Classic Poem

Hans Haar var Snee, hans Ryg var bøiet,
Hans Knæ var skjælvende, var mat,
Og Sjælens Straaler gjennem Øiet
Knap trængte ud fra Kummers Nat.
Det var i Høst; — og Bøgeskoven
Alt farved guult sit Bladetelt;
Han stod paa Klinten der, hvor Voven
Opskummer høit fra store Belt.
Jagthornet lød fra stille Dale,
Mildt straalte Himlens Aftenskin,
Men tolked ei den mørke Tale,
Som stod indgravet paa hans Kind.
Der laae et Væv af Sorgens Traade
Med Smertens Islæt for hans Blik,
Og fra hans Ansigts dybe Gaade
Kun Fortids Dæmmerlys fremgik.


II.

Før bar han stolt tre Kroners Smykke,
Men Landets hjelmbedækte Slægt
I Støv hans Hoved monne trykke
Formasteligt med Hovmods Vægt. -
Naar Bonden lægger Sæd i Jorden,
Han høster Guld af Jordens Skjød;
Men denne Sæd et Træ er vorden,
Skjoldbaarnes Skræk, og Frugten Død.
Brat Herremandens Kinder blegned,
Naar Drotten mælte Vredens Ord,
Død og Fordærvelse var tegnet
Paa Adelsskjold, hvor han fremfoer.
Men Bonden, — tryg til Ploven støttet, -
Paa ham kun stoled, og paa Gud.
Taknemlig, tro han Spaden bytted
Med Sværdet paa hans Herrebud. -
En Søn af tvende Aldre var han;
Han stod, hvor Skranken just blev lukt,
Og Mørkets bittre Kampe bar han,
Men høsted ikke Lysets Frugt.


III.

Hvo var hans Ven? — vi veed det ikke!
Han eensom gik den steile Sti;
Og venneløs han maatte drikke,
Hvad Sorg og Fryd ham skjenked i.
Hans Kjærlighed? Det var en Due,
Et Duenavn, et Duesind,
Den flagred ned fra Himlens Bue,
Og kurred ømt ved Thronens Trin.
Hver Elskovstale fra den Hulde
Bar Mildheds Frugter i hans Barm,
Og ofte smelted Hjertets Kulde
For Øiets Foraarsstraale varm.
Men Verdens Hovmod avler Smerte
Med Moderen, som hedder Had;
De lokked Duen fra hans Hjerte,
Og Gift — var deres Lokkemad.


IV.

Landflygtig blev han. Fra hans Hoved
Med troløs Haand de stolte Folk
Tre Kroner frækt at styrte voved,
Og hvæssed Oprørs Sværd og Dolk.
Landflygtig blev han; — men den vilde
Omflakken læged dog eet Savn:
Thi Venskab vaagned, — ak, forsilde!
Det førte ei til Fredens Havn.
Vel saae han tusind Fiender blegne,
Det kjøbtes dyrt med trofast Blod,
Thi ogsaa Venner saae han segne, -
Snart ene han tilbage stod.


V.

Et Fængsel blev hans Huus. Med Rænker
Man slog hans Arm i stærke Baand;
Og denne Bolig, disse Lænker
Dem fik han af en Frændes Haand.
Ei saae han Nattens Øie skinne,
Ei Engens Farveharmonie,
Og Blomstens Duft med Vaarens Vinde
Gik Fængslets kolde Muur forbi.
Uhørte slynged sine Vover
Mod Øens Kyst det friske Hav,
Og Lærken uhørt qviddred over
Den Levendes forladte Grav.
Hans Qval ei smelted Frændens Hjerte,
Men Stenen paa hans Fængselsbord, -
Det kolde Marmor, — følte Smerte,
Og bærer end sin Medynks Spor.


VI.

Hans Haar var Snee, hans Ryg var bøiet,
Hans Knæ var skjælvende, var mat;
Dog var han fri, ei længer Øiet
Sløvt stirred ud i Fængselsnat.
Imellem Skovens Bøgestammer
Han vandred sværmende og blid,
Han gik og drømte om sin Jammer,
En Skygge fra en svunden Tid.
Jagthornet lød fra stille Dale,
Mildt straaled Himlens Aftenskjær;
Da vendte han sin Veemodstale
Til Vogteren, som stod ham nær:
„Min kongelige Ven alt sover?
Snart skal jeg trætte sove med!
Frigjort min Skygge snart didover
Skal svæve til en salig Fred!"