Classic Poem

Hvor der leves uden Ære,
Er ei længer godt at være.
Glemmende, hvad jeg forliste,
Vil jeg pakke nu min Kiste;
Jeg vil sætte mig paa Skibet
Med dets Flag, trefarvestribet.
Fjernt fra disse Sorgens Lande
Søge Hjem paa andre Strande.

Jeg vil tie med min Klage,
Ikke see mig meer tilbage;
Jeg vil tørre mine Kinder,
Jeg vil drukne mine Minder, -
Over Havets mørke Bølge
Skal mig Intet — Intet følge.
Ingen skal faae Lov at spørge,
Hvorfor mine Øine sørge;
Skinsyg vil mit Navn jeg skjule
I mit Hjertes tause Hule;
Hvillke mine Fædre vare,
Skal min Mund ei aabenbare;
Ei skal for mit Land, det døde,
Blusels Brændemærke gløde
Paa min Pande, naar jeg maatte
Nævne, hvad vi selv forraadte.
Den har Æren tabt, som ikke
Modigt opgav Stump og Stikke
For den reen og heel at bære
Hen, hvor han skal boe og være,
Enten det saa er i fjerne
Lande under fremmed Stjerne,
Eller trende Alen under
Jorden, hvor han evigt Blunder.

Hvor der leves uden Ære,
Er ei længer godt at være.
Derfor flyder som en Glente
Fremad jeg med Vinger spændte,
Fremad som en Lynilds Lue,
Som en Svale piler hjemad,
Som i Eventyret fremad,
Lyset for mig, — Mørket bag mig -
Fremtid! i din Favn modtag mig!