poem

Indhyllet i mig Selv og taus og Mørk som du
Guddommelige Nat o Yongs Veninde
Gik jeg ved Lethes Bræd — en Taare stoed endnu
uføelt — og Kold og glemmende at rinde
taus var du Natt og Mørk og bag dig tykke Sløer
Saae jeg kun Siælden røde Stierner spille
og du o Vand, hvor i det forbigange døer
Dit matte Skin forhøyede det stille -
alt knælte ieg ved Dig du dødelige Bræd
Alt smiilede Cypressernes Dryader
Alt var min Læbe vaad og alt falt Dækket need
Vor Jord forsvant bag skinnende Monader
Da kom en venlig Røst bag ved Cypresserne
igiennem Natten, naaede sang mit Øre
O for en liden tiid bliv glemt forglemmelse
thi her er noget som jeg først maa høre
Piloten — Søens Søn, naar han halv kold og Stiv
er følesløs og døv mod Venners Taarer
Da røres han endnu og gisper efter Liv,
Ved den bekiendte Lyd af Seil og Aarer