Classic Poem

De gode Gamle sang saa tit
om Letheflod,
at hvo, som deraf smagte lidt,
han blev hver Sorg og Grille qvit,
og ofte fik jeg Appetit
til denne Flod.
Jeg vidste ikke, hvor den laae,
jeg ellers did var gaaet paa
min Fod.

Jeg pønsed' tit paa denne Tant
ved et Glas Viin;
men efterhaands, som Vinen randt,
hver Smerte og hver Grille svandt,
i Druens ædle Saft jeg fandt
min Medicin.
Og nu jeg i den Grille stod,
at hine Gamles Letheflod
var Viin.

Men nu jeg grant indseer og veed,
den var det ei;
der druknede ei blot Fortræd,
men alle Livets Glæder med,
ja Venskab selv og Kjærlighed
gik samme Vei.
Mon nogen uden Tyrken maa
vel sige Vinen saadant paa,
Ih nei !

Her spiller Viin paa gladen Bord,
al Sorg svandt hen;
men dobbelt Fryd og Venskab groer,
og slog end Evan os til Jord,
en Skaal blev dog vort sidste Ord
for gammel Ven,
og heldende udstammed' hver:
vær længe lykkelig og vær
vor Ven !