Melkepigen

Hun var en lille, fattig Een,
Men Rosenrød, hvid som en Lilie,
Og rendte over Markens Tillie
Paa to utroligt nette Been;
De fine, bøielige Hænder
Sig slutted til en fyldig Arm,
Og Læben røbed purpurvarm
En Rad af perlehvide Tænder.

Hun fra sin Huusbonds Bo hver dag
Til Byen bragte Melk og Fløde,
Og Alle hende kom i møde
Med Venlighed og Velbehag;
Thi, kom hun ind i Gadestimlen,
Hun som en lille, smidig Snog
Sig snoede siirligt med sit Aag
Paa Skuldren let igjennem Vrimlen.

Naar hendes klare Stemme lød,
Og man fik eet af hendes Blikke,
Saa tvivled man aldeles ikke,
At Melken jo var feed og sød;
Saa solgte hun da væk for Fode
Og tømte dagligt sine Kar;
At kjøbe Melk hos hende var
I Byen næsten blevet Mode.

I Klæder var hun flot og fiin,
Med høirød Bul, med Sølverkjede,
Med Skjørtet blaat, med Baand saa brede,
Med Perlesnor og Kniplingsliin;
Med Sølvlaas hun sit Livbaand spændte;
Men naar man saa sig tænkte om,
Hvorfra dog al den Stads vel kom?
Den Rigdomskolde Ingen kjendte.

Begribeligt det er og vist,
At mangen Svend paa hende tænkte;
Af Beilere hun fik en Mængde,
Og tog en Liutenant saa til sidst.
At han var een af de honette,
Med Hjertet paa det rette Sted,
Smækfuldt af Mod og Kjærlighed,
Det bør med Sandhed jeg berette.

Engang spadsered begge to
Just paa den Vei, som hun saa ofte
Var vandret i sin Bondekofte,
Da hun bar Melk fra Bondens Bo.
Nu gik i Fløil den unge Frue,
Med Parasol, med Hat og Slør,
Men ak! ei nær saa skjøn, som før
I Vadmelsskjørt og Liin og Hue.

Da kom de netop til et Sted,
Hvor tæt ved Stien var en lille,
Fuldtspringende og vever Kilde,
Som Tidt hun havde hvilet ved.
Den sendte sine Straaler klare
Saa kjækt ud mellem Græs og Qvist,
Som var den sig en Sag bevidst,
Den havde Lyst at aabenbare.

Hun standsed, slap sin Herres Arm
Og strakte ud sin Haand den lille,
Begeistret mod den rige Kilde,
Mens Kinden blussed rød og varm.
Hun rørt paa Hjertet Haanden lagde,
I Øiet stod en Taare blank,
Og mens den heed i Kilden sank,
Med skjelmske Smiil om Mund hun Sagde:

'Du var min Ven, o, Kilde klar!
Jeg mindes vil i hele Livet,
Hvad mig din Gavmildhed har givet,
Du er mig evig dyrebar!
Du lod mig kaste Skjørt og Hue,
Som ved et yndigt Tryllespil
Din Rigdom har jo gjort mig til
En Liutnants lykkelige Frue!'

Rate this poem: 

Reviews

No reviews yet.