De tvende Kilder

Et romersk Sagn for min Tanke staaer:
Enhver, som i Midnatsstunden
Med Tro i Hjertet til Trevi gaaer
Og fører dens Vand til Munden,
Han skal, saa vide han farer om,
Ja, var det til Nordpolens Strande
Dog længes efter det deilige Rom
Og Trevis hviskende Vande.
Han skal ved Morgen og sént i Kveld,
I Vintrens og Sommerens Dage,
Dog mærke i Sjælens inderste Væld
En Kraft, som maner tilbage.
En Magt, der lokker med lønlig Røst,
En Røst, der kalder og klager,
En bævende Længsel dybt i hans Bryst,
Som atter mod Roma drager.
Han kan ei glemme den evige Stad,
Hvor Skjønhedsstraalerne strømme,
Hvor Gjerningen pares med Drømme,
Hvor Nuet løfter ham fuglefri,
Mens Fortidens mægtige Minder
Nynner en alvorsfuld Melodi
Om Tiden, som løser og binder.
Og er han ei en usalig Mand,
Som svigtes og vrages af Lykken,
Da skuer han atter Italiens Land
Og hviler i Laurbærskyggen;
Da drømmer han atter med Fryd en Gang
Hin Drøm fra sin Ungdoms Dage,
Han lytter igjen til Sphinxens Sang
Og til Antikkens Klage.
Du klare Fontane med Perlens Pragt,
Du boblende, skummende Trevi,
Du kjølige Nymphe i Sølvmorsdragt,
Som vækker Længsel, en evig!
Vel lytted jeg tidt til din lokkende Sang
Ved Dag og i Natten, den silde,
Dog lærte mig Livets vexlende Gang
En dybere rindende kilde.
Den bruser dybt i hvert Menneskebryst,
Men dybest dog hos en Kvinde.
Den taler om Længsel, om Savn og Lyst
Saa lifligt som Vaarens Vinde;
Den klinger dæmpet som Aanders Sang,
Den kalder, klager og daarer,
Og bryder den synligt fremen Gang,
Da kalder Verden den Taarer.
Som Trevi, der kommer fra Bjergenes Schacht
Og klares i Jordens Indre,
Saa eier det Væld en unævnelig Magt
Til Menneskesjælen at lindre;
Men Ve den Mand, som i lønlig Stund
Har speidet dets lønlige Veie,
Og kjølet ved det sin brændende Mund,
Hvis ei han det fanger i Eie.
Han hviler aldrig, han har ei fred
For Længslens urolige Bølge,
Han kan ei mane de Skygger ned,
Som stedse hans Fodspor følge;
Og kaster han sig med Fortvivlelsens Magt
I Verdens larmende Skare,
Han og hans Sorg har sluttet en Pagt,
Som gjennem Livet skal vare.

Rate this poem: 

Reviews

No reviews yet.