Classic Poem

De to Forliebtes Død Bubona gik til Hierte,
Gudinden hørte an sligt Sørge-Spil med Smerte.
Hun sagde: Daphnes Hiord jo mist har all sin Zir.
Hvad hindrer mig, at jeg dem anden Skabning gir?
Hvad har det ædle Par dog giort? hvad er dets Brøde?
Skal de til Fiskene i Aaen blive Føde?
Ney, jeg vil give dem ny Siel, nyt Liv og Blod.
Men Guderne med Bus kun ene sligt tillod.
De vare begge vel af Skovens Guder ynded;
Men som Boeidion mod Himlen havde syndet,
I det hun øsed ud mod Skiebnen bittre Ord,
Saa hendes Navn til Straf blev rødded ud paa Jord.
Men Bus i Mands Gestalt flød op ved Aaens Bredde,
Man ham behændig saae paa hvide Sand at træde,
Hvert Forbeen blev til Arm, Haar blev til skiære Hud,
Bagbeene brededes i folded Buxer ud,
Af Liv og Krop blev kun igien en liden Stumpe,
Og meer end halve Rygg forvandledes til Rumpe.
Han løb fra Skovens Hiord, forglemmende sin Brud.
Dens Afkom har sig vit i Verden spredet ud,
Den største Deel sig i Batavia sat neder;
Saa kaldtes Landet før, men nu det Holland heeder.
Man seer dem lidt paa Land, men mest paa Søe og Aae.
Stam-Faderen de fast i alting slægte paa;
Thi gierne, naar man om et Oxe-Stykke hører,
Saa det bedrives af en Hollandsk Skøyttefører.
Dem siges kand til Roes, at endnu ey et Haar
De fra Stam-Faderen i Tale, Sæder gaaer.