Classic Poem

Min nok beklemte aand,
Kast bort din trengsels baand,
Og stræb at være stille,
At din forstrødde ville
Gaaer fiendens list forbi,
Du kandst i sorgens vinde
Den sagte lyd ey finde,
Som Jesus hviler i.


Forlad all verdens rund,
Og ind i sielens grund
Med alle dine tanker,
At de sig der kun sanker,
Og hold dit hierte tys
I stille længsels miner,
Til JEsus selv fremtriner,
Og giver sielen kys.


Bort egensindighed,
Som ingen udgang veed,
Bort onde grillers pile,
Som taale ingen hvile,
Udi mit arme sind,
Bort alle lysters vinde,
Som sprede mine sinde
I hele verden ind.


Det er det, maae du troe,
Som hindrer dig din roe,
Saa længe sielens kræfter
Ved verdens torne hefter,
Som aldrig hvile gav,
Du faaer i verden ude
Ey meere hvile-pude,
End paa det vilde hav.

Ind i sin siel man maae
Med sielens kræfter gaae,
Sig selv og verden glemme,
Saa ere vi først hiemme,
Thi ellers findes her
Ey saadan stille bolig,
At sielen gandske rolig
Sig skulde finde der.


Saa striid, og overvind
Dit egensindigt sind,
Og holder hun dig bunden,
Saa stræb des meer i grunden
At trenge ind til Gud,
Men lad dig ikke tvinge
Før alle lenker springe,
At du kandst slippe ud.

Saa skal du under see,
Saa skal det snarlig skee,
At du foruden hinder
Udi dit hierte finder
Din kampes søde frugt,
At sielen ret kand smile
I Jesu vunders hvile,
Naar hendes tørst er slukt.


Da har man ingen trang,
Da agtes ey engang
De onde flyve-tanker,
Man ligger da for anker,
I Jesu naades havn,
Hvad skulde kunde qvæle
De himmel-givne siele,
Som JEsus har i favn.


Da fattes ingen trøst,
Thi sielen idel lyst,
Saa tit hun selv behager,
I JEsu sødhed smager,
Her findes ingen brand
Af bitterhed og vrede,
Thi al den deel er rede,
Som kun fornøye kand.


O! hvilken høytiids dag,
O! hvilken livlig smag,
O! hvilken mad at æde,
O! hvilket Herre-sæde
Er sielens roe i Gud,
Den rette leve-maade,
Den største siele-baade,
Et dagligt giestebud.

Naar sig en syndig lyst
Vil mælde i dit bryst,
Samvittigheden trykker,
Og satan mod dig rykker
Med all sin helved-flok,
Har du kun skiult din ville
I det forønskte stille,
Saa kiemper sielen nok.

Hvor sikker kanst du boe
I saadan stille roe,
Hvor HErrens fred bevarer
Fra alle synde-snarer
Dit indelukte sind,
I Jesu roe og vunder,
Som verden ey begrunder,
Lad dig kun gandske ind.


Hvo før var kold og dovn,
Den hedes, som en ovn,
Jo meer man frihed kiender,
Jo meere hiertet brænder,
Til JEsum dag fra dag,
Naar de udmatted sinde
Alt meer og meere finde
Hans søde manna-smag.


Saa vil jeg løbe fra
Mig selv og verden da,
Ved JEsum roe erlange,
Og ikke gaae en fange
Af sindets gøgle-spil,
Saa gaaer jeg fri i sinde,
Og lykkelig vil finde
Det maal jeg sigter til.