Classic Poem

O Gud! hvad est du meer end skiøn,
O du Gud Fader, og Guds Søn,
Og Hellig Aand tillige,
Hvor deylig er din thrones pragt,
Hvor vældig er dit scepters magt,
Hvor evig er dit rige,
Hvor got
Dit slot,
Hvor retferdig,
Hellig, værdig,
Fuld af naade
Findes din regierings maade.


At du est herlig, høy og stor,
Den vide himmel, brede jord,
Og dybe hav betegne,
Det alt er kun en draabe vand,
Ja neppe som et sole-grand
Udi din haand at regne,
Og du
Dog nu
Her i tiden
Mig, en liden
Aske-bolig,
Søger, elsker, favner trolig.


Men er det ey en skiendig ting,
Den største part saa blind omkring
I denne verden vanker.
Man seer din skabning daglig paa,
Dog seer man, som man ikke saae,
Og gaaer i andre tanker.
Ild, vand,
Luft, sand,
Soel og stierne,
Hver en kierne,
Hver en draabe
HErrens herlighed udraabe.


I ordet kand jeg see dig ind
Udi dit hierte-milde sind
Og store naades rige,
Jeg seer en bundløs kierlighed,
Jo meer jeg seer, jo mindre veed
Jeg, hvad jeg meer skal sige.
Ach! min
Gud, din
Overmaade
Store naade
Er saa megen,
At du derved est min egen.


Du est min egen, søde Gud,
Hvor vilde jeg det raabe ud,
Om jeg kun havde evne,
Dog er det sukker i min mund,
Og hiertens fryd i sielens grund,
Naar jeg dig kun kand nævne,
Hvad vil
Der til
Os da flyde,
Lyst at nyde,
Naar vi skulde
Eengang see dig ret tilfulde.


Jeg seer dig, og jeg seer dig ret,
Jeg smager dig, og bliver mæt,
I troen jeg dig eyer,
Dog alt det, som jeg om dig veed,
Imod den kundskabs herlighed,
Saa godt som intet veyer,
Som hist
Jeg vist
Skal fornemme,
Naar jeg hiemme
Og tilstæde
Hos min Gud kand staae med glæde.


Da skal jeg ret for alvor see
Din guddoms ære i de tre
Livsaligste personer.
Hvor vil jeg da, hvor vil jeg see,
Naar dine øyne ad mig lee,
Og naar din haand mig kroner.
O hvor
Du jord
Ad mig stinker,
Naar jeg blinker
Med mit øye
Op mod HErrens himles høye.


Op! op! min siel fra denne jord
Til Gud, som hist i lyset boor,
Hvor alle engler vrimle,
Hvor alle helgens synge-fryd
Slaar an som sterke tordens lyd
I alle himles himle,
Hvor hver
I sær
Kaster kronen
Hen for thronen,
Og tilhaabe
Hellig mod hver andre raabe.


O! hvem der dog var engle-klæd,
Og kunde giøre selskab med
De blide seraphiner,
Som frydens gyldne harpe slaae,
Og op i alle toner gaae
Med himmel synge-miner.
Nu plat
God nat
Hermed siges
Verdens riges
Myre-tue,
Jeg vil op, min Gud at skue.