Sejersfesten i Zaragosa
Zaragoza saa jeg prange
Med de røde Taarnes Pragt.
Maurerslottets Buegange
Genlød af de Kristnes Sange.
Ridderskabets Flor holdt Vagt.
Der var Sejersfest i Staden;
Stenpaladser var vor Lejr.
Blomster faldt som Sne paa Gaden;
Tæpper pryded Slotsarkaden.
Blege Maurer saa vor Sejr.
Der, hvor Ebros Strøm sig kruser
Under Marmorborgens Fod,
Der, hvor Dag og Nat det bruser,
Vandspring højt i Hallen suser,
Der min store Kejser stod.
Gennem Guldorangers Haver
Blaamænd til Paladset gik.
Sorte skønne bragte Gaver;
Konger bøjed Knæ som Slaver
For den store Kejsers Blik.
Ved hans Side stod hans Frænder,
Hine tolv med Jævningsnavn.
Verden deres Navne kender;
De var Holger Danskes Venner:
Alle tog de mig i Favn.
Spaniens Døtre os bekransed.
Rolands Horn fik lystig Klang;
Sejersglæden kun han sansed.
I den høje Sal vi dansed,
Hvor de friske Vande sprang.
Aldrig glemmer jeg hin Gammen
I de stolte Maurers Hal.
Sidste Gang ved Fakkelflammen
Saa mit Øje glad tilsammen
Dem, som faldt paa Ronceval.
Reviews
No reviews yet.