Classic Poem

Siig, gode Bording! siig mig dog:
Hvo lærte dig at skrive?
At spende hvert et Ord i Aag,
Til Riim det skulde blive?
Naar jeg dig seer saa mesterlig
Din Digt at sammenbinde,
Jeg slutte skal, at Riimet dig
Vil ret med Forsæt finde.
Det dig saa vel fra Pennen gaaer,
Du digter ey saa fage,
Jo dig et Ord tilrede staaer,
Og tage vil sin Mage.
Men Jeg, naar Ormen stikker mig,
Og i min Hierne primer,
Vil til at efterabe dig,
Og giøre mig til Riimer;
Jeg svær dig paa, jeg neppe veed
To Riim at sammenklinke,
Før jeg har seet min Daarlighed,
Og veed, jeg er en Sinke.
Jeg tager flux til Spansk Tobak,
Og tømmer ud min Dose,
Ja sætter femten gange Klak,
Dog hitter ey en Glose.
Jeg rokker, rokker frem og frem;
Dog, naar jeg meest har rokket,
Saa har dog Verset ingen Klem,
Ey hugget er, ey stukket.
Indsætter jeg det Ord: Poet,
Og jeg derpaa skal riime;
Jeg strax maa slutte med Privet,
Og ende med en Lime.
Saa tungt og galt det falder ud.
Som mig, saa gaaer det fleere;
Jeg sværer ved Poeters Gud,
Jeg riimer ikke meere.
Men Timen er dog ey forbi,
Før Verse-Ormen kriller,
Og af en lumpen Fantasie
Jeg faaer Poete-Griller.
Omskiønt mit Forsæt nylig var,
Jeg ikke riime vilde;
Dog vil jeg usle Riime-Nar
Papiiret atter spilde.
Saa snapper jeg da Blek og Pen;
Dog ofte faaer i Sinde
At slenge Pennen atter hen,
Før jeg et Ord kand finde.
Paa førset Riim da Timer tre, Ja fire, vel anvendes;
Og, skal jeg Verset eftersee,
Fortiener det at brændes.
O! Dorus, du lyksalige!
Hvor kunde du vel riime!
Vel tusind Vers du skaffede
Til Trykken i een Time.
Vel er det sandt, din frugtbar Pen
Var uden Sands og Hierne,
Blant Gekke var dog altid den,
Som dig betalte gierne.
Thi, skulde Møe til Brude-Seng,
Poeten lader trykke,
Og med sin Elskovs blinde Dreng
Udraaber: Lykke! Lykke!
Hvis Bruden kuns med en Ducat
Dog lover at forgylde,
Med Vers og Ønsker din Placat
Kand Kirke-Døren fylde.
Slaaer Trommen om, og Manden døer,
Poeten er tilrede,
Et riimet Æreminde giør,
For Døden at begræde.
Saa deilig Sange-Verket gaaer
Med Hellig-Geistes Klokker;
Saa herlig du, med Snak og Ord,
Et Hvis-Hvas sammenbrokker.
Ney; ney! vor Randers-Mand med Skiel
Sig kand deraf berømme,
Han skriver fast, og riimer vel.
Hvo kand vel andet dømme?
Vil Slutningen sig passe net,
Og Resten er da grimet;
Det skader eym det er ey ret,
Naar Verket kun er riimet.
Et lumpen e kand vilde tit,
Man gandske Verket slipper:
Men see! den gode Mand i sit
Det rodden e beklipper.
Og, fattes dig en Stavelse;
Giør Ordet til Pluralis:
Enhver sig lidet kand forsee:
Et skrives, andet tales.
Sæt Nomen her, sæt Verbum der,
Ey skøtte, hvor du flytter;
Du strax Poet og Riimer er,
Og idel Vers udspytter.
Bort A-B det er jo saa riigt,
Dermed du Phœbus tvinger,
Og skal vel Pegasus ved sligt
Dig laane sine Vinger.
Men vogte dig for Eftersmek:
At Verden ikke dømmer,
Dit Vers er Lapperie og Drek,
Og Riimeren en Drømmer.
Det hielper lidet, du est giort
Til Doctor og Magister;
Din Gaase-Pen dog immerfort
Poete-Titel mister.
Lad Idioter sætte dig
Iblant de Ni Gudinder,
Og sige, du est ypperlig,
Og ey din Liige finder.
Jeg ydermeere veed det Stedm
De kunde dig berømme,
Jeg meen', hos Fruentimmeret;
Men Spørsmaal: Kan de dømme?
Naar Thrinke, Fikken, Stine, Grêt,
I Barsel-Stue møde,
De sige, du eft fød Poet,
O dine Viser søde.
I Coridon og Sylvia
Est du kun skiøn og flygtig;
Du skal fortiene deres Ja,
De sige, du est dygtig.
Ney! Bording! siig, hvor gaaer det til
Udi Minervæ Skole?
Hvo Krondsen der fortiene vil,
Paa Konst og Fliid man stole.
Til Hobe Gunsten gaaer dermed:
Hvor der har Venner mange,
Han uden stor og slem Fortred
Sit Forsæt kand erlange.
Men her maa sveedes Dag og Nat,
Anvendes Fliid og Hierne;
Om du kanst faae den Krone fat,
Og naae den høye Stierne,
At møde paa Parnassi Top:
Dog, hvis Naturens Gave
Dig ey tillige hielper op;
Du snuble skal og rave.
Det gaaer dig, som det Sneglen gik,
Der Bierget vilde stige,
Og overkige Verdens Skik,
Om hun vel havde Liige:
Hun skiød sig frem, sig slæbte fort;
Men, da hun saae tilbage,
Den Vey var kort, hun havde giort
Med vel saa stor Umage.
Hun strax paafandt et andet Spil:
Bad Ørnen vilde føre
Sig udi Luften, der hun vil
Al Verden overhøre.
Det skeede saa. Men, der hun kom
I Veriret og det Høye,
Bad Ørnen hende see sig om,
Og alting grandske nøye;
Men, i det samme, falskelig
Han klap, lod Sngelen dratte:
Hun faldt, blev gruttet jammerlig,
Sit arme Liv tilsatte.
Paa samme Viis det kand dig gaae,
Om du, foruden Remme,
Indbilder dig at kunde naae
En ret Poete-Stemme.
Ved disse Griller træt og mat
Mig Søvnen overiiled':
Sov hen: I Drøm fik Bording fat,
Som dygtig loe og smiiled'.
Jeg blev forbaust: Ey! siger han,
Tag Mod, bliv ved at skrive!
Jeg noget dig fortælle kand,
Som dig dertil skal drive.
Jeg mig undskyldte; men han soer,
Og meere mig tilskyndte,
Og, uden Svar, han tog til Ord,
Sin Tale saa begyndte:
Der Aröboe, vor Mose-Tolk,
Var udi God hensovet,
Et Sted iblant Parnassi Folk,
Blev ledigt; Pladsen lovet
Til den, som kunde riime best,
Og vidste ret at skrive.
Thi blev opsat en Riime-Fest:
Hver skulde sig begive
Til Helicon. Did Phœbus kom,
Med Pallas den Gudinde,
At sidde Ret, og sige Dom,
Hvo Pladsen burde vinde.
Nu Tiiden kom, og Retten sat;
Af Phœbus, og af andre
Hans Assessores, blev tilladt
De Danske frem at vandre.
Der vrimled' ind en gandske Flok,
(Tør sige, Millioner)
Doctores og Magistri nok;
End, alle slags Personer.
Strax blev paaraabt: At hver Poet,
Som meente Vers at skrive,
Nu skulle for Hans Majestet
Sit Navn tilkiendegive.
Og, hvo der findes dygtig nok
I Arreboes Sted at træde,
Han strax iblant Poeters Flok
Erlange skal sit Sæde.
Jeg, bange, saae mig runden om,
Ja maatte skifte Farve.
See! dog en Præst for Retten kom
Det samme Sted at arve.
Han supplicerte med en Bog,
Han havde sammenskrevet
Paa Aröboes Maneer, endog
Med Kongens Segl bebrevet.
Hvad meere var, af lærde Mænd
Berømmet: Derfor mente,
At ingen viiste hannem hen
Fra Sædet, han fortiente.
Da Bogen produceret blev;
Ney! svarte vor Apollo,
Hans Riim er tvunget: Derfor skrev
Paa den Supplique: Nullo.
Derefter kommer Dorus frem,
Med begge Hænder fulde
Af Bryllups-Vers: Formeente, dem
At være som de skulde.
Apollo tog til sin Bonet,
Med majestetisk Miine:
Fy! sagde han, est du Poet,
Og vilt vor Øre piine?
Thi bad han Dorus gaae sin Vey,
Sit Brød med Sveed at vinde,
Og spare Hiernen, hvilken ey
Er skabt til Riim at finde.
Mangfoldige ved dette Svar
Bortdreve: Saa jeg meente,
At ingen nu tilbage var,
Som Sædet torde vente.
Ved disse Tanker vendte mig
Til Bording. See! hvad skeede?
En anden uformodentlig
For Retten sig beteede.
Dog bad han ey om Arboes Sted,
Sit eget Pund han kiendte;
Men vilde vel aflægges med
En liden Krands til Rente
For mange Vers, han viiste frem,
I Prent og Manuscripter,
Og (de som havde største Klem)
Sin Fødebyes Bedrifter.
Ney! svarte Phœbus: Skulde man
Saaledes Krandser give;
Hver Laurbær-Træ paa dette Land
Pilskalled maatte blive.
Med Tiiden kand du faae dit Sted,
Om du forbedre vilde
Dit Vers, som, uden Artighed,
Er kuns Papiir at spilde.
Med dette Svar gik han sin Vey.
Strax efter kom en Qvinde
For Retten frem: Hun, uden Vey,
Vil Plads og Sæde vinde.
Og, som hun var af dette Slags,
Der artig kunde snakke;
Hun tog til Ord, og sagde strax:
Herr Phœbus! tag til Takke
Med disse Vers! Jeg meener vel,
Du, som en billig Dommer,
Skal kiende, jeg med Ret og Skiel
Iblant Poeter kommer.
En Times Tiid jeg skrive kand
Et hundred' Vers tillige,
Trods Kingo selv! Ney ingen Mand
Jeg kiender, jeg maa vige.
Mit Rygte saa hos alle staaer:
Omskiønt jeg er en Qvinde;
Dog siges om mig: Hisset gaaer
Den Danske Poetinde.
Holdt! svarte Phœbus, holdt! Hvorhen?
Lad Verset for sig tale;
Det sige skal, om du est den,
Som du vil dig afmale.
Det læstes op: Endeel han fandt,
Hvorfor han hende roser;
Men laster, at der var iblant
Selvgiorte Danske Gloser.
Og, sagde han, med Billedhed
Du est en Poetinde;
Dog naaer du ikke denne Sted,
Som Arboe lod herinde.
Hun neiede. Men Phœbus bad,
Hun ikke skulde glemme
At vare Qvinde-Kiønnet ad:
Omskiøndt de havde Nemme,
Dog skulle de vel vogte sig
Fra Riim og Vers at skrive,
At Verden ikke latterlig
Skal Spot med dennem drive.
At skrive Vers, at ride Hest,
I Krigen modig være;
Det stedse sømmer Manden best,
Er Qvinder ingen Ære.
Strax efter hende fandtes Een
For Retten frem at komme,
Med Bolter om det eene Been,
Og Vers udi sin Lomme.
Det vistes frem, nu Retten sad;
Men fandtes sønderrevet
Af Bøddelen: Og spurtes ad:
Hvo haver dette skrevet?
Jeg, (svarer han) som tumlet er
I Verdens tvende Parter,
Med disse Bolte Vidne bær,
At jeg er Sandheds Marter.
Han kortelig erindrede
Sin store Nød og Qvide;
Bad, Phœbus vilde sig omsee,
Om han det burde lide:
Formeente, sig at nyde Sted
Hos Flaccus, Juvenalis,
Og dem, at hvilke Daarlighed
Med rette Farve males.
Hver Satyrist sig reyste da,
For hannem vilde svare,
Og sagde: Herre! Skeer det sa;
Parnassus er i Fare
At blive til et Hospital,
Og den, som Bøger trykker,
Herefter ufeilbarlig skal
Bereede sig to Krykker:
Ja! skal Poeten straffen saa,
Naar han vil Sandhed skrive;
Ald Verden til et Sodoma,
Og Barbarie, vil blive.
En grover Sinke tænke kand,
Han haver ikke Liige;
En Skalk vil kaldes ærlig Mand;
En Hore gaae for Pige.
De bablede flux meere frem,
En skaante Mand, ey Qvinde;
Og stod det haart, at Phœbus dem
340 Med gode kunde vinde.
Han loved' strax: Hvis denne var
Uskyldig dømt fra Ære,
Selv vilde han til Tranquebar
En Krands til hannem bære.
Mercurius Befaling faaer,
De revne Vers at sanke,
Dem læse giennem, hvert et Ord,
Og sige da sin Tanke.
Det skeede saa. Sententsen faldt:
Han har, foruden Naade,
Fortient at miste Liv og Alt,
I Sted for Laurbær-Blade.
Forbandelse blev lagt paa den,
Som hannem vilde give
Herefter Blek, Papiir og Pen,
Til fleere Vers at skrive.
Og giør den ikke viiselig,
Der Kniv og Gaffel giver
Til galind Mand, hvormed han sig
I Rasendhed afliver.
Han blev forbittret, dyre foer:
Endnu han vilde skrive,
Saa Phœbus, og hans heel Chor,
Beskæmmet skulde blive.
Men Musæ loe. Der han gik bort,
En anden sees at trine
For Retten ind, bar klæd i sort,
Med sæt Gestalt og Mine,
Bar tet med Skaller overklæd,
En Stav i Haanden førte;
Endeel han til Gudfrygtighed,
Endeel til Latter, rørte.
Et Skrift han gav i Retten hen,
Og bad Apollo dømme:
Om Sehested, Syv og Torkildsen,
For hannem burde rømme.
Det blev oplæst: Ney! (svarer han)
Vel fandt, du haver Nemme;
Dog fattes dig paa fuld Forstand
Til ret Poete-Stemme.
Hvis min Mænd, du sætter frem,
Saaledes havde skrevet;
Jeg havde længe siden dem
Fra Helicon bortdrevet.
Og ey kand nogen i din Digt
Den Geist og Andagt finde,
Som burde sees i Aandeligt,
For Salighed at vinde.
Hvo haver nogensinde læst:
Tøe Venskab, Yndest prikke,
Om Spaane-Gunst og Lufte-Hest,
Med Pigge Troen stikke?
Men vred blev vores Pillegrim,
Forbandte den, som voldte,
At han fik Hovedbrud og Riim
Til Fals for Verden holdte.
Der er ey Ret i Verden til,
Som en Poet vil være;
Han jo en større finde vil,
Som skal hans Foster bære.
Den ærlig Erythropel (som
Paa Bierget lod sig finde,
I Tanke, noget forekom
Hos lærde Folk at vinde)
Han saae vel suurt, da Dommen faldt;
Til hannem Skaden rækker:
Hvad har han for Hazard og Alt?
Kun Skroller og Skartekker.
Endnu blev Bording ved sin Snak,
Fortalte migom fleere.
Ney! sagde jeg, ney! Bording, Tak!
Nu tør jeg intet meere:
Thi, hvis jeg skrev udtydelig
Alt det, du mig befaler,
Ald Verden skulde kalde mig
En Skumler og Bagtaler.
Det farligt er, man tit har lært,
At røre ved Poeter;
Thi de sit Foster holde kiært,
Et egensindigt Kreter.
Ja, raadde de, jeg blev ombragt,
Og ilde kom af Dage;
Min Krop blev vist paa Steile lagt,
Mit Hoved sat paa Stage.
Omskiønt jeg bad ham tie qvær,
Dog blev han ved at sige:
At den berømte Danske der
Ey nogen vilde vige.
Ja! sagde Phœbus, sæt sig hos!
(Den Ære, som bør Ære!)
Den store Mand, Ovidius,
Skal her din Naboe være.
Men du, som han, os love maa:
Naar du til til at digte,
Du dine Riim skal lade gaae
Vel ofte giennem Sigte.
Hvad? sagde jeg til Bording da,
Jeg troer, at Phœbus primer:
Vil nogen tage denne fra,
Han jo er Mester-Riimer?
I samme Stund og Øyeblik
Jeg vaagnede: Mig tyktes,
At Søvnen var vel sød, jeg fik;
Dog Hovedet forryktes.
Thi fandt jeg mig tvivlraadig slet:
Om jeg vel torde være
Min Drøm bekiendte for Ting og Ret,
Og skænde Manges Ære.
Jeg meente, Ney. Men, der jeg ret
Betænkte, hvad jeg drømte;
Jeg uforfærdet blev, og det
Ugudeligt ey dømte.
Een svare vil: At den, jeg her
Ey for Poet vil ære,
Han from, gudfrygtig, ærlig, er,
Maa dog i Fred ey være.
Men hør! Hvad kommer det herved?
Du hannem Titel giver
Af Fromhed, Dyd og Ærlighed;
Vel an! Jeg underskriver.
Men, siger du: Han er Poet,
Og høyt paa Bierget flyver;
Jeg skal standhaftig negte det,
Tør svære paa, du lyver.
Det skader ey, at du mig kand
Med bedre Føye sigte:
At jeg, som dadler anden Mand,
Selv veed dog ey at digte.
Det giver Magt: Men dette jeg
At Slibe-Steenen lærer,
Der giver Jernet Odd og Egg,
Og selv dog intet skiærer.