Classic Poem

Hvor skal jeg søge Sandhed, hvor?
Jeg sér kun lutter vilde Spor!
En mener saa, en Anden saa -
men hvor er Vejen, jeg skal gaa?

Jeg gjennemblader Bog for Bog,
men bliver ikke mere klog;
jeg banker paa den Lærdes Dør
og gaar forvirret mér end før.

Saa kommer der en Daareflok,
hver med sin egen Maalestok;
hver vil mig støbe i sin Form,
En til en Gud og En til Orm."

Saa klager Du, og paa dit Sind
hver Tvivlens Djævel stormer ind,
til, husvild i dit eget Bryst,
Du drukner Dig i Verdens Lyst.

Forsag ej, Broder: vær Dig selv!
Og saa for Hobens Dom ej skjælv.
Trods hver en fin, spidsfindig Røst,
tro paa Guds Stemme i dit Bryst!

O, den er let at skille fra
Forfængeligheds tomme Ja
paa Ønskets Spørgsmaal; den har Klang
som Himmeriges Englesang.

Den toner i den tause Nat,
naar Du af Verden staar forladt,
naar Du er, saaret og miskjendt,
hjem til dit stille Kammer vendt.

Den kalder Dig med Sandheds Røst
fra Dybet af dit eget Bryst,
den er din Engel; uden den
er Du et Blad for Vinden, Ven!

Ved den jeg vil mig holde fast
i Livets vilde Bølgekast!
Om hele Verden raabte Nej,
jeg fulgte dog min Engels Vej!