Classic Poem

Gak hen i Gethsemane,
Siæl! og see,
Hvad din JEsus megen vee
Lide maae for dine lyster,
Og i støv,
Som et løv,
Af banghed ryster.

Helveds ild og svovel-flood
For ham stood,
Døden fnyste ham imod,
Syndernes u-tallig mængde,
Som en hær,
Hannem nær
Paa livet trængde.

Hvor min JEsus seer omkring,
Ingen ting
Udi heele verdens ring,
Er med nogen trøst til rede,
JEsus maae
Ene staae
For HErrens vrede.


GUd han mod ham stiller sig,
Skrekkelig,
Skiønt han giver jammer-skrig,
Skiønt han løfter modigt øje,
Fuld af blod,
Op imod
Guds himles høje.


Trende gange han omkuld
Pine-fuld
Falder i den sorte muld,
Og, naar all hans kraft forsvinder,
Saa er det
Striden ret
Sig først indfinder.

Som i sidste aande-dræt
Man er træt,
Og da først maa stride ret,
Naar det baand, som sammen-spender
Siæl og krop,
Brister op
For dødens hænder.


Skiønt den timelige død
Honning sød
Regnes maa mod JEsu nød;
Thi GUd Fader, for at hevne,
Syndens skam,
Plaged ham
Af grummest evne.


O! forhærdet hierte, see,
Denne vee
Burde dig med rette skee;
Men at du GUds vredes hede
Kand undgaae,
Derfor maae
Din JEsus svede.

Men forundre dig ihiel,
Kiære siæl,
Hvordan kunde blodet vel
Giennem hele aarer bryde,
Da der ej
Fandtes vej
Og gang at flyde.


Under er at blodet gaaer
Uden saar;
Men min siæl det saa forstaar:
At det blod for længsels iver
Ikke vil
Bie, til
Man hul opriver.

Thi den død, han saae der stod
Os imod,
Skaar ham i hans hierte-blod,
Som af iver for os brændte,
At det brast
Ud i hast
Os hielp at hændte.


Kiærlighed i kampen gaaer,
Giør sig haard,
Agter ingen blodig saar;
Kiærlighedens fulde iver
Bryder ud,
Og sin brud
Fra satan river.


Som du og for hvad du leed,
For din sveed,
For dit blod og kierlighed,
Dette vil aldeles have,
At jeg mig
Offrer dig
Til evig gave.


Mig som ey fra haand til food
Har en good
Draabe i mit hele blood;
Saadan fuld af synd og plage,
Som jeg er,
Du begier,
Og vilt antage.

Hiertens-gierne, siæle ven,
Tag mig hen!
At jeg faaer dig selv igien;
Jeg mig kun er selv en plage,
Intet nu,
Uden du,
Mig kand behage.


Thi alt siden jeg har haft
Smag og kraft
Af min roses purpur-saft,
Saa er verdens sødest mine
Mig ej meer,
End en feer,
Ja daglig pine.

Hielp mig kun min frelsermand,
At jeg kand
Elske dig i ild og vand;
At jeg holder dig saaledes
For min skat,
At jeg plat
Af verden kedes.


Kom, min Ære! kom, min lyst!
Kom og kryst
Mig nu til dit blodigt bryst;
Det er all mit ynskes mening,
At jeg maae
Med dig staae
I sand forening.