Classic Poem

Adam gik i frydens lund
Hele verden at regiere,
Gud vil ham dog give meere,
Derfor faldt han i en blund,
Herren vilde nu beskikke
Egteskabets høye sag,
Adam sov og vidste ikke,
At det var hans bryllups dag.


Skabelsen var nu alt skeet,
Hængte sammen som en kiæde,
Alle engler deres glæde
Havde i Guds gierning seet,
Dog var et endnu tilbage,
Som var vigtigt, høyt og stort.
Adam havde ingen mage,
Dette blev saaledes giort.


Gud ved sin den stærke haand
Greeb hen ind ved Adams hierte,
Dette grib var ey til smerte,
Men at knytte egte-baand,
Adam derved intet tabte,
At Gud tog hans ribbeen ud,
Thi deraf vor Herre skabte
Ham en himmel-pyntet bruud.


Adam vaagned op, og saae
Ud af første søvne-taage,
Saae sin Gud for sig at vaage,
Mens han i sin slumme laae,
Saae, at Gud ved haanden førde
Denne jomfrue til ham hen,
Det hans hiertens grund oprørde
Til at prise Gud igien.

Hvad han fandt i Gud for roe,
Saadan himmel-sindet mage
Af Guds egen haand at tage,
Kand man nu vel aldrig troe,
Her var ingen syndig brynde
Som det pleyer nu at gaae,
Men Guds liflighed og ynde
Begge ud af øyne saae.


Her var ingen brude-krands,
Som man pleyer nu at bære
(Got naar det kun skeer med ære)
Her var dydens fulde glands,
Her var intet blomster nødigt
Til at strøe for brudens trin,
Natte-lyys er overflødigt
Ved det klare solens skin.


I Uskyldighedens pragt,
Med en reen og engle-mine
Disse med hverandre trine
I en hellig egte-pagt,
Herren føyer dem tilsammen
Ved sit eget Guddoms ord,
Der blev svaret Amen! Amen!
I det blide engle-koor.


Dermed gik det engle-par,
Som det ente[n] skulde stige
Hvert minut til him[m]erige,
Eller snart i himlen var,
Eden var med himlen blandet,
I saa sød en høytids roe,
Gud allene, intet andet,
Søgte disse begge to.


Den befalning Adam fik,
Det forbudne ey at æde,
Det var deres lyst og glæde
Ord og anslag, hvor de gik,
Det var deres lyst at kunde
Være troe i denne post,
Ney de vilde ingenlunde
Smage den forbudne kost.


Der var ellers nok at faae,
Paradiis var fuldt af glæde,
Nok at lugte, nok at æde,
Nok at see og høre paa,
Vilde Gud dem end forbyde
Alt hvad de i verden saae,
Kunde de ham selv kun nyde,
Maatte alt det andet gaae.


Men hvad skal vi tænke, naar
Man vil derimod afmale
Vore tiders bryllups sale
Som det meest i verden gaar,
Naar med idel fylderier
Egte-skabet vies ind,
Denne sathans glæde svier
Ind i alle frommes sind.


O hvor stoor er dog den pragt,
Roos og priis for egtestanden,
At Gud selv, og ingen anden,
Haver dertil grundvold lagt,
Lidde egteskabet siden
Skiønt af slangen stor fortræd,
Fik det dog sin glands med tiden
Af den ædle qvindens sæd.


Men i sandhed standen maae
Uden Jesu ey begyndes,
Om hun af vor Gud skal yndes.
Hans velsignelse at faae,
Syndens lyst maa intet stifte,
Dette søde bliver suurt,
Sig at gifte kand forgifte
Egte-skabets Helbreds urt.


I, som da i egtestand
Leve, eller leve vilde,
Renser eders hierters kilde
Fra de raadne lysters vand,
Gud vil selv aldeles være
Med i denne høye sag,
Deraf har hun all sin ære
Brude-parrets æres dag.


O en vigtig sag, som dog
Af de fleeste ey betænkes
Som saa gierne sammen lenkes
Til at gaae i syndens aag.
Hvad for fliid kand der formodes
Til en salig børne-tugt,
Naar der plantes kun og podes
Til at bære syndens frugt.


Standen i sig selv er good;
Men det kommer an paa Maaden,
Kierlighed til Gud og Naaden
Er den rette egte-rood,
Himmel-sindede personer
Favne Gud i bøn og troe,
Det betyder ærens kroner,
Og en evig samlings roe.