Classic Poem

Alle de voksende Skygger
Har vævet sig sammen til en,
Ensom paa Himmelen lyser
En Stjerne saa straalende ren,
Skyerne have saa tunge Drømme,
Blomsternes Øjne i Duggraad svømme,
Underligt Aftenvinden
Suser i Linden.

Slumrer du sødt nu dernede,
Du Herlige, Asali min,
Eller omslutter nu Kisten
Kun snehvide Dødningelin?
Ligger du her under Jord i Dvale,
Eller er hist du i Himlens Sale?
Sikkert sidder jeg ene,
Fjernt fra dig, Rene!

Sørgelig blev mig min Skjæbne,
Saalidet kun Lykken mig gav,
Hver Gang paa Livet jeg haabed',
Den gravede Haabet en Grav;
Vilde den nu dog mig Livet røve,
Førend jeg Vanviddets Nat faar prøve;
Lykke, mig læg, du hulde,
Snart under Mulde!

Findes der Himmel og Helved,
Du glædes i Himmerigs Sal,
Mig vil da Guddommen give
Vel Helvedes dybeste Kval;
Helved han har mig paa Jorden givet,
Jordeliv vorder kun Helvedslivet,
Dig skal jeg aldrig favne,
Evigen savne.

Kunde, — den Draabe tilbage
Af Haabets Hav ene jeg har, -
Døden til Intet mig gjøre,
O Dødsstund, hvor var du dog klar!
Maatte min Aand som et Sus fra en Vinge,
Som en hendøende Røst bortklinge
Intet som Indhold favne,
Intet mer savne!