Classic Poem

Hør Ellen, hør, ifald du vil,
stig ud paa Tømmerflaaden,
saa lægger jeg med Baaden til,
og saa gaar du i Baaden!
Sig rører ej den mindste Vind,
og alt er tyst og stille,
om lidt saa faa vi Maaneskin,
og det er ej saa silde.

Tak, Ellen, Tak! Ifald du saa
vil holde lidt til højre,
at ingen Grene skal os slaa,
og ingen Siv os tøjre.
Nu snart vil Maanen bygge Bro
og Nattens Stjerner møde,
det er jo næsten, som vi ro
i Rosenskyer røde.

Se dette skønne Aakandblad,
det mørke, brede, blanke!
Det ankrer her, og, ved du hvad,
det samme gør min Tanke,
den var paa Rejsen, var paa Vej,
men kom dog ingen Vegne,
bestandig landed den hos dig
fra alle Verdens Egne.

Og eet, kun eet min Hu staar til,
som nu saa sødt at glide
alt over Livets Bølgespil
med dig og ved din Side.
Du drager mig saa stærkt, saa ømt
som Voven disse Pile,
jeg elsker dig, og jeg har drømt,
hvad nu jeg ser dig smile.

Ja, Taaren bliver hurtig træt,
naar man er to om Graaden,
og Baaden glider mere let,
naar man er to i Baaden.
Ved hver en Vending, kan du tro,
naar gode Raad er dyre,
skal jeg nok slide, stage, ro,
og du kan gerne styre!