Classic Poem

Min eneste, egen Veninde,
du stolteste Kvinde
jeg havde kær!
— kunde du ikke mig binde,
jeg ikke dig,
... aa, Hjærtenskær!
min eneste, egen Veninde!

Et Blad — det falder mod Mulde,
Høstnætters Kulde
fejer det ned,
... vi leved Lykken tilfulde,
drak af dens Blod,
— blæstes af Led,
vidste blot ikke, vi skulde.

Hjærtet drømmer saa stille,
alt, hvad det vilde,
blegner engang;
tusinde Strænge spille,
og du forsvandt,
— en anden Sang
spandt sødt sin Trækfugletrille.

Fugl slaar op over Skove,
tør alting vove
for Solskins Skyld,
— blot ikke den Time sove,
hvor den Drøm gror,
da bag Blomsterhyld
dit Hjærte skrev mit dets Love.