Classic Poem

Du er Cederens Søster, min Brud fra Libanons Høie!
Du er skjøn i din Høihed, som Bjerget, hvor Kongerne sad.
Min Sjæl har dig kjær, som Jerusalems herlige Stad -
Men forfærdelig lyner et Cherubsværd i dit Øie.

Vend dem bort disse Øine, med Ild og Sværdenes Flammer!
Vend dem bort disse Lynenes Blik! de forvirre min Sjæl.
Opvarmed du Øglen, som saared den Deiliges Hæl?
Har du favnet den Slange, hvis Favntag knuser med Jammer?

O! din Sjæl har ei drømt om Naturens lønlige Kræfter;
Dit uskyldige Blik har ei stirret paa Gaadernes Skrift;
Du kjender ei Kilden til Øglens og Slangernes Gift;
Og hvi Ørnen nedstyrter fra Sky, du forsker ei efter.

Jeg har drukket af Giften med Skum fra Glemselens Strømme;
Jeg har lædsket min brændende Tørst i en flammende Flod.
Din Ørn fløi mod Sol, men nedstyrted i brændende Sod -
Jeg har favnet Gehenna med Qval i Sollivets Drømme.

Har du hørt om din Elskedes Liv blandt Dronningers Vrimmel?
Har du hørt om den Viisdom, der styrted i Daarskabens Favn?
I Vanviddets Verdner var grændseløs Tomhed og Savn;
Men min Sjæl kun er een, og min Sol kun een paa min Himmel.

Og kun Een har jeg elsket, naar Tanken blev i min Hjerne:
Kun paa dig har jeg tænkt, naar jeg vidste hvor Sjælen henfløi.
I Flammernes Strøm har jeg drømt om din Viinrankehøi;
Mellem Ildkuglers Sværm var du kun min Kjærligheds Stjerne.

Du er deilig som Maanen, min Brud fra Libanons Høie!
Du er reen som den himmelske Sol, der bortfoer i min Drøm.
Min Sjæl har dig kjær; den opdukker af Glemselens Strøm -
Men forfærdelig lyner et Cherubsværd i dit Øie.