Classic Poem

Han maa slet ikke tænke,
Jeg ændser hans Jalousie!
Min Frihed skal ei lænke,
Hvad intet Ondt er i.

Jeg elsker ham — det veed han -
Saa maa han være glad.
Gav nu jeg efter, saa leed han,
Hvordan jeg saa bar mig ad! -

Høit hæves man jo og stiger
I Pagt med slig en Aand;
Hvad Folk og Verden siger,
Jeg agter ei for et Baand;

Begeistring løser Baandet,
Den maa sig tale ud!
Jeg er som gjennemaandet,
Som greben af en Gud!

Og hvilken Kraft udtaler
Sig ei i hvert hans Værk!
Ja, han med Sjælen maler,
Med Sjælen, høi og stærk.

Og hvor elskeligt et Hjerte!
Saa dybt, saa rigt, saa ømt!
Det rummer en Verdens Smerte
Og har en Himmel drømt.

Og han — han vil mig male!
Det har han lovet jo?
Og vi kan sammen tale
Alene og i Ro!"

Hun hvisked: „Det har han lovet!"
Og med smilende Mund
Hun lagde det skjønne Hoved
Til det sødeste Blund.