Din Qvindes Skiærs-Ild var dit Helved alle Dage,
Din Qvindes Mund-Veyr var dit Øres haarde Plage,
Din Qvindes Spring-Vand var dit Hoveds hvase Tvæt,
Nu har den tunge Jord dog giort din Byrde læt.

Min Brude-Seng blev reedt i Muld,
Foruden Bryllups-Gilde;
Thi Døden slog mig selv omkuld,
Da ingen anden vilde.

Han var en Drot i Kunstens Rige.
Hans Herredom sig strakte lige
Fra 'Hakon Jarl' og ned til 'Saft'.
Lod han os le, lod han os græde,
Da var det Kunst, vi saa fremtræde
I Pagt med Sandhed, Vid og Kraft.

Som Helt for Melpomenes Dolk
Man ofte saae Dig uskadt bløde;
Men da Du kom blandt Skikkelige Folk
Du følte fremmed Dig og døde!

Oprigtig Herrens Frygt foruden Svig og Sminke,
Reen Ærlighed, som ey kan hinke,
Retsindig Nidkiærhed for Siælis rette Vel,
De gave ham det Navn, som Falskhed ey skal sværte:
Han var en ret Nathanael,
En from Guds Mand i Sind og Hierte.

Min Kone findes her nedlagt til Jord og Muld,
Af reen Gudfrygtighed og Sande dyder fuld;
Hun elskte næst sin Gud mig inderlig i Livet,
Thi har hand hende nu sin Deel i Himlen givet.
Lev ævig, ævig vel, min dyderige Kone,
Gud samler os igien for Lammets Stoel og Throne.

Gak Læser, og betragt din egen Død og Grav,
Gak frem paa Livets Vei ved Troens visse Stav.
Din Tid har Vinger paa, den flyver dog saa fage,
Og søg den Evighed, som Himlen har tilbage.

Gak Læser, og betragt din egen Død og Grav,
Gak frem paa Livets Vei ved Troens visse Stav.
Din Tid har Vinger paa, den flyver dog saa fage,
Og søg den Evighed, som Himlen har tilbage.

paa Skuespiller Carl Winsløws Gravsten
paa Assistens Kirkegaard


Ludvig den Ellevtes Aand fremmanede han fra de Døde;
Ak, men hans straalende Liv sank i den aabnede Grav.

By embracing death, the comer has come to Thy lap,
Having forsaken all, he lie’s Thy grasp,
Why not to rest in Thy fold, O Grave!,
I have got thee, for my life’s mishap.