Classic Poem

Højt paa Pyrenæers Fjælde
Red vi over Sky med Sejr.
Maurers Skat, vi vandt med Vælde,
Fulgte Hæren med vor Lejr.

Ved den store Kejsers Side
Holger red med Bannerstang.
Lystigt under Bjærgelide
Neden for os Roland sang.

Ved de sorte Fjældes Huler
Nys vi red ham glad forbi;
Der han vented Byttets Muler
Paa den snævre Klippesti.

Muler krøb lig Myrer sorte
I de dybe Dales Tragt;
Der, ved tvende Rigers Porte,
Ridderskabets Flor holdt Vagt.

Længe Roland blev tilbage
I det mørke Ronceval.
Skyen fløj som skumle Drage
Over mørke Klippers Dal.

Ej Carolus aned Fare;
Tryg den høje Kejser lo.
Under lette Ridderskare
Klapred muntre Hingstes Sko.

Dæmpet lød der fjerne Toner
Bag de sorte Klippers Hegn.
Var det vilde Bjærg-Vaskoner?
Var det falske Maurers Tegn?

Gavalon, fuldsnild og kløgtig,
Vist Kejserhæren Vej.
Han i Fyrsteraad var dygtig;
Jævningsnavn han bar dog ej.

Gavalon med skarpe Blikke
Red min store Kejser næst.
Gavalon jeg troede ikke:
Han var Maurerkongens Gæst.

Nys han kom med Guld og Slaver
Fra de overvundnes Stad.
Rigt behængt med Fjendegaver.
Han paa Maurerhingsten sad.

Fra de vilde Baskers Stammer
Bar han ydmyg Fredens Gren;
Men jeg skimted Hadets Flammer
I hans hule Øjesten.

Frem vi red, og tit jeg lytted:
Længst forstummed Rolands Sang;
Toget saa jeg ej med Byttet.
Dybt et Horn fra Dalen klang.

„Herre Kejser! Roland kalder" -
Gavalon dog listig lo:
„Er det Rolands Horn, der gjalder.
Er hans unge Hjerte fro."

Tryg den store Kejser nikked.
Frem vi red. — Paa ny det klang.
Blodet mig i Hjernen prikked;
Brynjens stærke Ringe sprang.

„Roland kalder, Herre Kejser!
Hør, han ryster Fjældets Mur!"
Gavalon helt trodsig knejser:
„Roland leger kun med Lur."

Frem vi red. — Jeg lytted længe.
Stum jeg knuged Banrets Stang;
Blodet vilde Brystet sprænge.
Roland blæste tredje Gang.

Det genlød fra Klippemuren
Som en Røst fra Gravens Skød,
Som han gennem Fjældnaturen
Aanded Varslet om sin Død.

Brat vi vore Hingste vendte;
Ned mod Ronceval vi for.
Sværdet os i Haanden brændte;
Ingen mæled mer et Ord.

Gavalon kun blev tilbage;
Over ham min Ganger sprang.
Aldrig red jeg Hest saa fage,
Aldrig blev min Vej saa lang.

Tit det klang, som Torden ruller,
Der hvor Roland havde kaldt.
Tit vi hørte hule Bulder,
Som de haarde Klipper faldt.

Røverfolkets vilde Vrimle
Laa i skyhøj Kløft paa Lur.
Hære hang lig Rovfuglstimle
Paa de sorte Fjældes Mur.

Ned fra Klippetaarne høje
Rulled Sten som Hagl fra Sky.
Dagen sortned for vort Øje;
Frem vi for i Brag og Gny.

Aldrig glemmer jeg den Jammer,
Da vi naaede Ronceval:
Slukt var Heltelivets Flammer
I de sorte Klippers Dal.

Lukt var Bispens strenge Øje,
Stum hver Jævnings Høvdingerøst.
Bleg laa mellem Venner høje
Oliver med knuset Bryst.

Dybt begravet under Stene
Laa den halve Kejserhær.
Mellem tvende Klipper ene
Roland laa med Horn og Sværd.

Haanden sig om Sværdet krummed;
Hornet holdt endnu han fast:
Før dets sidste Klang forstummed,
Aaren i hans Pande brast.

Stum den store Kejser blegned;
Alle grued, som det saa.
Ned blandt Lig Carolus segned;
Bleg ved Rolands Bryst han laa.

— Synker Sol, og stiger Maane
Over Fjæld og Sø og Dal,
End jeg ser min Kejser daane
Mellem Lig paa Ronceval.

Der, hvor gennem mørke Dale
Kilden sprang fra Bjærgets Bryst,
Vakte jeg hans Sjæl af Dvale,
Hørte jeg hans Kæmperøst.

„Hvor er Roland! — brast min Lykke!
Hvor er Helteskaren stor!
Hvor er Verdenstronens Smykke!
Hvor er Ridderskabets Flor!

„Hvor er eders Høvdingsstave,
Samson! Oliver! Gerin!
Hvor er alle mine brave!
Hvor er Wolter og Turpin!"

„Ingen mer sit Hoved rejser"
— Mæled jeg fuldmørk i Hu -
„De er faldne, Herre Kejser!
Hævnet er de ej endnu."

Fast han knuged flad min Handske,
Og jeg blussed ved hans Ord:
„Hævn, ja Hævn! — Med Holger Danske
Dør først Ridderskabets Flor."

— Brat Vaskoners vilde Hære
Styrted ned til Rov paa Val.
Roland hævned vi med Ære:
Ronceval blev Hævnens Dal.

Der blev Brag ved Klippemuren;
Der lød Bulder gennem Dal.
Sværdet klang; men stum var Luren -
Roland tav paa Ronceval.

Fra min store Kejsers Side
Veg ej Holger Danskes Fod.
Der blev tavst ved Midnatstide;
Maanen spejled sig i Blod.

Dalens Sø laa fjældomgærdet;
Baskerhæren saa vi dø:
De, som ej laa knust for Sværdet,
Styrted i den sorte Sø.