Omsvarm os kun, Fjender

Da nu det sig rygted til Fjendernes By,
at Herren et Tempel vi bygged paany,
da stormed de mod os med Larm og med Tramp,
og Pladsen for Templet blev Pladsen for Kamp.
Hist slæbte vi Bjælker, her rulled vi Sten;
med venstre Haand førte vi Hamren og Ske'n,
men højt i den Højre vi løfted til Værn
de blinkende Vaaben af Kobber og Jærn.

Og Muren sig hævede Fod over Fod,
mens Kalken vi blanded med rødnende Blod.

De snittede Søjler vi rejste ved Kvæld
til Saaredes Rallen i Sted for: 'Godt Held!'
Vi hvælvede Kuplens omspændende Rund,
dødtruffen og ramt til vor inderste Grund.

Om sværm os kun, Fjender, kast Død — paa vor Vej!
I dræber os, men i besejrer os ej!'

Saa toned' i Zion den trodsige Sang,
mens Mændene mured med Ske og med Stang
den Højestes Tempel, det hellige Hus.
Naar ender vel Sangen, naar standser dens Brus?

Aarhundreder fulgte, Aarhundreder svandt;
vort Saar rinder stadig, hvor Fædrenes randt;
omsværmet af Fjender vi strider imod
og bygger, mens Kalken vi blander med Blod.

Rate this poem: 

Reviews

No reviews yet.