Skip to main content
Author

Naar Solen vækker mig til Dagens Sysler,
Naar upaaklædt jeg sidder ved mit Bord,
Og mellem gamle Folianter nysler,
Og tømmer deres Viisdom, som man troer;

Naar, med Donat og Fibelbret i Haanden,
Jeg sidder mellem haabefulde to,
Og ikke sielden, ivrigen i Aanden,
Giør Salomon af Klaus, som nogle troe;

Naar midt i Musers Tempel, med en Mine,
Sig Kato selv ei skulde skammet ved,
Blandt Phoebi Børn jeg synes Mening pine
Af Ord, som min Decanus standser ved -

Naar stundom mellem stive Cavallerer,
Blandt Damer ved en gunstig Herres Bord,
Jeg allerydmygst vittig amuserer
Den naadige Forsamling, som man troer -

Naar paa min vante Plads i Høresalen
Jeg stirrer paa Cathedrets Clinias
Og lytter, troer han, som paa Nattergalen
Til hans pedantisk declamerte Fjas -

Naar mellem Hvisken, Hosten, Støien, Grinen,
Paa Whigs Concert jeg een og anden Gang
Beundrer Torrys Greb paa Fiolinen,
Og smelter, som man troer, ved Lollis Sang -

Naar ikke blot til Lyst jeg paa Parterre
Maa grædende Crispin, som Doctor, see;
Og Odins Søn, og Thor, den gamle Herre,
Hvor nødig jeg end vilde det, belee -

Hvor vilde da Kiedsommeligheds Pine
Mig giøre Tidens Gang utaalelig!
Hvis jeg ei tænkte kun paa dig, Seline!
Hvis overalt min Siel var ei hos dig.

Rate this poem
No votes yet