Classic Poem

Det dufter til Regn
fra rødmende Skovrosers Hegn.
Blandt Moser og Dale og Bakker
ensom jeg flakker
saa fri og saa frank og saa fro;
til Hinden ved Gjærdet
jeg raaber: Hallo!
Hallo! og den flygter forfærdet.

Hvor Hulvejen brat
danner Grændsen for Skovdybets Nat,
jeg milevidt skuer den brede
Slette dernede.
En Vogn, hvis Hjul ej er smurt,
jeg hører nu knirke;
her nikker en Urt,
og hist staar en Gruppe af Birke.

Hvor herlig og vild,
med en ensomt svajende Pil,
er den bakkede Egn! Ved Mosen
bøjer sig Rosen;
der hænger en blomstrende Tjørn
over Gravhøjens Stene;
en spajdende Ørn
svæver oppe i Skyverdnen ene.

Nu hæver sig stor
en truende Regnsky fra Nord;
dybere Mørket sig sænker,
Vinddraaben stænker;
jeg stiller mig under et Træ,
for Regnens Strømme
det yder mig Læ -
lad Himlen Sluserne tømme!

Snart stiger paany
den straalende Sol af sin Sky;
Taager som gyldene Fjelde
over den hælde:
med Farvernes funklende Spil
Regndraaberne hænge
i Solens Ild
og glimre paa Marker og Enge.

Henover jeg maa
den regnopsvulmede Aa;
mens Frøen bag Vandaxet dukker,
Liljen jeg plukker;
der vrimler af Urter og Straa,
som ikke jeg kjender,
mens Biller smaa
i hvirvlende Cirkler sig vender.

O herlige Stund!
Jeg er ung, jeg er glad, jeg er sund;
Sværmerens blodløse Fagter
dybt jeg foragter;
ikke med Verden i Strid,
fejg for min Broder,
flygter jeg hid;
jeg kun søger Naturen, min Moder.

Bruser hun vild,
eller smiler hun blomstrende mild,
mig hun paa Eng og paa Hede
volder kun Glæde,
aabner for Storhed mit Bryst,
at jeg maa smile
ad Livets Dyst
og længes i Striden at ile.