Classic Poem

Barndoms Lyst og Barndoms Smerte
som en Taage svinder hen;
tidlig trænger Barnets Hjerte
dog til ligeaarig Ven.
Tomme er' udelte Glæder,
beest den Graad, Men ene græder,
Livet øde uden Ven.

Andre Sorger, andre Glæder
rive muntre Yngling hen;
Elskovs mange Bitterheder
lindres deelte af en Ven;
selv den elskte Lykkelige
maa en Ven sin Lykke sige,
hvis han ret skal nyde den.

men Ungdoms Sorg er Glæde
mod den Lod, som forestaaer;
Dagens Byrde, Dagens Hede
føles først i Manddoms Aar.
Men hvad Modgang, Sorg og Møie
magte vel den Mand at Bøie,
ved hvis Side Venskab gaaer?

Tung paa trætte Olding hviler
Alderdommens kolde Haand;
o, men ogsaa ham tilsmiler
Venskab, Kraft og Mod og Aand.
I jævnaarig Kreds oprinde
med forgangne Dages Minde
Gjenskin af de Dages Aand.

Du, som gav vor Barndom Glæde,
du, vor muntre Ungdoms Lyst,
du, vor raske Manddoms Hæder,
bliv vor svage Ældes Trøst!
Venskab! sank os da, at drage
Minder af din Vaar tilbage
og fornye dens skyldfri Lyst!