Classic Poem

Nu er Sæden lang og gul,
tung i Top og strunk i Straa,
og den sidste Kukmand er forlængst rejst sønderpaa.
Og nu hvæsser vi vor Le,
og saa mejer vi vort Korn,
og saa favner vi vor Kvinde under Maanens Horn.

Ja, nu letter vi vor Krop,
naar det dæmrer imod Dag,
og saa spænder vi vor Næve om den krumme Knag;
og saa segner Sæden ned
over Mejeredets Arm,
som en Kvinde langsomt synker mod sin Bejlers Barm.

Frøen mister nu sin Fred,
se, han springer for mit Blad,
og det samme gjør nok Ræven hist, den røde Rad
Han, som la' sin Røverborg
frækt i Vangen mod min Gaard,
har nu sidste Gang smagt Kyllingsteg i dette Aar.

Saa du Haren Diget sprang,
bange for mit Mejeréd,
mens den blinde Muldvarp borer sig lidt læng're ned.
Lange Skridt gi'r brede Skaar,
opad med din Hjøleknag!
Solen vejrer; Mynten krydrer Marken for og bag.

Staalet synger, Suset gaar,
Klinten kildrer Pigens Knæ,
hvor i Vipper sødt hun tripper bag min Le i Læ;
Krattens Tand gjør Hop paa Hop,
Neget snøres med et Stød;
Pigens Kinder blusser som en Sky mod Aften rød.

Før vi atter ta'r et Tørn
faar den tørre Hals et Klunk,
hist hvor Hunden Plads har funden mod den gule Dunk.
Melmadstejnen — frem med den!
Saa bli'r Hunden himmelglad,
faar for lang og trofast Vogten en Bid Pølsemad.

Saa i Gang med sidste Kvart
under Klang og stærke Skridt;
nu mod Aften maa de sløve Leer stryges tidt.
Og saa dufter der saa tungt
rundenom af Høstens Skat,
mens paa Himlen lange Skyer gaar med Bud om Nat.

Og saa runger Klokkens Malm
over slagne Enge ud,
og saa trækker Hyrdepigen hjem med Ko og Stud.
Men vi hvæsser, og vi slaar,
indtil Maanen stiger bleg;
og saa kysser vi vor Pige paa det sidste Neg.