Far skal sove

Hører du det, min egen Unge,
nu maa du kjønt holde Tand for Tunge;
vor Fa'r har været paa Søen en Tur,
og han skal til by's op over Bakken
med Kurven paa nakken,
saa han trænger haardt til en Middags-Lur.
Lad mig nu see, du er rigtig stille,
min egen Lille;
det må du love,
for Fa'r skal sove!

Den Smaa, han lytter med Andagt til,
og lover at være saa stum som en Sild.
Men som han nu ligger paa Gulvet og roder
og skotter op til sin tavse Moder,
mens Rokkehjulets mærkværdige Snurren
og den mærkværdige Torsk i Kurven
er Gjenstand for hans undrende Forsken,
faar Andemo'r Lyst til at hilse paa Torsken.
Da løber det rundt i Drengens Tanker:
Den Snaddrebøtte, den kunde nemt
forstyrre vor Fa'r, og det var slemt.
Saa strækker han ud sine Pusselanker,
løfter sin Kjæp og slår løs paa Anden,
og vræler, som om han var fra Forstanden:
Hej, vil du væk! hvor tør du vove!
Hører du ikke, at Fa'r skal sove!

„Men Dreng dog! du er jo fra forstanden!"
„Nej Mo'r! jeg vilde blot tysse paa Anden!"

Rate this poem: 

Reviews

No reviews yet.